Caroline Wozniacki er bedre end nogensinde. Dét beviste hun med sejren i kvindernes sæsonfinale, hvor hun uddelte øretæver til hele verdenseliten. Men hvad har ændret sig i hendes spil siden dagene som verdensetter? Det ser vi nærmere på her.
Som de allerfleste har hørt, vandt Caroline Wozniacki søndag karrierens største sejr, da hun slog Venus Willians i WTA sæsonfinalen i søndags. Hun kravlede samtidig op som verdens nr. 3 og er blot 120 point efter nr. 2, Garbine Muguruza og 160 point efter nr. 1, Simona Halep.
I sæsonfinalen er det kun, de bedste, der får lov at være med. Årets otte bedste spillere inddeles i to grupper, hvorpå de to bedste fra hver gruppe avancerer til semifinalerne. Tænk EM 1992.
Wozniacki ikke bare slog sine modstandere, hun gav dem stryg. Først var det Elina Svitonila (som gav danskeren æg for halvanden måned siden), der blev sendt i bad med en 6-2, 6-0 afklapsning. Derpå var det verdensetteren Simona Halep, der også måtte nøjes med to partier, denne gang 6-0, 6-2.
En taktisk genistreg?
I gruppespillets sidste kamp vandt Wozniacki igen 6-0 i første sæt, for derpå – måske delvist af taktiske grunde? – at tabe 3-6, 5-7 i de næste to til Caroline Garcia (se Wozniackis absurd suveræne stats for de tre indledende kampe her). Med nederlaget undgik Wozniacki Venus Williams i semifinalen, en spiller hun inden søndagens finale havde tabt til 7 ud af 7 gange med blot et enkelt vundet sæt til Wozniacki.
Hvis det var taktisk, var det genialt. Wozniacki slog Pliskova i en fantastisk semifinale, 7-6 (9), 6-3, mens den 37-årige Williams måtte bruge mere end 2,5 time i lørdagens anden semifinale mod Caroline Garcia.
Den lange Williams-semifinalekamp afgjorde ikke søndagens finale, men det (og Wozniackis forrygende form) rykkede oddsene i Wozniackis favør i en grad, så hun var bookmakernes klare favorit trods de 0-7 med blot ét vundet sæt i indbyrdes opgør.
Og ganske rigtigt. Mens Venus virkede nogenlunde frisk (om end ikke hurtig) i første sæt, lignede hun sin alder i starten af andet sæt, hvor Wozniacki kom foran 5-0 i løbet af ingen tid, godt hjulpet af en række Williams-fejl.
Så ulige skulle det ikke ende, og en kombination af sidste meget imponerende krampetrækninger fra Williams samt lidt tøvende spil fra Wozniacki, der måske stod med en hånd på pokalen allerede, bragte Williams tilbage på 4-5, før Wozniacki hev sejren i land. Se højdepunkter herunder, hvis I ikke så finalen.
Længe var det et lige ved og næsten år
Så hvad har ændret sig? Hvorfor vinder Wozniacki pludselig den her type turnering?
Igennem hele karrieren er hun blevet kritiseret for:
- at slå for få vindere og generelt spille for defensivt
- ikke at være god nok i de største turneringer (slams)
- ikke at være god nok mod top-10 spillere
- ikke at have vundet en slam
Hun har ganske vist endnu ikke vundet en slam, men WTA-finalen er årets femtestørste turnering og på mange måder mindst ligeså svær at vinde som en slam-turnering, fordi du typisk skal slå fire eller fem top-spillere for at vinde, hvilket (stort set) aldrig sker i en slam. Ser man på tidligere vindere af turneringen, er listen da også mindst lige så stjernespækket som enhver slam.
2017 lignede ellers længe et ‘lige ved og næsten’ år for Wozniacki. Da hun fik æg mod Svitolina i august, var det sjette gang i 2017, at hun måtte stå med et ‘præmiefad’ i stedet for en pokal. Tre finalenederlag til Pliskova, to til Svitolina og ét til Johanna Konta var det blevet til.
Den type hårdtslående spillere, der altid har voldt Wozniacki problemer, når de rammer dagen. Den type spillere, der har holdt Wozniacki fra at vinde en grand slam, fordi deres offensiv – når de rammer bolden godt, og det gør de typisk, når vi er nået frem til finalesøndag – trumfer Wozniackis defensiv.
Siden fik hun sæsonens første turneringssejr, da hun slog Anastasia Pavlyuchenkova og inden da havde overstrålet den daværende verdensetter Muguruza med en 6-2, 6-0 sejr i semifinalen.
