Der var klasseforskel, da Holger Rune udspillede Sebastian Baez i første sæt, men allerede efter 3 kvarter løb danskeren tør for energi og kampgejst

Der blev udtrykt både optimisme og store forventninger til Holger Rune, da han efter sejren i 2. runde ved ATP 1000 d Internazionali BNL d’Italia i Rom tilsyneladende igen var både fysisk og mentalt ovenpå efter en periode med sygdom og penicillinkur.

Uge 20: Holger Rune godt fra start i Rom, hvor både Nadal og Djokovic er ude

Optimismen steg til nye højder, da der i 1. sæt af kampen i 3. runde mod Sebastian Baez var klasseforskel mellem spillerne, og den tilsyneladende topmotiverede dansker nærmest sprudlede af energi og spillelyst, da han gentagne gange udspillede den chanceløse argentiner og vandt sættet 6-2 efter præcis en halv time.

I starten af 2. sæt havde Holger desuden en gylden mulighed for at bringe sig foran 2-0, men i stedet for – som i 1. sæt – at tage initiativet i en længere slagudveksling blev Holger passiv og nærmest skubbede boldene tilbage, indtil Baez på en kort bold fandt en vinkel på tværs af banen og afværgede muligheden med en vinder.
Derefter forsøgte Holger sig med en stopbold, der både var forudsigelig og manglede præcision, idet den havnede udenfor banen og gav argentinsk fordel.
En skarp returnering, der gav mindelser om 1. sæt, fulgt op af en direkte vinder skabte dog balance i stillingen, men igen blev en stopbold årsag til, at Baez fik endnu en fordel, da Holger fulgte stopbolden om med en servering direkte i ketsjeren på sin modstander, hvorefter en ny sløset dansk fejl sikrede, at Baez alligevel fik udlignet til 1-1.

I resten af 2. sæt og hele 3. sæt var Holger som forvandlet fra den sprudlende og veloplagte spiller, der totalt dominerede spillet, til pludselig at ramme et skræmmende lavt bundniveau med fejl på stribe og uden ægte kampgejst, hvilket efterlod kommentatorer og formentlig også tilskuere og seere totalt uforstående over, hvad der egentlig foregik.

Det var dog tydeligt, at Holger tilsyneladende var løbet tør for energi, hvilket er svært at forstå kan lade sig gøre, når der er tale om en toptrænet atlet, som forinden blev meldt helt klar og i topform, men det fuldkommen forandrede momentum i kampen bevirkede, at Baez – uden egentlig at løfte sit niveau synderligt – vandt ubesværet 2-6, 6-2, 6-3.

Efter kampen udsendte Holger via sin agent IMG denne forklaring på sin præstation:
Jeg har trænet virkelig godt og ramt bolden godt op til turneringen i Rom. Jeg føler også, at jeg spiller en rigtig god kamp i anden runde og et godt første sæt i aftes – min tennis er på et højt niveau igen. Derfor er det selvfølgelig også vildt frustrerende, at jeg ender med ikke at kunne præstere, som jeg ellers kan, på grund af en så lavpraktisk ting som utilstrækkelig indtag af mad og drikke. Det må simpelthen ikke ske på det niveau, jeg arbejder på. Og ja, jeg har været syg, og fokus har ligget på ekstra banetimer og fysisk opbygning, men det er ingen undskyldning. Jeg ved, hvad jeg skal spise og drikke under kamp, og jeg fik det ikke gjort i kampen i går. Det er slet og ret for ringe.

og han afsluttede med denne konstatering:
Der er ikke andet at gøre end at tage ansvar, lære af det og komme videre herfra.

Efter de erfaringer, som Holger og hans team har indhøstet de sidste par år, hvor Holger også tidligere har “glemt” at få tilført tilstrækkelig væske, salt m.v., burde det kunne forventes, at sådanne “børnesygdomme” var et overstået kapitel, og derfor forekommer det fuldt berettiget, at der fra både eksperter og andre fremføres kritik af både Holger og hans team, at noget så banalt som at sørge for at spise og drikke tilstrækkeligt forsømmes i en grad, så Holger allerede går ned med flaget efter 3 kvarter i en kamp, som han totalt dominerer, fordi han netop er klasser bedre end Baez.

Det er dog ikke rimeligt at beskylde Holger for at forsøge at bortforklare nederlaget, da han netop lægger sig fladt ned og erkender sit eget ansvar for fadæsen, som dog bør føre til selvransagelse hos team’et, så en lignende situation undgås fremover.

Trods en række skuffende resultater i grussæsonen er Holger ikke blevet en dårligere tennisspiller, og derfor er der ingen grund til at tvivle på, at Holger fremover kan opnå store resultater, når han både har selvtillid og er villig til at bevare fuldt fokus, når han oplever modgang i kampene.

 

Forrige artikelLyngby viste tænder mod Give
Næste artikelKB uddelte øretæver til Give
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.