Endnu en professionel tennisspiller er blevet kendt skyldig i matchfixing. Denne gang kostede det livstid for Andrey Kumantsov.
De kommer som en lind strøm, men uden yderligere bemærkninger. Pressemeddelelserne fra Tennis Integrity Unit´s kommunikationskonsulent Mark Harisson, der forklarer om endnu et tilfælde af matchfixing, der vel at mærke ikke kommenteres yderligere.
For er der noget enheden, der er nedsat af De fire Grand-Slamturneringer ITF, ATP og WTA i fællesskab er god til, så er det at komme med korte statements, der ikke giver offentligheden et egentligt indtryk af, hvordan problemerne omkring aftalt spil i tennissporten er.
Russisk tennisspiller tilbød penge for kampens resultat
Over de seneste sæsoner har en stribe ukendte spillere været i søgelyset hos enheden, der agerer ud fra underretninger fra såvel spillere som andre interessenter i sporten. Enhver spiller er i dag forpligtet til at underrette Tennis Integrity Unit, hvis man bliver opmærksom på mistænksomme ting i omklædningsrummet eller direkte bliver tilbudt penge for at sikre et bestemt resultat på en given kamp.
Det var netop efterretninger som disse, der fik Tennis Integrity Unit på sporet af sagen om den russiske spiller, Andrey Kumantsov. Russeren er blevet dømt for 12 overtrædelser i det omfattende regelsæt, der skal sikre at tennissporten kan komme udfordringen med matchfixing til livs.
Blandt andet er han dømt for selv at have spillet på kampe, det er ulovligt uagtet man ikke selv deltager i de kampe, der er på kuponen. Derudover har Kumantsov også forsøgt at påvirke kollegaer, blandt andet ved at tilbyde dem penge for at sikre et bestemt resultat af en kamp.
Dårlig økonomi frister lavt-rangerede spillere
Tolv tilfælde hos russeren fortæller historien om en spiller, der i den grad er desperat for at få en svær dagligdag til at hænge sammen. Russeren blev første gang registreret på verdensranglistens i 2005, da han var 19 år gammel. Karrieren tog form og tre år senere havde Andrey Kumantsov etableret sig som challengerspiller med en rangering omkring de 300.
En positiv udvikling, der dog ingenlunde betyder, at dagligdagen rent økonomisk hænger sammen. Fra 2008 frem til juni 2013 stagnerede udviklingen, hvilket betød ugentlige indtægter på mellem 500 og 2000 dollars. Ikke meget, når rejser og udgifter til familier samt egne udgifter skal tages derfra.
Netop det er en af årsagerne til, at mange spillere på lavere niveauer fristes til at tage mod beløb for at fixe kampe. 5000 amerikanske dollars nævnes ofte som det beløb spillerne tilbydes for at fixe en kamp. Småpenge for den store fisk, men vigtige midler for en spiller, der kæmper for at få karrieren til at hænge sammen.
For Kumantsov hang det ikke længere sammen, fristelsen blev for stor, han er næppe den sidste det vil ske for.