Dansk Tennis Forbund har efter en høringsrunde taget stilling til de to indstillinger som var sendt til høring hos landets klubber i Elitedivisionen og 1. division. Det ene forslag er blevet vedtaget og indføres fra den kommende indendørssæson 2024/2025. Det andet forslag er ikke blev vedtaget, men vil i stedet indgå i en større evaluering af DTF Holdturneringen. Indholdet af de to forslag kan læses længere nede

Tennisavisens kommentar:

Det var forventeligt, nødvendigt og godt at forslaget om playoffkampe til Elitedivisionen fik opbakning, da der i en efterhånden lang årrække har været en alt for stor styrkemæssig skævvridning mellem holdene fra 1. division vest og 1. division øst. Med vedtagelsen af forslaget, så vil der være playoffkampe som afgør hvilke hold fra de to 1. divisioner der rykker op: nummer 1 i hver 1. division møder nummer 2 fra den modsatte division i en kamp om oprykning. Dette gælder både indendørs og udendørs. Forslaget indføres fra indendørssæson 2024/2025.

Til gengæld har DTF meddelt klubberne at forslaget om en komprimering af indendørs holdturneringen ikke bliver vedtaget ift. den kommende sæson, men at emnet “vil indgå i en kommende proces med større evaluering af DTF Holdturnering.” Helt død er forslaget altså ikke, men må spørge om DTF ikke spændte ben for sig selv og forslaget, ved at udsende indstillingen så tæt på sæsonstart og derved give klubberne meget kort tid til at tage stilling. Set fra vores stol så er processen håndteret utrolig dårligt, for efter at have holdt et inspirationsmøde i februar måned, så tager det forbundet et halvt år! at få udfærdiget et forslag, som klubberne så har 11 dage til at svare på.

Det er trist og ærgerligt at forslaget ikke vandt fremme, for det er nødvendigt at få udviklet Elitedivisionen som produkt. Elitedivisionen er det bedste hjemlige udstillingsvindue for dansk tennis, og derfor er det nødvendigt hele tiden at arbejde på at gøre produktet bedre, mere interessant og kommercielt salgbart. Det kunne den foreslåede komprimering i høj grad hjælpe til med, såfremt de syv kampe og slutspillet ikke skal spredes over fem måneder, og samtidig gøre det muligt for klubberne at stille med deres absolut bedste mandskaber, dvs. også de spillere som spiller internationalt og på college.

Herfra skal lyde en opfordring til DTF, at man offentliggør høringssvarene, hvilket er helt normal kutyme, så der er åbenhed omkring argumenter for og imod. Det vil også klæde klubberne bedre på til at tage debatten, når DTF lægger op til en evaluering af hele holdturneringen.

Detaljerne om de to forslag kommer her:

Play-off til Elitedivisionen – vedtaget

Komprimering af den indendørs Elitedivision – ikke vedtaget

Forrige artikelUge 36: Dansk Davis Cup optakt ved Challenger i Istanbul
Næste artikelJ100 Kuala Lumpur: Største titel hidtil for Christian Grønfeldt-Sørensen
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.