Holger Rune har hidtil været bookmakernes favorit til en finale mod Carlos Alcaraz eller Novak Djokovic, men udfald mod Francisco Cerundolo har dæmpet forventningerne

I løbet af grussæsonen forud for French Open har Holger Vitus Nødskov Rune med finalepladser ved ATP 1000 i både Monte Carlo og Rom samt forsvar af ATP 250 titlen i München overbevist både bookmakere og tenniseksperter om, at han er den nærmeste udfordrer til stå på den anden side af nettet i en forventet finale mod enten Carlos Alcaraz eller Novak Djokovic, der fredag mødes i den ene semifinale i Men’s singles.

Efter mandagens 1/8-finale mod 23. seedede Francisco Cerundolo (ARG) er forventningerne til den 20-årige dansker dog dæmpet en anelse, idet Holger under store dele af kampen viste et bundniveau, som han næppe kan slippe godt fra i onsdagens kvartfinale mod Casper Ruud, selvom Holger for nylig vandt deres seneste indbyrdes opgør i Rom.

Ganske vidst dominerede Holger kampen mod Cerundolo fra starten af 1. sæt, hvor han brød allerede ved 3-1 og satte kursen mod et sikkert 1. sæt, da han holdt serv ved 40-15 til både 4-1 og 5-2, men da han servede for sættet ved 5-3, kom der grus i maskinen, da Holger først sendte en satset longline baghånd langt ud, og da han efter en kort duel derefter sendte en usikker forhånd ud, havde Cerundolo pludselig “out of nowhere” 2 break-muligheder.
En modig 2. serv reddede dog den første, og han havde desuden et solidt overtage i den næste duel, hvor han dog faldt for fristelsen til at lægge en stopbold, som Cerundolo nemt nåede frem til, og derved inviterede Holger selv – helt unødvendigt – argentineren tilbage i sættet.
Dog blev det ikke fatalt, da Holger senere vandt sættet efter 7-3 i tiebreak til stor begejstring i spiller-boksen.

I 2. sæt kom Holger under pres allerede i sit første serveparti, hvor han dog både afværgede break-muligheder ved 0-40 og i yderligere 2 tilfælde, men da han ved 1-2 igen kom bagud 0-40 i egen serv efter 2 dobbeltfejl og en afbrænder ved nettet, blev der åbnet en motorvej for Cerundolo, ikke mindst da Holger ikke udnyttede 2 muligheder for at bryde tilbage, hvorefter han Cerundolo på ingen måde blev udfordret, da han efter 2 rene servepartier vandt sættet 6-3.

I 3. sæt fandt Holger dog tilbage på sporet og genfandt sit fokus, hvorved han vandt sine første 2 servepartier rent til 2-1, og han havde desuden muligheder for et tidligt break ved 15-40 i Cerundolos næste serveparti, men en mislykket returnering og en cross baghånd i nettet spolerede muligheden.

Kort efter opstod en kontroversiel situation, da Cerundolo under en duel pressede Holger til et oplagt vinderoplæg, hvor Holger på forhånd resignerede og opgav pointet på forhånd, idet Cerundolo blot behøvede at slå bolden væk, men forinden – mens bolden fortsat var i luften – gestikulerede argentineren til dommeren, at bolden havde rørt underlaget 2 gange, inden Holger returnerede den, hvilket af dommeren blev betragtet som en “hindrance” i henhold til reglerne, og derfor dømte han pointet til Holger.

En gengivelse på TV viste, at bolden faktisk var “gammel”, og derfor var der tale om en dommerfejl, men da dommere også er en slags mennesker, der kan lave fejl, kunne Cerundolo blot have afgjort bolden og taget diskussionen bagefter, og derfor kan Cerundolo kun bebrejde sig selv for, at han tabte point’et.

Alligevel koger sociale medier over med hadefulde beskyldninger mod Holger for at være usportslig ved ikke at give Cerundolo det point, som han med største lethed selv kunne have sikret sig, og derved gøres Holger til syndebuk for både dommerens fejl og Cerundolos egen dumhed.
Også danske kommentatorer hos Discovery har – som moralens vogtere – båret ved til bålet med påstande om, at Holger burde have givet pointet til Cerundolo, da han selv måtte være klar over, at bolden var gammel, selvom Holger på det efterfølgende pressemøde hævdede, at han udelukkende var koncentreret om at få bolden i spil og derfor – ligesom en af Verdens bedste dommere – ikke var klar over, at den var gammel, inden han så det på gengivelsen.

