En indsats på det jævne i første kamp på hardcourt rakte til sejr over Daria Snigur, men en småskadet Clara Tauson blev "sliced" ud af Tatjana Maria
20-årige Clara Tauson havde i begge sine singler ved Hopman Cup i sidste uge spillet på et overbevisende niveau, og især i kampen mod Alize Cornet viste Clara stor holdbarhed, da hun formåede at hive sejren hjem efter 2½ time trods ulidelig varme.
Derfor blev der udtrykt optimisme i Tennisavisens optakt til denne uges WTA 250 turnering i Warszawa i Polen, hvor Clara i 1. runde mødte 21-årige no. 155 Daria Snigur (UKR).
Turneringer uge 30: Clara Tauson indleder hardcourt i Polen. Vejle arrangerer ITF tredje år i træk
Det kan dog ikke altid forventes, at en spiller allerede i den første kamp efter skift fra grus til hardcourt straks finder rytmen og toppræsterer i den første kamp, hvilket heller ikke blev tilfældet for Clara, der i kampens første serveparti blot satte en enkelt 1. serv i spil, og en række fejl medvirkede til, at Clara straks blev brudt, og da hun ikke selv udnyttede en break-mulighed, kom hun bagud 0-2.
Clara kom dog hurtigt tilbage i sættet, da hun vandt sit næste serveparti ved 40-15, og da hun udnyttede sin 2. break-mulighed i det næste ukrainske serveparti, var danskeren helt med i sættet, og spillet fungerede væsentligt bedre end i starten, ikke mindst da en longline vinder med baghånden gav endnu et dansk break til 4-2, og med endnu et break vandt Clara 6 partier i træk og sikrede sig 1. sæt 6-2.
En medvirkende årsag til den sikre sætsejr var en række ukrainske fejl, som fortsatte i starten af 2. sæt og medvirkede til dansk break til 2-0 ved 15-40, og med et dansk serveparti ved 40-15 førte Clara hurtigt 3-0.
Herefter fulgte en periode, hvor Clara tilsyneladende slækkede på koncentrationen, og samtidig reducerede Snigur antallet af fejl, og derved lykkedes det Snigur at snige sig tilbage i sættet, da hun brød tilbage til 2-3, og da Clara ikke udnyttede 3 break-muligheder i det næste ukrainske serveparti, var Snigur helt tilbage i sættet ved 3-3.
Et nyt dansk break til 5-3 ved 15-40 bragte dog Clara tilbage på sejrskurs, og efter 15-40 i Ukrainerens serv lukkede Clara kampen med den 2. matchbold til resultatet 6-2, 6-3
Clara TAUSON 🇩🇰 vs Daria SNIGUR 🇺🇦 6:2, 6:3#BNPP_WarsawOpen #MDS #1R pic.twitter.com/SqdZaxkF7u
— BNP Paribas Warsaw Open (@BNPP_WarsawOpen) July 25, 2023
I 1/8-finalen var der ifølge lodtrækningen lagt op til, at Clara kunne møde 6. seedede no. 50 Camila Giorgi (ITA), der er kendt for store udsving i sine præstationer, men da hun efter lodtrækningen trak sig med en håndled skade, blev hun erstattet af no. 145 Natalija Stevanovic (SRB), som derved fik en ekstra kamp som Lucky Loser, men hun kunne dog ikke hamle op med 35-årige no. 67 Tatjana Maria (GER), der vandt 6-3, 6-1 i 1. runde.
Maria er en uortodoks spiller, der primært anvender slice i både forhånd og baghånd, og hun er desuden boldsikker og giver meget få gratis point til sin modstander.
Til gengæld har Clara med sin større power midlerne til at presse sin modstander til både fejl og korte bolde eller smash-oplæg, så hun får muligheder for selv at afgøre point, hvilket dog kræver stor tålmodighed og disciplin, når der konstant kommer ubehagelige underskruede bolde tilbage.
I starten af kampen håndterede Clara dog situationen perfekt, da hun straks brød tyskerens serv ved 15-40, og hun fulgte op med et rent serveparti til 2-0.
Efter et rent tyske serveparti til 1-2 medvirkede en kikset dansk flugtning og en dobbeltfejl dog til, at Maria kunne bryde tilbage.
Clara fik dog igen muligheder for at bryde tyskerens serv, hvor hun dog forivrede sig på en god mulighed ved 15-40, men 2 tyske dobbeltfejl ved 40-40 sikrede alligevel, at Clara brød til 3-2.
Imidlertid satte Clara i sit næste serveparti 30-0 og 40-15 over styr med en stribe fejl, som bevirkede at Maria unødvendigt udlignede til 3-3 og efterfølgende bragte sig foran 4-3 i en periode med alt for mange oplagte fejl fra Clara, der dog uden problemer udlignede til 4-4 i sit næste serveparti, hvor hun undgik sådanne fejl.
Selvom Clara gennem det meste af sættet havde haft et solidt spillemæssigt overtag, endte det alligevel med, at Maria nærmest stjal sættet 6-4 efter break ved 30-40, da Clara servede for at blive i sættet.
I 2. sæt fortsatte Clara med endnu flere fejl, når hun forsøgte at finde modtræk mod de konstante underskruede bolde fra Maria, som havde god præcision i slagene, og selv i pressede situationer sendte Maria dybe slicede bolde tilbage.
Til gengæld misbrugte Clara flere oplagte muligheder, når Maria blev presset til korte returneringer, idet flere vinderoplæg endte med en bold i nettet eller udenfor linjerne, og flere gange blev smash muligheder enten sendt direkte hen til modstanderen eller ud af banen.
Forsøg på stopbolde endte for det meste med tabte point, og når Clara søgte frem mod nettet, var hun sjældent i stand til at afgøre tyskerens lave slicede bolde til egen fordel, da de oftest endte i nettet.
De mange danske fejl fremkaldte desuden frustrationer, som på et tidspunkt kom til udtryk, da Clara kylede sin ketsjer hen ad banen, men det ændrede dog ikke på situationen, idet Clara efter 4-4 i 1. sæt aldrig fik sit spil til at fungere, hvilket afspejles i statistikken, der viste at Maria udnyttede samtlige 6 break-muligheder i kampen, som Maria dermed vandt 6-4, 6-0.
Tatjana MARIA 🇩🇪 vs Clara TAUSON 🇩🇰 6:4, 6:0#BNPP_WarsawOpen #MDS #2R pic.twitter.com/WGxq6NYzt2
— BNP Paribas Warsaw Open (@BNPP_WarsawOpen) July 26, 2023
Efterfølgende har Tennisavisen fået oplyst, at Clara “blev lidt småskadet” under kampen og afventer behandling, men umiddelbart er planen fortsat, at Clara i næste uge deltager ved WTA 250 i Prag.
Der er fortsat ikke modtaget meldinger om, hvilke turneringer Clara derudover eventuelt deltager i forud for US Open, hvor hun er direkte i hovedturneringen.
Det ligger dog fast, at Clara ikke deltager i kvalifikationen til WTA 1000 Montreal, hvor Caroline Wozniacki har wildcard til hovedturneringen, og det er allerede meddelt, at Caroline spiller sin første kamp tirsdag 8. august i “day-session”.