Danske Tennisveteraner (DTV) er en landsdækkende forening som nu i mere end 50 år har haft særlig fokus på at varetage danske veteranspilleres interesser. DTV er associeret med Dansk Tennis Forbund og samarbejder med forbundet på en række områder for at gøre veterantennis attraktivt i Danmark.
Men hvad er egentlig veterantennis?

Mange vil nok på grund af ordet ”veteran”, få en opfattelse af at vi her taler om tennis for den helt ældre generation. Men sandheden er en helt anden, for faktisk starter veteranbegrebet ifølge definitionen fra det international tennisforbund ITF allerede når man som tennisspiller fylder 30 år.
Der er nok ikke så mange i den alder, der ser sig selv som veteran, men det er heller ikke så vigtigt. Det afgørende er, at DTV står klar til at favne medlemmer uanset alder og spillestyrke med en lang række gode tilbud.
I DTV er der plads til alle, både de som mest søger sociale fællesskaber med masser af tennis og hyggelige stunder og de som søger konkurrencen og ønsker at måle sig mod jævnaldrende spillere.


I DTV kan du blive en del af et fantastisk fællesskab, som år for år bliver større og større.
Hvert år afholder DTV i samarbejde med DTF det officielle danmarksmesterskab for veteraner, hvor der typisk er godt 400 deltagere, der dyster om titlerne. DTV udtager også Danmarks landshold for veteraner og sender hvert år adskillige hold afsted til enten VM eller NM.
Men man behøver ikke at være på landsholdet for at spille tennis i udlandet. Som veteran er der på verdensplan adgang til mere end 600 turneringer årligt arrangeret af ITF. Mange kombinerer ferie i udlandet med tennis og har nogle fantastiske oplevelser.

Hvis du er mere til det sociale i tennis, så er det en god idé at prøve et af DTV’s mange tilbud med små arrangementer, der typisk består af et par timers hyggelig tennis i godt og sjovt selskab efterfulgt af en god frokost eller lignende.
Vi har f eks en hyggelig og sjov turneringsform i double, vi kalder ”110+” – simpelthen fordi det eneste krav er, at den samlede alder på et doublepar skal være mindst 110 år. Det giver mange sjove kampe og knytter forskellige generationer sammen.

Der er også mulighed for at tilmelde sig en af DTV’s tennisrejser, hvor man sammen med en større gruppe rejser til udlandet og får spillet masser af tennis samtidigt med at man kan holde ferie. Der vil også være trænere med på disse ture så man lige kan få rettet stilen lidt til.
Når man melder sig ind i DTV, vil man få adgang til alle tilbud med medlemsrabat på næsten alle arrangementer. Det hele kan man få adgang til for kun 300 ,- om året og der er ikke noget indmeldelsesgebyr.

Kom og vær med!

Forrige artikelSinner og Alcaraz har sat scenen for en ny æra
Næste artikelSpil året rundt! Overdækning af tennis- og padelbaner for bedre udnyttelse og komfort.
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.