Clara Tauson gav Danmark en perfekt start, men større schweizisk sejrsvilje sikrede udligning i single mod Holger Rune og samlet sejr i mixed double

I nedenstående optakt blev lagt op til både “sjov og ballade” og dansk sejr i den indledende puljekamp mod Schweiz, der stillede op med 18-årige Céline Naef, der er no. 157 på WTA-ranglisten, og 160 på ATP-ranglisten 21-årige Leandro Riedi, mens de to 20-årige danskere Clara Tauson og Holger Vitus Nødskov Rune er henholdsvis no. 92 på WTA-ranglisten og no. 6 på ATP-ranglisten.

Hopman Cup: Clara og Holger i topform går efter titlen men er også klar til “sjov og ballade”

I det første opgør sørgede Clara for en perfekt dansk start, da hun brød sin modstander til 2-0, og hun afværgede en schweizisk break-mulighed ved både 3-1 og 4-2, inden hun igen brød serven til 6-3 på sin 2. sætbold efter 0-40.

I 2. sæt havde Clara igen break-mulighed til 2-0, men Naef afværgede i første omgang, men ved 2-1 udnyttede Clara den første mulighed ved 15-40, og efter en enkelt afværget schweizisk break-mulighed blev forspringet bevaret resten af kampen, hvor Clara udnyttede sin 3. matchbold efter 40-0 til samlet sejr 6-2, 6-3.

 

Dermed var vejen banet for, at Holger i den næste kamp kunne sikre dansk sejr allerede efter singlerne, da de færreste formentlig forventede, at den langt lavere rangerede schweizer Leandro Riedi kunne stille meget op mod ATP-ranglistens no. 6.

I Tennisavisens snak med Holger dagen før nævnte Holger selv betydningen af, at han finder den rette energi og intensitet for at kunne præstere sit bedste tennis, men bedømt efter indsatsen mod Riedi var Holger et pænt stykke fra sit topniveau.

Derimod gik Riedi uimponeret til opgaven, og bortset fra en enkelt break-mulighed i kampens første parti, var schweizeren ikke for alvor presset i egne servepartier, hvilket dog heller ikke var tilfældet for Holger, indtil han ved stillingen 4-5 kom bagud 15-40, hvor Riedi udnyttede sin første sætbold til 6-4.

I 2. sæt fortsatte Riedi med at vinde sine servepartier uden at blive konfronteret med danske break-muligheder, hvorimod Holger måtte afværge 2 break-muligheder ved 1-2, og senere i sættet ved 3-4 afværgede Holger yderligere 3 break-muligheder efter 0-40, men Riedi brød alligevel serven på endnu en mulighed, hvorefter han med et rent serveparti sikrede en sensationel sejr 6-4, 6-3.

Derfor blev mixed doublen afgørende for det endelige udfald af opgøret, og selvom de 2 schweizere efter eget udsagn ikke havde spille mixed double tidligere, fungerede deres sammenspil fortrinligt, hvorimod den danske duo ikke fungerede i samme grad, og desuden blev mange danske muligheder forpasset på grund af et større antal relativt enkle fejl.
I det hele taget udstrålede schweizerne større energi og sejrsvilje end det danske par.

Oftest opstår mulighederne for at bryde serven i mixed double i den kvindelige spillers servepartier, mens den mandlige spillers servepartier forventes at blive vundet.
Dog fik danskerne aldrig for alvor overtaget, når Naef servede, hvilket især skyldtes, at Holger sendte for mange returneringer ud af banen eller i nettet, og desuden var Riedi meget aktiv ved nettet med flere afgørende indgreb.

Ved 3-3 i første sæt havde danskerne dog break-muligheder ved 15-40 i Naef’s serv, men på den første mulighed blev en flugtning fra Clara for lang, og da Naef efter Clara’s returnering på “deciding point” satte bolden på baglinjen, blev Holger presset til en fejl, så Naef alligevel vandt sit serveparti, som viste sig at få afgørende betydning for sættet, idet danskerne derefter blev brudt ved 15-40 i Claras serveparti, hvorefter Schweiz sikrede 1. sæt 6-3 efter 40-15 i Riedi’s serveparti.

Ved stillingen 3-3 i 2. sæt havde Holger en oplagt mulighed for at afgøre et point til 40-0 i Claras serveparti, men i stedet blev schweizerne lukket tilbage i partiet med en “lege-bold”, og partiet blev derefter afgjort på “deciding-point”, hvor Clara reddede point’et med et feber-lob, hvor Naef trods åben bane longline sendte bolden i nettet.

I Holgers næste serveparti gav en stopbold schweizerne en unødvendig mulighed for et “deciding point”, hvor et mistræf fra Holger efter servereturneringen gav schweizisk break og Riedi mulighed for at serve kampen hjem ved 5-4.
Trods 30-0 til Schweiz fik Danmark alligevel kæmpet sig tilbage i partiet, da Clara vandt en slagduel med Riedi, som derefter gav danskerne break-mulighed med en dobbeltfejl, og da Holger derefter pressede Riedi til en fejl, var danskerne igen tilbage i kampen ved 5-5.

Da Danmark derefter igen blev brudt i Claras efterfølgende serveparti, havde Naef en ny mulighed for at serve for kampen, som Schweiz lukkede med et rent serveparti til slutsejr 6-3, 7-5.

Dermed er muligheden for at vinde puljen begrænset væsentligt, da det kræver en sikker dansk sejr torsdag over Frankrig, som fredag skal vinde over Schweiz, og samtidig skal cifrene flaske sig til dansk fordel.

 

Forrige artikelHopman Cup: Clara og Holger i topform går efter titlen men er også klar til “sjov og ballade”
Næste artikelTurneringer uge 30: Clara Tauson indleder hardcourt i Polen. Vejle arrangerer ITF tredje år i træk
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.