Kampen er ved at nå sin slutning. Du har spillet godt, er foran og mangler ikke meget for at hive den hjem. Din modstander har givet dig kamp til stregen, men du har trukket det længste strå og nu skal den bare lukkes.
[quote_box_center]
Denne artikel er skrevet af Nicklas Pyrdol, sportspsykologisk konsulent hos Sports Mentality. Nicklas har en kandidatgrad i Idræt med speciale i Sportspsykologi og arbejder med talenter, professionelle sportsfolk på højeste niveau og erhvervsfolk, som vil toppræstere på arbejdet.[/quote_box_center]
Kampen er ved at nå sin slutning. Du har spillet godt, er foran og mangler ikke meget for at hive den hjem. Din modstander har givet dig kamp til stregen, men du har trukket det længste strå og nu skal den bare lukkes.
Men det sker ikke. Du taber pludselig nogle bolde i træk, mister nogle partier og så er din modstander inde i kampen igen, har vundet momentum og nu er det dig, som har ryggen mod muren. Du føler det bare endnu sværere end hvis du havde været bagud hele kampen, for du var SÅ tæt på!
At ændre sig, uden at ændre spillet
En tenniskamp er en følelsesmæssig rutsjebane. Hver bold bliver vundet eller tabt, giver glæde eller tager lidt energi. Nogle bolde kan være forløsende at vinde og nogle kan skabe stor frustration at tabe. Det er en naturlig del af tennis, men udfordringen ved det er, at størstedelen af spillere ændrer spillet, når deres tanker og følelser ændrer sig.
De mister fokus og følger derfor ikke gameplanen. De bliver for spændte i musklerne og får et dårligere træf på bolden. De mister troen og kommer derfor en smule for sent til bolden eller de bliver nervøse for at fejle og spiller derfor for sikkert og giver initiativet til modstanderen.
I løbet af kampens bølgen frem og tilbage er dette en stor nok udfordring, men der hvor det har størst betydning er, når man nærmer sig slutningen på kampen.
Beskrivelsen i starten af dette indlæg er hvad der sker for mange tennisspillere: Når sejren nærmer sig, kan de ikke få lukket kampen. Og det er faktisk mod alle typer modstandere.
Dem man burde tabe til
De fleste spillere siger, at de spiller mere frit og bedre, hvis de møder en spiller som de på papiret burde tabe til. Det giver god mening. Et lavere forventningspres gør ofte, at man accepterer tabte bolde hurtigere og tør spille på kanten.
Der hvor man kan blive udfordret er, hvis det spil rent faktisk fører til at man står tæt på sejren. Følelsen af ekstase bliver for stor, tanker som ”det er jo for vildt det her”, man får billeder i hovedet af hvad de andre vil sige efter kampen og får mange ranglistepoint man får osv.
Det manglende fokus kan føre til pointtab, partitab og pludselig er spilleren med i kampen igen.
Dem man burde spille lige op med
I dansk tennis kender vi alle sammen hinanden og det er ofte de samme spillere, som ligger og kæmper med hinanden. Når man nærmer sig sejren i sådan en kamp, kan der opstår en tanke om ”Nu skal jeg bare lukke den her!”, for man kan smage sejren og det er så vigtigt for en.
Så man skruer op for spændingsniveauet og spiller for hasarderet med en teknik, som bærer præg af at musklerne spænder mere.
Man kan også ryge i den modsatte grøft og tænke ”Nu må jeg bare ikke tabe den her” og den angst bliver til at man lægger mindre tryk i serven, for bare at få bolden i gang, spiller langt indenfor linierne og langt over nettet.
Man spiller altså for at undgå at tabe pointet. Begge dele kan føre til pointtab og partitab og så er modstanderen inde i kampen igen.
Dem man burde vinde over
Sjovt nok er den største udfordring for mange spillere, de kampe mod lavere rangerende spillere. Her er der stolthed på spil og det vil være ekstra pinligt overfor omverdenen at tabe og det vil være et knæk i ens billede af sig selv, hvis man taber. Mange spillere, når de kommer tæt på sejren i sådan nogle kampe mister energien.
Der opstår en følelse af, at sejren er hjemme og nu skal den bare køres hjem. Det manglende fokus og spænding kan føre til, at man mister de 5% som man har været overlegen og pludselig får modstanderen point og partier og er inde i kampen.
Vindermentaliteten der lukker kampe
Ligegyldig hvilken af situationerne man står i, så er der en bestemt vindermentalitet, som vil øge sandsynligheden for at man får lukket kampen. Den vindermentalitet er opbygget af tre komponenter: Accept, mod og bevidsthed.
1. Accept
I slutningen af kampen hænger følelserne ofte længere ude på tøjet og reaktionen på både at vinde og tabe point bliver større. Det vigtigste er, at man kan bevare roen og fokus på næste bold.
Skal det lade sig gøre, skal man kunne acceptere den sidste bold. Acceptere at den endte som den gjorde. Men også acceptere, at man i sekundet efter lige kunne mærke en reaktion, hvad end den er positiv eller negativ.
Når man har brugt et par sekunder på at acceptere bolden og sig selv, kan man komme videre derfra til næste bold.
2. Mod
Det kræver mod at gå efter at vinde et tennispoint. Især fordi at ens modstander, som er bagud, har sluppet tøjlerne og spiller derfor til kanten. At have mod i slutningen af kampen er, at turde gå efter de samme slag som man har brugt til at komme foran. At blive ved med at spille tennis på samme måde som hele tiden.
En indstilling, som kan hjælpe med at finde modet frem kan være ”Jeg vil hellere tabe bolden selv end at lade modstanderen vinde den over mig”.
3. Bevidsthed
At være ved bevidsthed betyder, i dette indlæg, at man bliver i øjeblikket. Tankerne kan hurtigt forsvinde hen til ”når man nu vinder den sidste bold” eller hvad trænerne og de andre spillere vil sige.
Hvis man skal lukke kampen, skal man have evnen til at kunne blive i kampen mentalt og blive i den enkelte bold med fuld fokus.
Ved at træne din accept, dit mod og din bevidsthed kan du opbygge en mentalitet og en strategi, som du kan bruge til at lukke kampene.
