En af tennissportens allerstørste spillere gennem tiderne, Rafael Nadal, har meddelt at at han lægger ketcheren på hylden. Det er ikke en overraskende melding, for den spanske verdensstjerne har de sidste par år slidt meget med skader, som har krævet længere og længere pauser fra tennissporten. Nu har han i en alder af 38 år, så besluttet sig for at stoppe karrieren.
Sammen med Federer og Djokovic har Nadal domineret tennistoppen i mere end 20 år, og hans præstationer er historiske. Hele 22 Grand Slam titler blev det til, 2 x Australian Open, 2 x Wimbledon, 4 x US Open og 14 x French Open; Nadals 14 trofæer i Paris er et udtryk for spanierens enorme dominans på grusunderlaget. Det blev til 70 ATP-titler, hvoraf de 36 var ATP 1000 titler, og så vandt han OL-guld i 2008, to gange har han vundet Tour Finals, og fire gange har han været på Spaniens vindende Davis Cup hold.