Efter 4 nederlag i træk i 1. runde fik August Holmgren hul på bylden, da han gik helt til tops i single. Desuden var han for 5. turnering i træk i double finale
25-årige August Holmgren fortalte i et interview til Tennisavisen i forbindelse med Davis Cup opgøret mod Indien i Hillerød, at han – som resultat af en målrettet træning – var ved at være tæt på at tage et nyt skridt i sin udvikling, så han kan begynde at nå længere i ATP Challengers, hvor målet i første omgang er at kunne deltager uden at spille kvalifikation, hvilket forudsætter en forbedret rangering fra den daværende no. 484 til omkring top 300, og på længere sigt er målet at få mulighed for at spille Grand Slam.
Davis Cup: Stor medieinteresse for Holger Rune – Tennisavisen har dog talt med de andre
I den efterfølgende periode har resultaterne i single dog ikke helt flasket sig, som August havde håbet, idet han i de efterfølgende 8 ITF-turneringer i $25.000 kategorien – udover 2 kvartfinaler og en 1/8-finale i Portugal i februar og marts – har forladt de øvrige 5 turneringer efter 1. runde.
Til gengæld har August sammen med skiftende makkere klaret sig fremragende i double, bl.a. da han 2 uger i træk sammen med klubkammeraten Christian Sigsgaard fra Gentofte vandt M25 double titler i Frankrig, og ved samme anledning udtrykte klubbens træner Philip Ørnø stolthed over, at de 2 klubkammerater bliver i det og fighter uge efter uge, selvom resultaterne i single har været svingende.
M25 Frankrig: Sigsgaard og Holmgren vinder M25 double titler 2 uger i træk
August har i de seneste 2 uger deltaget ved “GB Pro Series Nottingham 1” og “Nottingham 25K Pro Series – Week 2”, og i den førstnævnte turnering var han sammen med Johannes Ingildsen (Joe) fremme i finalen, hvor de blev besejret 7-6(1), 6-3 af Marcus Willis (GBR) og Neil Oberleitner (AUT).
I single blev August for 4. turnering i træk sendt ud i 1. runde, da ranglistens no. 1037 Hamish Stewart (GBR) vandt et tæt opgør 7-6(5), 7-5.
Joe, der er rangeret lige under top 800, slap lige akkurat som en af de sidste med i hovedturneringen, hvor han i 1. runde vandt 6-3, 6-3 over no. 901 Aziz Kijametovic (BIH), men i 1/8-finalen mødte han derefter 1. seedede no. 341 Clement Chidekh (FRA), der vandt 6-1, 6-4.
Ugen efter måtte Joe igennem kvalifikation, hvor han var seedet 1, og efter 2 sejre over britiske spillere nåede Joe for 2. uge i træk 1/8-finalen efter sejr i 1. runde 6-4, 7-6(3) over no. 923 Patrick Brady og nederlag 7-6(6), 2-6, 2-6 til no. 1155 Millen Hurrion – begge fra Storbritannien.
Christian Sigsgaard (Sigs), der ikke var med ugen før, gjorde de øvrige danskere selskab, og han vandt i 1. runde 6-4, 6-1 over no. 558 Mark Whithouse (GBR), og i 1/8-finalen tog han revanche for Joe’s nederlag ugen før mod Clement Chidekh, der igen var seedet 1 i turneringen.
På grund af dårligt vejr, blev kampen dog først færdigspillet dagen efter, hvor Sigs vandt 6-4, 6-3, og derfor skulle han senere på dagen desuden spille kvartfinalen, hvor modstanderen var klubkammeraten August, der omsider fik hul på bylden, da han i 1. runde omsider fik hevet en sejr i land efter 6-2, 5-7, 6-1 mod no. 809 Oscar Weightman (GBR).
I modsætning til Sigs nåede August at færdigspille 1/8-finalen mod no. 554 Matthew Dellavedova (AUS), og for første gang i lang tid vandt han 2 singler i træk – endda med de overbevisende cifre 6-1, 6-3.
