Den seneste måned er August Holmgren avanceret ca. 160 pladser på ATP-ranglisten efter 4 japanske Challengers. Elmer Møller vinder M15 titel på Cypern
I forbindelse med pressemødet forud for Davis Cup opgøret i Royal Stage i Hillerød mellem Danmark og Brasilien medio september 2023 havde Tennisavisens udsendte – mens Holger Vitus Nødskov Rune gik på “omgang” mellem alle andre tilstedeværende danske medier – lejlighed til i ro og mag at tale med de øvrige danske spillere om deres forventninger og ambitioner vedrørende deres egen individuelle karriere.
Davis Cup: Rune indleder fredag kl. 16 mod Monteiro efterfulgt af Holmgren mod Wild
Omkring det tidspunkt befandt både 25-årige August Holmgren og 20-årige Elmer Møller sig i periferien af top 400, hvor de på skift var næsthøjeste rangerede dansker efter Holger.
I ugerne forud for Davis Cup og i de efterfølgende uger deltog August i 5 ATP Challengers, hvor han ikke nåede forbi 1. runde af hovedturneringen, og i samme periode faldt hans rangering fra hans hidtil højeste som no. 387 i juli til no. 460 mod slutningen af oktober.
Til gengæld var det modsatte tilfældet for Elmer, der i slutningen af juni tog et kvantespring fra no. 604 d. 19. juni til no. 489 ugen efter som følge af titlen ved M25 i Risskov, hvor han i finalen vandt 6-3, 6-3 over Leo Borg (SWE).
I de efterfølgende måneder avancerede Elmer støt og roligt, og han nåede top 400 i midten af oktober, primært på grund af et par M15 finaler i Holland og i Vejle, og ikke mindst da han nåede 1/8-finalen, da Elmer for første gang i karrieren deltog i ATP Challengers i henholdsvis Amersfoort (NED) og Cassis (FRA).
De sidste 3 uger har Elmer dog kortvarigt været ude af top 400 som følge af et par tidligere exits ved M25 på Kreta, men på mandag vil han være tilbage i top 400, når han modtager 15 point, som han optjente for en uge siden, da han vandt M15 titlen i Limassol på Cypern og opnår sin hidtil højeste rangering som no. 393.
August fik rettet op på sin rangering, da han efter efter de førnævnte tidlige exits vandt M25 Harlington i Texas, hvilket bragte ham tilbage i top 400 på ranglisten 6. november, hvor både August og Elmer var i top 400 som henholdsvis no. 392 og 398.
I interviewet under Davis Cup fortalte August, at han forventede at spille mindst 7 ATP Challengers i slutningen af året, hvor der traditionelt er bedre mulighed for at komme ind med den daværende rangering omkring top 400.
Derfor valgte August at afslutte sæsonen i Japan, hvor han blev tilmeldt 3 Challenger 75 og til sidst en Challenger 100 i Yokkaichi.
Den første turnering er tidligere omtalt i Tennisavisen, da August med en semifinale i Matsuyama nåede et foreløbigt karriere højdepunkt, som medførte et nyt spring på ranglisten til no. 335.
Challenger 75: Semifinale nyt karriere højdepunkt for August Holmgren
Allerede dagen efter semifinalen i Matsuyama spillede August 1. runde i kvalifikationen til den næste turnering i Kobe, hvor han fortsatte de gode takter med 2-sæts sejre over Omni Kumar (USA) og Yusuke Takahashi (JPN) i kvalifikationen samt i 1. runde mod no. 275 Moez Echargui (TUN), og han var meget tæt på en overraskende sejr mod no. 143 Luca Nardi (ITA), der ugen før havde vundet titlen i Matsuyama.
Efter et uhyre jævnbyrdigt opgør vandt Nardi 6-3, 3-6, 7-5.
Derefter fortatte August til Yokohama, hvor de 10 kampe i ugerne forinden uden tvivl var begyndt at sætte sætte sin spor.
August vandt dog for 3. uge i træk begge kampe i kvalifikationen, men i modsætning til de to forudgående turneringer, måtte August bruge 3 sæt, inden han vandt 7-6(4), 3-6, 6-4 over no. 529 James Kent Trotter (JPN) og 3-6, 7-5, 6-3 over no. 1202 Naoki Tajima (JPN) i kvalfinalen.
I 1. runde af hovedturneringen var der tilsyneladende ikke meget tilbage i tanken mod no. 306 Giovanni Fonio (ITA), der var videre som Lucky Loser og vandt 6-4, 6-1.
En tiltrængt pause forud for den sidste turnering, som var ATP Challenger 100 i Yokkaichi, gav mulighed for at genoplade batterierne, inden August for 4. uge i træk måtte igennem kvalifikationen, hvor han han igen vandt 2-sæts sejre, da han vandt 6-3, 6-2 over Ryuki Tsutsumi (JPN), der havde wildcard, og 6-2, 6-4 over no. 561 Kai Wehnelt (GER).
Det blev også 2-sæts sejre i de 2 første runder af hovedturnering, hvor August vandt 6-3, 6-3 over no. 454 Yusuke Takahashi (JPN) og derefter overraskende sikkert 6-4, 6-2 over no. 181 Zdenek Kolar (CZE).
I kvartfinalen mod no. 296 Chak Lam Coleman Wong (HKG) førte August ved 4-5 i 3. sæt 30-15 i egen serv efter sit 7. es, men en dobbeltfejl og en direkte fejl på en kort servereturnering gav Wong matchbold, som dog blev afværget med endnu et es, hvorefter August havde fordel efter en servevinder.
En dyb servereturnering fra Wong blev fulgt op med en vinder, og i den næste duel havde August et solidt overtag, men en afbrænder ved nettet gav ny matchbold, som August selv afgjorde med endnu en direkte fejl på en kort servereturnering, hvorved Wong vandt 4-6, 7-5, 6-4.
Kvartfinalen betyder en ny milepæl for August, der på mandag vil være i top 300 som no. 297, hvilket dog ikke rækker til direkte adgang til kvalifikationen ved Australian Open, hvor kravet var, at August var gået hele vejen.
Der er dog grund til optimisme vedrørende mulighederne for at avancere yderligere og indfri det foreløbige mål om deltagelse i Grand Slam kvalifikation i 2024, da August gennem flere kampe på Challenger niveau har vænnet sig til det højere tempo og derfor præsterer på et højere og mere kontinuerligt niveau.