Det er et velkendt fænomen, at tennisspillere efter en periode med godt spil og gode resultater efter en pause har problemer med at genfinde det gode spil fra starten af  næste turnering. Det var også tilfældet for Caroline Wozniacki, der kun har haft halvanden uges pause efter 5 uger med turneringer, hvor hun til tider spillede tennis i verdensklasse.

Måske var varigheden af pausen i underkanten, for det så umiddelbart ikke ud til, at Caroline mødte top motiveret op til kampen mod no. 99 Jarmila Gajdosova (AUS), som Caroline i de 6 tidligere indbyrdes opgør havde besejret uden de helt store problemer, bortset fra en enkelt 3. sætter i Tokyo 2011.

Gennem det meste af kampen var initiativet overladt til Gajdosova, hvilket hun naturligvis skal tilskrives en del af æren for, men Caroline gjorde det også muligt for hende, fordi hendes spil ikke fungerede optimalt, hvorved hun for ofte blev passiv og manglede længde i boldene. Det gav Gajdosova mulighed for at slå mange vindere, og selvom hun havde et tilsvarende antal (18) uprovokerede fejl, lykkedes det hende alligevel at få det afgørende break til 5-4 i 1. sæt, hvorefter hun servede sættet hjem.

I 2. sæt forsøgte Caroline at tage mere initiativ, hvilket resulterede i 16 vindere mod kun 4 i 1. sæt. Caroline kom foran 2-0, men Gajdosova brød straks tilbage, og hun havde fortsat initiativet det meste af sættet, hvor hun havde 20 vindere mod 15 uprovokerede fejl. Carolines større sikkerhed blev dog afgørende for udfaldet af 2. sæt, hvor Gajdosova blev brudt ved 5-6, da hun sendte en baghånd ved siden af linjen.

Hvis man troede, at Caroline nu havde kampen i sin hule hånd, kunne man hurtigt komme i tvivl herom i starten af 3. sæt, hvor Gajdosova startede med at bryde Carolines serv og bragte sig foran 2-0 og desuden førte 30-0 i Carolines næste serveparti, efter at Caroline havde lavet flere nemme fejl og virkede frustreret.
Hun vandt dog servepartiet, som hun afsluttede med en flot vinder i en presset situation, hvorefter Gajdosova blev brudt i næste parti, som hun afsluttede med en dobbeltfejl.
Selvom Gajdosova førte 40-15 i hendes næste serveparti, lykkedes det Caroline at bryde serven igen, og nu var det Gajdosovas tur til at få frustrationerne ud i form af slag med ketsjeren i underlaget.

Caroline havde derefter chancen for at serve sig afgørende foran 5-2, men Gajdosova bragte spændingen tilbage i kampen, da hun brød Carolines serv til stillingen 4-3. Caroline brød serven igen i et parti, hvor sikkerheden igen blev afgørende, da de fleste dueller endte med fejl fra Gajdosova. Herefter servede Caroline kampen hjem med et blankt serveparti, som blev afsluttet med en baghåndsvinder på tværs af banen. Slutresultatet blev 4-6, 7-5, 6-3.

Caroline spiller kvartfinale fredag som 2. kamp efter kl. 0600cet mod 8. seedede no. 18 Carla Suarez Navarro (ESP), som i sin 1/8-finale vandt 7-6(5), 6-3 over no. 361 Daria Gavrilova (RUS), som havde været gennem kvalifikation.

 

Forrige artikelITF Costa Mesa: Efter 4 sejre i kval, tabte Tobias Galskov 1. runde
Næste artikelDanmark møder Rusland i Davis Cup
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.