Gentofte TK: Lille klub med både top elite og fokus på bredden

Trods begrænset kapacitet med 2 indendørs og 6 udendørs baner har Gentofte Tennisklub formået at udvikle flere af Danmarks bedste talenter og samtidig sikret opbakning gennem tilbud til bredden i klubben

Når man følger med i dansk tennis og desuden studerer Dansk Tennisforbunds ranglister, kan man ikke undgå at bemærke, at Gentofte Tennisklub gør sig positivt bemærket med flere spillere, som er blandt de absolut bedste i Danmark. Her følger nogle eksempler herpå.

Philip Ørnø (1986) – Maria Jespersen (1991)
Philip vinder af senior DM-inde 2015, Vinder DM-ude 2015 i mixed-double med Maria Jespersen, der sammen med Philip spiller en væsentlig rolle som trænere og coach for klubbens talenter.


Christian Sigsgaard (1997)

Finalist senior DM-ude, Davis Cup debutant i 2015 og udtaget mod Georgien.

August Holmgren (1998)
No. 1 U18, Semifinale senior DM-ude, top 100 på ITF junior-ranglisten.

Oskar Brostrøm Poulsen (2002)
No. 1 årgang 2002, udtaget til EM U14, no. 85 TE Europe.

Emilie Francati (1997)
No. 1 U18 i 2015, 3. bedste dansker på WTA-ranglisten, flere ITF-titler, Grand Slam semifinale i junior double og debut på FED Cup holdet 2015.

Helena Francati (2000)
Vinder UM-inde 2015 i single og double, Finalist Grade 4 København 2016.

Clara Tauson (2002)
No. 1 i U14, udtaget til EM U14, Semifinalist senior DM-ude, 2 titler og 2 finaler ved fire TE U14-turneringer på dansk grund. Vinder senior GPS i KB 2016.

Tager man samtidig i betragtning, at klubben kun råder over 2 baner indendørs og 6 udendørs, kan man godt undre sig over, hvordan klubben er i stand til at fostre nogle af Danmarks bedste tennisspillere.

Derfor har Tennisavisen haft en snak med Sportschef Michael Tauson og Cheftræner Jonas Svendsen i et forsøg på at få opklaret dette.
Da der blev spurgt om, hvordan det er muligt med kun 2 indendørs baner at sikre, at klubbens elite-spillere, som omfatter flere end de nævnte, kan få et tilstrækkeligt antal trænings-timer, lød forklaringen, at de supplerer træningen i klubbens egen hal med banetimer flere forskellige steder, hvor man booker sig ind, blandt andet i Svanemølle-hallen.

Rutinerede spillere videregiver erfaring til de yngre
Den primære træningsbase indendørs er klubbens egne 2 baner, hvor der hver eftermiddag er afsat baner til træning, hvorefter banerne benyttes af klubbens øvrige medlemmer, men derudover udfører klubbens trænere et stort arbejde med at koordinere træningen på banerne andre steder.
Cheftræneren fremhæver blandt andet betydningen af den indsats, som på træner-siden udføres af Philip Ørnø og Maria Jespersen.
Yderligere har det stor prioritet for klubben at have et miljø, hvor de rutinerede spillere beholdes i systemet og kan give videre af deres erfaringer til de yngre spillere.

Af disse lidt ældre spillere kan nævnes Andreas Laulund, Ole Jensen, Morten Schultz, Søren Spanner, Anders Jørgensen og Eva Dyrberg.
Sidstnævnte opnåede i sin aktive karriere en WTA-rangering som no. 77, og i 1998 vandt hun Grand Slam titler som junior i double med Jelena Jankovic ved Wimbledon og derefter med Kim Clijsters ved US Open. 36-årige Eva er fortsat aktiv i holdturneringen, hvor hun dog overlader til de yngre at spille singlerne.

Tilbud til alle sikrer interesse og accept af elite-politik

Det blev pointeret, at det er meget vigtigt for klubben, at alle medlemmer har gode betingelser, og derfor tilbydes træning på forskellige niveauer hele året, og derved har klubben formået at skabe et miljø, som favner både Elite og alle andre medlemskategorier. Det er klubbens vision og målsætning at være en 360 graders klub, hvor der er tilbud til alle.

