Clara Tauson fandt arbejdshandskerne frem og vandt over Kroatiens bedste fra årgang 2001. Philip Hjorth og Patrick Kristensen tabte i kvartfinalen i double
Efter Clara Tausons flotte sejr over 1. seedede no. 46 Francesca Jones (GBR) på opvisnings-banen ved Grade 2 turneringen 42nd City of Florence i Italien, blev kampen i 1/8-finalen Skærtorsdag placeret på Court 9 længst væk fra klubhuset, hvilket var en helt anden oplevelse.
Modstanderen no. 282 Iva Zelic er Kroatiens bedste i årgang 2001, og hun spillede taktisk klogt, og det lykkedes ofte for hende at trække tempoet og intensiteten ud af kampen, hvilket Clara baksede en del med at finde modtræk imod.
Selvom tingene ikke lykkedes helt på samme måde som dagen før, sikrede Clara sig alligevel efter en hård arbejds-indsat at vinde kampen 6-4, 6-1, og dermed er Clara fremme i kvartfinalen, hvor hun møder 17-årige no. 181 Nika Radisic, der er Sloveniens tredje-bedste på ITF ranglisten.
No. 296 Emma Raducanu (GBR), der ligesom Clara er årgang 2002, pressede som tidligere omtalt Clara ud i 3 sæt ved Grade 4 turneringen i KB i februar 2017, og ugen efter vandt hun titlen ved Grade 4 i Oslo.
Britten deltager også i Italien, hvor hun efter sejre over 6. seedede no. 136 Veronika Erjavec (SLO) og no. 424 Costanza Traversi (ITA) 6-0, 6-1 er klar til kvartfinalen, hvor hun møder 4. seedede no. 94 Barbora Matusova (SVK)
8. seedede Patrick Kristensen og Philip Hjorth tabte Skærtorsdag i kvartfinalen i double til 1. seedede Olukayode Alafia Damina Ayeni (USA)/Matias Soto (CHI).3-6, 6-7(3)