Selvom Caroline Wozniacki ikke kan nå at spille Billie Jean King Cup 2 gange for Danmark, er der alligevel gode muligheder for dispensation for deltagelse OL 2024

Efter meddelelsen om Caroline Wozniackis comeback har hun selv givet udtryk for, at hun gerne vil deltage ved De Olympiske Lege i Paris i 2024.

For at deltage i kvindernes tennisturnering ved OL kræves blandt andet, at en spiller er blandt top 56 på WTA-ranglisten pr. 10. juni 2024, og at hun mindst 2 gange har repræsenteret sin nation ved Billie Jean King Cup.

Det sidste krav kan Caroline umuligt nå at indfri, idet den eneste mulighed inden OL er, når Danmark deltager i Group I Europe Africa – formentlig i februar 2024.
Derfor har Tennisavisen kontaktet Dansk Tennis Forbund (DTF) og Olympisk Kommité for at få opklaret, om der er taget stilling til, hvorvidt dispensation kan komme på tale.

I et svar fra DTF redegøres udførligt om mulighederne for, at Caroline kan deltage ved OL med henvisning til disse 2 links omhandlende henholdsvis kvalifikation og øvrige kriterier.

Kvalifikation

Som nævnt er 56 direkte kvalificeret på baggrund af WTA-ranglisten, men da hver nation højst kan deltage med 4 spillere, og der altid vil være afbud på grund af skade eller andre årsager, finder DTF det realistisk at opnå direkte kvalifikation med en placering omkring no. 70.

Hvis Caroline ikke formår at kvalificere sig via sin rangering, er en anden mulighed at få tildelt en af de 2 pladser til tidligere Grand Slam/OL Guld vindere, hvilket dog forudsætter en rangering i top 400, og at der ikke i forvejen er mindst 2 andre kandidater med flere titler – eller med samme antal og samtidig en højere rangering end Caroline.

Eligibility

Selvom Caroline ikke kan nå at deltage ved Billie Jean King Cup 2 gange, åbner en “vaskeægte gummiparagraf” dog mulighed for at, “The Panel” kan dispensere fra dette krav under “særlige omstændigheder”, der blandt andet kan være skader eller sygdom, som det var tilfældet, da Caroline i 2016 fik dispensation, da en alvorlig ankelskade forhindrede hende i at stille op for Danmark ved Fed Cup Group II Europe Africa 13-16. april 2016 i Egypten.

Ved den lejlighed behandlede Tennisavisen ligeledes mulighederne for dispensation via en “kattelem”, som sikrede Carolines deltagelse ved OL i Rio 2016.

Wozniackis OL-skæbne ude af danske hænder

En anden mulighed for dispensation lyder således:
A player only reaches a ranking level sufficient for Davis Cup or Billie Jean King Cup selection by his/her National Association during the latter part of the Olympic Cycle“.

Caroline kan være lidt i denne kategori – dog med modsat fortegn, idet hun ikke har haft mulighed for at spille BJK Cup, da hun ikke har været aktiv.
Det vurderes dog, at ITF er interesseret i, at kvindelige stjerner vender tilbage efter barsel.

Endvidere er følgende nævnt i forbindelse med deltagelse ved OL og BJK Cup:
A player’s historical participation and/or achievements in one or both competitions“.

Her vurderes dedikationen med 3 deltagelser ved OL – bl.a. som fanebærer – at være et plus for Caroline ved en ansøgning om dispensation, som først kan søges efter Billie Jean King Cup 2024.

Hvorvidt det vil stille Caroline afgørende bedre, hvis hun stiller op for Danmark ved BJK Cup, kan der ikke nødvendigvis svares præcist på, da det afgøres af “The Panel”, men “skade vil det dog næppe“, lød vurderingen fra DTF.

Med både Caroline Wozniacki og Clara Tauson til rådighed for Danmark ved BJK Cup vil chancen for, at Danmark kan kvalificere sig til næste års Play-offs unægtelig øges betragteligt.
I så fald kan der omsider blive mulighed for, at Danmark kan få en hjemmekamp november 2024, hvis resultaterne og lodtrækningen om hjemme/ude-bane flasker sig.

Forrige artikelB 93 holder fast i toppen
Næste artikelTopholdene, KB og B 93, tørner sammen på Frederiksberg
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.