En offensiv dimension på den defensive mur
Så igen – hvad har ændret sig?
Jeg følger ikke Wozniacki tæt nok til at komme med det endelige svar. Men i Singopore så jeg en anden Woziacki, end jeg tidligere har set. Jeg så i højere grad den Wozniacki, jeg altid gerne har villet se. Jeg så en modig Wozniacki, der turde kombinere sin vanvittige defensiv med en mere end habil offensiv. En Wozniacki, der tog de offensive muligheder, der bød sig. En Wozniacki, der turde gå op af linjen, når det var det rigtige slag. Og en Wozniacki, der kom op med et servees, når hun havde brug for det.
Wozniacki-lejren har selv erkendt og anerkendt problemet med den manglende offensiv i årevis. De har forsøgt at løse det med et utal af trænere, hvoraf ingen dog for alvor har fået chancen. Dertil har båndet mellem far Piotr og Caroline været for tæt. Potentialet til et mere offensivt spil har altid været der. Til træning kan hun sagtens slå stribevis af vindere. Men i kamp er hun altid vendt tilbage til de gamle, sikre, velafprøvede mønstre (New York Times lavede denne lille analyseaf hendes ‘valg af slag’ for år tilbage).
Hvad der endelig har løsnet op for Wozniacki-offensiven, skal jeg ikke kunne sige. Men hun har muligheder i sit spil, hun ikke havde tidligere. Hendes førsteserv er blevet bedre og er blevet et større våben, som giver hende point og esser på vigtige tidspunkter. Hendes ‘touch’ er blevet bedre, så man nu også ser hende lave den her og den her slags slag. Og så tør hun ændre retning og gå op af linjen oftere – også med den tidligere lidt usikre forhånd, som her vinder hende pointet mod Pliskova.
Forhånden er, tæt efterfulgt af serven (hun slog flere esser end både Pliskova og Williams i gruppespillet(!)), den største transformation i Wozniackis repertoire. Hun er bedre til at ændre retning med den, bedre til at få vinkel på og bedre til at sætte tyve procent ekstra power på, når der er brug for det. Her ses den i sin vel nok bedste udgave mod Venus, hvor hun udmanøvrerer Williams’ ellers så potente forhånd:
Her, der og alle vegne
Tidligere er hun slet og ret blevet slået af banen, når hun har mødt en modstander med større slagkraft, der ramte dagen. Og jo, både Pliskova og Venus slår da stadig flere vindere end Wozniacki. Men hvor Pliskova slog 34 vindere, slog Wozniacki 25. Hvor Venus slog 31, slog Wozniacki 19. Og mod Venus lavede hun blot ni uprovokerede fejl, mens Venus lavede 20. Billedet var det samme mod Pliskova.
Wozniacki har altid været god til at få modstanderne til at lave fejl. Til at gå efter for meget. Til at opgive ævred mod den danske betondefensiv. Som Pliskova meget rammende formulerede det til sin træner under semifinalen:
Træneren replicerede lakonisk med et “yeah, is that a surprise to you?” Venus Williams stod utvivlsomt tilbage med samme fornemmelse efter dette point:
Sæsonens bedste spiller?
Når man kombinerer så god en defensiv med offensiv styrke, får man den type resultater, Wozniacki netop har fået. Som tenniskommentatoren Anders Haahr skrev på Twitter, har hun:
- flest sejre på WTA-touren i år (60)
- flest top-10 sejre på WTA-touren i år (14! – fra 2012 til og med 2016 slog hun ‘blot’ 18 top-10 spillere)
- flest finaler i år (8)
Om det er nok til at kalde hende sæsonens bedste spiller, vil jeg lade være op til læseren at bedømme. Men i en sæson hvor ingen har været dominerende, er det i hvert fald tæt på.
Denne finalesejr betyder ikke, at Wozniacki slår enhver velspillende hardhitter fra nu af og frem. Som Venus i perioder viste – f.eks. da Wozniacki servede for første sæt – er hendes bedste, stadig bedre end Wozniackis bedste. Men på det rette underlag, i den rette form og med selvtilliden i top kan Wozniacki tydeligvis slå alle.
Et par gode resultater i starten af året, ikke mindst i Australian Open, hvor hun tidligere har været blot et enkelt point fra finalen, kan bringe hende retur som verdens nr. 1.
I første omgang skal der dog simpelthen lyde et stort tillykke med karrierens største titel. Det var næsten mere end denne lille pige kunne drømme om.
Denne artikel har også været publiceret på sportfortalt.dk
