En ny og anderledes, indendørs juniorholdturnering ved navn UTR Denmark Junior Team Championships lanceres nu af UTR Denmark i samarbejde med Leschly Tennis Foundation.
“Den grundlæggende idé bag er at sikre jævnbyrdige kampe baseret på niveau, øge de sociale muligheder og samtidig styrke holdfølelsen hos danske juniorspillere i en lang indendørssæson,” fortæller Morten Lyngbæk fra Leschly Tennis Foundation, som sammen med Daniel Mølgaard fra UTR Denmark er initiativtagere til den nyskabende holdturnering.
50 hold er klar
UTR Denmark er en nylanceret, dansk afdeling af UTR Sports, der står bag den velkendte rating, UTR. Blandt de mange nye tiltag er først og fremmest en holdturnering for juniorer, hvor mere end 20 klubber med i alt omkring 50 hold allerede har meldt sig klar til deltagelse.
Når turneringen starter senere på efteråret betyder det, at knap 300 forskellige juniorspillere på flere niveauer og aldre får spillet indendørs holdkampe i den kommende sæson.
Både format og afvikling adskiller sig en del fra de eksisterende holdturneringer i Danmark. Hver holdkamp består af to singler og to doubler med tre-seks spillere per hold. Coaching er tilladt af alle på holdet, og der er kun sidebytte efter hvert sæt. Alle kampe er UTR Verified og tæller til spillernes rating.
Stor finaledag
Mange holdkampe vil blive afviklet på samme tid og sted for at skabe mest muligt liv i hallen. Alt organiseres og styres centralt af UTR Denmark, og spillestederne bliver primært Hørsholm og Hillerød.
UTR Denmark Junior Team Championships består af tre rækker per køn i alderen 9-17 år. Rækkeinddelingerne er udelukkende baseret på spillernes rating: UTR 2-4, UTR 4-6 og UTR 6-8.
Holdturneringen afsluttes med de afgørende holdkampe på en stor finaledag i foråret 2025 med vandrepokal og flotte præmier til vinderholdene.
Masser af events
Allerede nu udbyder UTR Denmark en lang række events med jævnbyrdige kampe baseret på rating som omdrejningspunkt. Listen tæller både en Junior og Senior Tour, camps og kurser, ligesom der er introevents med grøn bold for nye i dansk tennis.
“Vi ønsker at dække nogle af de mange forskellige behov, danske tennisspillere har. Vi vil være et relevant supplement til de øvrige tilbud. UTR rummer mange muligheder for nye og anderledes måder at arrangere tenniskampe på. Dem vil vi gerne afprøve for at sikre jævnbyrdig og udviklende tennis året rundt,” slutter Morten Lyngbæk fra Leschly Tennis Foundation, som sammen med UTR Sports står bag etableringen af UTR Denmark.