På den efterfølgende break-mulighed sendte Cerundolo efter en slagudveksling bolden i nettet, hvorved Holger brød til 3-1.
Hvorvidt det fik afgørende betydning for fortsættelsen, kan ingen vide, men da Holger ved 4-2 førte 30-0 i egen serv, inviterede han selv sin modstander tilbage i sættet med en stor fejl på en kort bold i nettet og en mindre velvalgt stopbold, som fik Patrick Mouratoglou i spillerboksen til at tage sig til hovedet, og ved 40-30 fik Holger hjælp af netkanten til en kort bold, men den oplagte mulighed blev forpasset ved at sende bolden for langt.
I stedet fik Cerundolo muligheden for at bryde tilbage efter en longline vinder fra baghånden, og da Holger derefter helkiksede en flugtning ved nettet, var argentineren lukket tilbage i sættet, da han efterfølgende holdt serv til 4-4.

Presset på Holger blev endnu større, da han kom bagud 0-30 i egen serv efter en dobbeltfejl og en enkel forhånd på 2. bolden i nettet, og han råbte frustreret ud til boksen, at han ikke kunne bevæge benene, og hvis man slog om på engelsksproget kommentering, konstateredes at Holger ikke var blot i nærheden af det niveau, som han er kendt for.

Netop dette sted i kampen kunne være “the big moment” for Cerundolo, hvis han formåede at gribe den store mulighed, og da Holger ikke satte 1. serven i spil, fik argentineren en stor chance for at lægge yderligere pres på Holger, der satsede ved at gå til nettet på 2. serven, som Cerundolo returnerede i nettet, og det samme gentog sig, da Holger igen fulgte en 2. serv til nettet.

Holger fortsatte med at følge sin serv til nettet, og da han missede en enkelt flugtning på returneringen, havde Cerundolo muligheden for et break, men Holger afværgede muligheden, da han med endnu et net-fremstød efter serven denne gang afgjorde flugtningen.

Det mest positive, der kunne siges om kampen i denne periode, hvor bundniveauet hos begge var til bundkarakter, var spændingen om, hvem der omsider kunne løfte niveauet, hvilket i fortsættelsen blev Holger, som med et es og endnu en serv-flugtning kombination bragte sig foran 5-4.

Ved 15-15 i argentinerens næste serveparti lagde Holger et perfekt lob, som Cerundolo dog returnerede med en tweener, men en dansk smash betød 15-30, hvorefter Holger med et magisk banan-skru fra forhånds-hjørnet satte en vinder, der gav 2 sætbolde, og på den første sendte Holger en direkte vinder retur på 2. serven og sikrede sig 2. sæt 6-4.

I 4. sæt kom Holger skidt fra start, da Cerundolo efter 4 break-muligheder brød til 1-0, og da han i Holgers næste serveparti brød rent til 3-0, var kampgejsten tilsyneladende forsvundet fra danskeren, der sidst i sættet igen blev brudt rent til 1-6, hvorved Holger for 3. gang i karrieren måtte ud i 5 sæt, og han havde fortsat sin første 5-sæts sejr til gode efter nederlag til Soon Woo Kwon ved Australian Open 2022 og mod Andrey Rublev året efter samme turnering, hvor Holger førte både 5-0 og 7-2 i den afgørende match-tiebreak.

Argentinerens dominans i 4. sæt blev bl.a. illustreret med nedenstående point, som blev erklæret som “Shot of the day”.

Kvaliteten af kampen blev væsentligt højere i 5. sæt, hvor de første break-muligheder opstod, da Holger ved 3-4 var ude i tovene efter en stor fejl til 0-30 og en dobbeltfejl til 0-40, men kendetegnende for en topspiller er netop evnen til at løfte spillet, når der er allermest brug for det, og for en af de første gange i hele kampen udviste Holger i den næste duel vedholdenhed, og han blev til sidst belønnet med en fejl fra Cerundolo.

Det samme skete i næste duel, hvor Cerundo tidligt i duellen sendte bolden i nettet, hvorefter Holger i endnu en monster duel holdt alle bolde i spil med kvalitet, indtil Cerundolo efter 19 bolde over nettet satsede og sendte bolden en anelse for bred til 40-40.
Herefter lykkedes det for en sjælden gangs skyld at ramme det yderste af linjen med 1. serven, hvorefter en argentinsk returnering i nettet på en velplaceret 2. serv reddede partiet til Holger, der ifølge en kommentator havde gravet helt ind til den inderste sjæl.

