Efter offentliggørelse af lodtrækningen til hovedturneringen ved WTA Premier 700 turneringen Kremlin Cup i Moskva samt WTA International turneringen BGL BNP Paribas Luxembourg Open bekræftes at Caroline Wozniacki og de øvrige tilmeldte top 10 spillere ikke deltager, som det blev omtalt i WTA Moskva: Topspillerne melder afbud på stribe.
Med fraværet af top 10 spillerne er turneringen i Moskva reduceret til primært at handle om, hvem der skal være 2. reserve ved WTA-slutspillet i Singapore 20-26. oktober, og dermed muligvis også slutter året som no. 10 på ranglisten.
Ranglistens no. 12 Dominika Cibulkova (SVK) er seedet 1, og no. 13 Ekaterina Makarova (RUS) er seedet 2, da seedningerne foretages efter den nugældende rangliste.
På racelisten, som afgør hvem der deltager i Singapore, er det lige omvendt, idet Makarova siden sæsonstart har optjent 2970 point, hvilket er 62 point mere end Cibulkovas 2908.
Cibulkova skal således indhente disse 62 point, hvilket forudsætter at hun mindst når kvartfinalen, som giver 100 point, men hun skal desuden nå længere i turneringen end Makarova.
Begge spillere må derfor formodes at være top motiverede, og for spændingens skyld kan man håbe på en finale mellem disse 2.
Cibulkova, der sensationelt nåede finalen ved Australian Open, hvor hun med nederlaget til Li Na (CHN) optjente 1300 point til racelisten, tabte i denne uge i 1. runde i Linz til no. 90 Anna-Lena Friedsam (GER), og ugen forinden i Wuhan trak hun sig efter 1-1 i sæt mod no. 29 Madison Keys (USA).
Ved US Open tabte Cibulkova allerede i 1. runde 1-6, 6-4, 4-6 til 16-årige Catherine Bellis (USA), som var no. 1211 på ranglisten, hvilket formentlig var den største sensation i hele turneringen, selvom Bellis anses for at være et kæmpe talent, som kan blive en kommende tennis stjerne.
Også i ugerne mellem Wimbledon og US Open havde Cibulkova det svært, idet hun kun havde en enkelt sejr, som endda var i 3 sæt mod no. 214 Francoise Abanda i Montreal. Ellers var det 1. runde nederlag i Stanford, Cincinnati og New Haven, og i løbet af 2014 er det indtil nu blevet til 10 1. runde nederlag.
Det forekommer derfor tvivlsom, at Cibulkova vil være i stand til at nå tilstrækkeligt langt i Moskva, så hun kan slippe forbi Makarova.
Begge er oversiddere i 1. runde, og 2. runde ser overkommelig ud for Cibulkova, der kan møde no. 157 Olga Govortsova (BLR) eller en kval-spiller.
Det kan blive noget mere besværligt i en eventuel kvartfinale, hvor modstanderen kan blive 6. seedede no. 29 Anastasia Pavlyuchenkova (RUS) eller no. 62 Alison Riske (USA), der er fremme i finalen i Tianjin i denne uge.
I en eventuel semifinale kan modstanderen blive 3. seedede no. 15 Flavia Pennetta (ITA) eller 7. seedede no. 30 Karolina Pliskova (CZE), der har imponeret på det seneste.
Hvis Cibulkova omsider får spillet til at hænge sammen igen, kan hun stå med gode kort på hånden, da Makarova formentlig har fået den sværeste vej til et eventuel finale, idet modstanderen i semifinalen kan blive 4. seedede no. 17 Lucie Safarova (CZE) eller 5. seedede no. 26 Svetlana Kuznetsova (RUS), som formentlig vil være motiveret for at gøre en god figur i sit hjemland.
Selvom turneringen i Moskva bliver afgørende for, hvem af de 2 spillere, der bliver 2. reserve ved slutspillet i Singapore, kan det alligevel være uafklaret hvem af dem, der ender året i top 10, hvis der stadig ikke er afgørende point forskel mellem dem.
Da de begge i løbet af 2014 har vundet en WTA International turnering, er de automatisk kvalificeret til at deltage i den afsluttende WTA turnering Garanti Koza WTA Tournament of Champions, som spilles i Sofia 28. oktober – 2. november 2014, hvor det kan blive endeligt afgjort, hvem af disse 2 der kan slutte året i top 10.
Turneringen i Moskva kan følges hele ugen på Tennistv.com og fra tirsdag på både TV3 Sport 2 og C More Tennis.