I det interne klubopgør i kvartfinalen vandt August 7-5, 6-4 og dermed sin 3. sejr på stribe i single.
En optagelse af det meste af kampen kan genses på dette link, som dog af pladshensyn fjernes igen om et par uger, men optagelsen kan i mellemtiden downloades, hvis det har interesse. https://cloud.elgiganten.dk/s/108c3a11869571a4de6a7b3202e0cf0ab6e
Der er dog ikke en optagelse fra semifinalen, hvor August fortsatte sejrsrækken, da han vandt 6-1, 6-3 over no. 659 Daniel Little (GBR), hvorimod finalen mod 6. seedede no. 465 Lucas Poullain (FRA) kan genses i fuld længde på dette link, der ligeledes gemmes et par uger – https://cloud.elgiganten.dk/s/10806732539a9164fa39483b69d061421cb.
Efter en problematisk start, hvor Poullain vandt sine 2 første servepartier rent, mens August blev brudt ved 15-40 i sit første serveparti, blev der balance i regnskabet, da August – efter 30-0 i franskmandens næste serveparti – vandt 4 point i træk og brød tilbage, hvorefter begge havde kontrol over egne servepartier frem til 6-6.
Et dansk minibreak til 3-3 blev taget tilbage ved 3-3, men efter endnu et minibreak havde August sætbolde ved 6-3.
De 2 første blev dog afværget, inden August vandt sættet 7-5.
I 2. sæt kom August bedst fra start, da han efter et break vandt sit serveparti til 3-0, men efter et rent break til 2-3, var kampen helt åben, og i det næste serveparti lykkedes det først i 5. forsøg for franskmanden at udligne til 3-3, hvorefter August reddede 2 franske break-muligheder, inden han i et parti af samme længde (14 point) holdt serv til 4-3.
Ligesom i 1. sæt faldt afgørelsen i tiebreak, hvor August igen førte 6-3 efter 2 danske minibreaks og 4-0, inden Poullain tog det ene minibreak tilbage, hvorefter August på sin 2. matchbold sikrede sejren 7-6(5), 7-6(4) og vandt karrierens første M25 titel, hvilket heller ikke er gået ubemærket hen hos Dansk Tennis Forbund (DTF), der samtidig konstaterer, at August nærmer sig top 400.
Som det fremgår af opslaget fra DTF, var dagens arbejde ikke helt forbi, idet August sammen med Alfredo Perez (USA) også var i finalen i double, hvilket var 5. turnering i træk, efter at August som nævnt havde vundet 2 titler sammen med Sigs i Frankrig, og derefter var han i finalen i Sharm El Sheikh sammen med Alexander Cozbinov og i sidste uge sammen med Joe.
Det var meget tæt på endnu en double-titel, da finalen mod det britiske par Mark Whitehous og Daniel Little blev afgjort i match-tibreak, hvor August og Perez havde matchbolde ved 9-7 og 10-9, men briterne udnyttede deres første mulighed og vandt finalen 6-4, 3-6, [12-10].
Afslutningen af doublefinalen ved stillingen 2-2 i match-tiebreak kan genses på dette link: https://cloud.elgiganten.dk/s/108fa42bce792da424fa642979f51e875d2
18-årige Johanne Christine Svendsen deltog ligeledes i W25 udgaven af de førnævnte turneringer, hvor hun i den første uge indledte med at vinde 1. sæt 6-2 mod 6- seedede no. 340 Naiktha Bains (GBR), der dog fik vendt opgøret, som hun vandt 2-6, 6-1, 6-2.
Ugen efter nåede Johanne kvartfinalen efter sejr over no. 749 Alicd Gillan (GBR) 7-5, 4-6, 6-3 i 1. runde og 7-5, 7-5 i 1/8-finalen over no. 505 Clara Vlasselaer (BEL).
I kvartfinalen mødte Johanne 8. seedede no. 399 Rutuja Bhosale (IND), der vandt 5-7, 6-4, 6-2.
Johanne er 431 på WTA-ranglisten, hvor hun formentlig avancerer omkring 10 pladser.