Det danske momentum blev bragt med videre til argentinerens næste serveparti, hvor Holger forsat havde fuld fokus og stor sikkerhed, hvorimod Cerundolo ved 15-15 blev utålmodig og sendte en stopbold i nettet, hvorefter en skarp cross retur fra baghånden fremtvang fejl på 2. bolden til 15-40, og da Cerundolo igen sendte returneringen i nettet på 2. bolden, stod Holger med muligheden for at serve for sejren ved 5-4.

Dog blev Holger lidt for overmodig, da han ved 15-0 forsøgte sig med en stopbold, som ikke var i nærheden af at komme over nettet, og i den næste duel blev Holger til gengæld over-forsigtig, da han helt upresset sendte en bold uden fart i nettet til 15-30.
Efter en servevinder til 30-30, blev Holger for passiv og overlod initiativet til Cerundolo, der med en vinder skaffede break-mulighed, hvor Holger fortsat var passiv, og en dansk fejl lukkede Cerundolo helt tilbage i kampen, hvor der var tydelige tegn på, at Holger kørte på de sidste resurser.

Begge vandt derefter deres servepartier komfortabelt, og derved skulle 5. sæt afgøres i en matchtiebreak, hvor Cerundolo førte med minibreak ved 5-3, men Holger tog det straks tilbage, og de fulgtes ad til 7-7, hvor Holger vandt sin serv til 8-7, efter at han forinden havde haft en feberredning med en stopflugtning.
En skarp cross servereturnering fra baghånden fremtvang argentinsk fejl på 2. bolden og skaffede 2 danske matchbolde, og på den første matchbold udviste Holger det fornødne mod, så han i den næste duel fik presset endnu en fejl ud af argentineren, hvorved Holger efter 4 timer vandt 7-6(3), 3-6, 6-4, 1-6, 7-6(7).

Herunder 3 minutters sammendrag fra kampen, hvor der som omtalt var store kvalitetsmæssige udsving undervejs, men da det for alvor gjaldt, fandt Holger endnu en gang på imponerende vis de fornødne resurser frem og sikrede sejren.

Dermed er der lagt op til en gentagelse af sidste års kvartfinale mellem Holger og Casper Ruud, der i sin 1/8-finale fik revanche for nederlaget til Nicolas Jarry (CHI) i ugen før French Open, hvor Jarry i kvartfinalen ved ATP 250 i Geneve vandt 3-6, 7-6(2), 7-5, men denne gang trak nordmanden det længste strå i 3 jævnbyrdige sæt.

Udfaldet af kampen mellem de skandinaviske konkurrenter afhænger først og fremmest af, om Holger kan finde et stabilt højt niveau, da Ruud efter en formmæssig bølgedal igen har fundet formen, men det vurderes dog, at Holger har større kvaliteter i sin arsenal, og hvis han undgår for store udfald, er der gode chancer for, at Holger kan spille sig videre til semifinalen.

Den største “bekymring” er dog, om nerverne som følge af store forventninger igen kommer til at spille Holger et puds, som det var tilfældet i finalen ved ATP 1000 i Rom, og som det tilsyneladende også havde været tilfældet i semifinalen i Rom mod Ruud, hvor Holger først i løbet af 2. sæt fik kontrol over kampen, da han omsider fik ro på nerverne og kunne spille mere frit og samtidig nyde tilstedeværelsen på den store scene.

Forinden møder 22. seedede Alexander Zverev den 23-årige argentiner Tomas Martin Etcheverry, der ikke forventes at kunne true Zverev, der har vist stor styrke i de seneste kampe, og derfor vurderes hans muligheder for at vinde titlen af bookmakerne større end for Holger, der hidtil blev betragtet som største udfordre i nederste halvdel af lodtrækningen.

Holger vurderes fortsat at have bedre muligheder for at vinde titlen end Ruud, selvom de samme bookmakere har nordmanden som favorit mod Holger, hvilket formentlig er ud fra den betragtning, at Holger har det højere topniveau, som kan udgøre en trussel mod de to top-favoritter.

Kvartfinalerne i øverste halvdel efterlod ingen tvivl om, at semifinalen helt som ventet bliver et opgør mellem den 20-årige super-talent Calos Alcaraz og den mangedobbelte Grand Slam vinder Novak Djokovic, da de begge tirsdag vandt sikre sejre over henholdsvis 3. seedede Stefanos Tsitsipas og 11. seedede Karen Khachanov, der dog vandt 1. sæt mod Djokovic.

Både TV 2 Sport og 6’eren har studieoptakt kl. 20:00 inden Holgers kamp mod Ruud kl. 20:15, hvis Zverev og Etcheverry er færdige forinden.

 

Forrige artikelHvem kan overraske?
Næste artikelIngen overraskede, for der var klasseforskel
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.