KB var som forsvarende mestre vært ved årets DH-slutspil, og igen i år var rammen for medaljespillet flotte og publikumsvenlige. Men når det kom til det sportslige så var der ingen gæstfrihed at spore hos klubben fra Frederiksberg, for KB endte igen øverst med guldmedaljer om halsen og champagneflasker i hånden.
Foto: KBs danske mestre stående fra venstre: Vilma Krebs Hyllested, Natacha Schou, Rebecca Munk Mortensen, Zoe Du Pasquier Jensen, Cecilie Agerbek Fridthjof, Sophia Tølbøl Bergquist, Karoline Laursen. Forrest: holdkaptajn Christian Camradt og træner Oke Staats
KB – HRT 4-1
I forhold til lørdagens semfinale så måtte KB ændre i opstillingen, eftersom holdets førstesingle, Rebecca Munk Mortensen, blev skadet i opgøret mod Gentofte. Det betød at KB-spillerne rykkede en plads op i opstillingen, og så kom Natacha Schou ind på fjerdesinglen. KB har dog en stærk trup, så holdets favoritrolle ændredes ikke synderligt.
Kampene
Førstesinglen var KB aldrig i nærheden af at vinde, for fra start til slut sad HRTs Johanne Svendsen tungt på det opgør, og hun gav ikke KBs Vilma Krebs Hyllested
den mindste chance i det opgør. 1-0 til HRT.
Andensinglen blev en neglebidder. KBs Laura Brunkel og HRTs Elena Jamshidi leverede en intens og spændende kamp, som efter to tiebreaks blev vundet af KBeren, og dermed havde KB udlignet til 1-1.
På tredjesinglen fik KBs Cecilie Fridthjof hurtigt fat i første sæt, og først herefter kom HRTs Frederikke Svarre ind i kampen, og gjorde andet sæt spændende. Det sluttede dog med KB sejr og dermed var de forsvarende mestre foran 2-1.
Fjerdesinglen fik et underligt forløb, hvor de to spillere var totalt dominerende i hvert af de to første sæt. HRTs Sofia Mortensen stormede frem til en 6-0 gevinst i 1. sæt, hvor KBs Natacha Schou lignede en som havde fået ketsjeren i den forkerte hånd, og så gentog det scenarie sig igen i 2. sæt blot med modsat fortegn. Kampen skulle således afgøres i en MTB og her lykkedes det KBeren efter at de to spillere havde fulgtes ad frem til 6-6 at slå det afgørende hul og hjemtage sejren. 3-1 til KB og efter en halv times pause så skulle doublerne afgøre holdkampen.
HRTs førstedouble vandt første sæt og var godt på vej i andet sæt, da kampen blev afbrudt, og det blev den fordi KBs andendouble havde sikret KB sejren. KB vandt holdkampen med 4-1 og kunne derefter fortjent løfte sejrstrofæet.
Resultater:
1. DS: Vilma Krebs Hyllested – Johanne Christine Svendsen 06 16
2. DS: Laura Baagøe Brunkel – Elena Jamshidi 76 76
3. DS: Cecilie Agerbek Fridthjof – Frederikke Svarre 60 75
4. DS: Natacha Schou – Sofia Mortensen 06 61 10-6
1. DD: Hyllested/Brunkel – Svendsen/Svarre 46 34 afbrudt efter holdkampen var afgjort
2. DD: Fridthjof/Schou – Mortensen/Victoria Kapcia 63 64