Jonas Svendsen fremhæver, at alle i klubben bidrager til helheden og støtter hinanden, hvilket bidrager til, at motionister viser interesse for elite-spillerne og derved også accepterer, at der tages særlige hensyn til at sikre optimale betingelser for deres udvikling.
Lige inden mødet med Tennisavisen en onsdag formiddag 0930, havde Tauson eksempelvis selv været i gang fra kl. 08 med træning med motionister, som desuden tilbydes at deltage i træningslejre.
Et af klubbens øvrige fællesarrangementer er den årlige julefrokost.

Tennisavisen overværer træning under besøg i klubben
Ugen forinden havde Tennisavisen også været på besøg i klubben for at lave et Portræt: Christian Sigsgaard afprøver hvor langt talentet rækker, hvilket var i forlængelse af en trænings-seance, hvor Jonas Svendsen havde assistance fra formanden, Poul Erik Francati, som sørgede for at fodre både Christian Sigsgaard og Frederik Ørvad med bolde, mens Jonas selv holdt Emilie Francati og et par herrespillere til ilden med boldøvelser.
Ved samme lejlighed fortalte Philip Ørnø, som også havde været i aktion, at han næste dag skulle med Emilie Francati til Caribien, hvor hun skulle deltage i et par turneringer.

Han ville ikke selv fortsætte med at spille på ITF-touren, da han ikke længere har motivationen til at rejse alene rundt i verden, og samtidig havde han fået muligheden for en del spændende træning/opgaver i klubben.

Emilie fortalte, at hun vil forsøge at følge op på den gode start, som hun fik, da hun i slutningen af sin juniortid i 2015 vandt en senior-titel ved $10.000 i Stockholm, blandt andet med sejr undervejs over Karen Barritza.
Derudover nåede hun et par kvartfinaler, hvorved hun efter ganske få turneringer er tæt på top 800. Hun håbede på at forbedre sin rangering yderligere, og at hun også får mulighed for at komme ind i eksempelvis $25.000 og $50.000 turneringer.

Klubbens elite-kultur behøver ikke have navn

Med henvisning til Tennisavisens tidligere artikel om High Performance Unit: HIK vil lære helt unge talenter at blive professionelle blev spurgt, om man i Gentofte havde lignende planer om at skabe en kultur, som HIK er inde på.
Svaret var, at det gør klubben allerede, men de har blot ikke kaldt det ved navn.
Tauson pointerede især vigtigheden af, at der er kvalitet i træningen, så den begrænsede tid i hallen i Gentofte udnyttes optimalt.
Jonas fortalte, at trænerteamet i Gentofte har en god dialog omkring alle spillere, og at de er åbne overfor samarbejde med andre trænere, hvis det kan være med til at udvikle den enkelte spiller

Ikke midler til medrejsende coach til alle turneringer

Begge trænere mener, at de med klubbens set-up, kan give spillerne optimale træningsforhold og et udviklingsmiljø på højt niveau, hvor der bl.a. også er stor fokus på turnerings- og træningsplanlægning.
Der er efterhånden så mange spillere i klubben, som spiller internationale turneringer, at det ikke er muligt (hverken ressourcemæssigt eller økonomisk) for trænerne at rejse med til alle turneringer.
Det er dog et stort prioriteringsområde, og man prøver at dække så mange rejser som muligt!

Spillernes udvikling har højere prioritet end holdturnering
Tennisavisen spurgte til sidst, hvilken vægt der tillægges holdturneringen, og fik det svar, at den har prioritet, men det vigtigste er den enkelte spillers udvikling og deres ambitioner.
Klubben skal ikke vinde medalje eller være i slutspillet for enhver pris. De prøver så vidt muligt at stille det stærkeste hold hver gang, men er der andre turneringer/aktiviteter, der er vigtigere for en spiller, prioriteres de højere.
Afslutningsvis anfører trænerne, at tennis er en svær sport at gøre sig gældende i på verdensplan, men klubbens målsætning er at give spillerne optimale betingelser i det rigtige miljø og have fokus på den langsigtede udvikling!

Forrige artikelIndian Wells 2016 – Victoria Azarenka serverede æggekage
Næste artikelDen næste stjerne fra Down Under?
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.