Hverken Arthur Fils eller Jakub Mensik slap videre fra Blue Group, hvor 18-årige Joao Fonseca og 19-årige Learner Tien begge er i finalen

ATP Next Gen Finals for 8 af de bedste spillere under 21 år blev indledt med puljekampe i onsdags i Jeddah i Saudiarabien med første runde i de to puljer Blue Group og Red Group.

I Blue Group havde de fleste uden tvivl forventet, at 20-årige Arthur Fils (FRA), der allerede har markeret sig på ATP-touren som no. 20 på ranglisten, var selvskreven til at gå videre fra puljen sammen med 19-årige Jakub Mensik (CZE), der er no. 48 og har imponeret med sejre over etablerede navne som Andrey Rublev og Grigor Dimitrov ved ATP Masters Shanghai, hvor han i kvartfinalen desuden vandt et sæt mod Novak Djokovic.

I den første puljekamp i Blue Group mod den jævnaldrende amerikaner no. 122 Learner Tien vandt sidstnævnte dog de 2 første sæt efter tiebreak, hvorefter Mensik brød amerikaneren i de 2 næste sæt, som tjekken derved i begge tilfælde vandt 4-2, men i det afgørende 5. sæt havde Tien igen marginalerne med sig og vandt 10-8 i tiebreak.

I den næste puljekamp mødte Arthur Fils den 2 år yngre Joao Fonseca (BRA), der sluttede 2023 som no. 1 på juniorranglisten efter at have vundet juniorernes US Open med finalesejr over Learner Tien, der tidligere samme år vandt 6-3, 2-6, 6-1 over brasilianeren i kvartfinalen ved juniorernes French Open.

Selvom Fonseca aldersmæssigt fortsat kunne spille som junior, har han udelukkende spillet som professionel i 2024, hvor hans bedste resultat er en kvartfinale ved ATP 500 Rio, hvor han højst overraskende vandt 6-0, 6-4 over Arthur Fils i 1. runde.
Desuden vandt Fonseca en enkelt ATP 75 Challenger titel i Lexington, men derudover har resultaterne været mere på det jævne og har medført en rangering som no. 145.

Det var dog svært at få øje på den store afstand i rangeringen, da Fonseca spillede helt lige op med Fils i 1. sæt, men franskmanden havde marginalerne med sig, da han vandt sættet efter 11-9  i tiebreak, hvorefter Fonseca både i 2. og 3. sæt brød modstanderens serv, og selvom Fils derefter vandt 4. sæt 4-1, sluttede opgøret med sejr til Fonseca 3-4(9), 4-2, 4-1, 1-4, 4-1.

Næste dag mødte Arthur Fils derefter Jaku Mensik i det opgør, som forinden kunne opfattes som den moralske gruppefinale, men efter begge spillernes nederlag dagen før blev det i stedet en kamp om at bevare muligheden for at gå videre fra Blue Group, og derfor så det sort ud for Mensik, da Fils and opgøret i 3 sæt 4-2, 4-3(4), 4-2.

Den sidste teoretiske mulighed for at gå videre forsvandt for Mensik, da Joao Fonseca derefter nærmest udraderede Learner Tien, der måtte indkassere “æg” i de 2 første sæt, inden han dog fik pyntet på resultatet ved at vinde 3. sæt, inden Fonseca med 4-0, 4-0, 1-4, 4-2 sikrede 1. pladsen i puljen.

Med en sejr til hver blev fredagens puljekamp mellem Arthur Fils og Lerner Tien derfor afgørende for, hvem der sammen med Fonseca slap videre fra Blue Group.
Efter afklapsningen mod Fonseca pegede meget lidt på, at Tien ville trække det længste strå i opgøret, men amerikaneren var dog skarpest fra starten, da han vandt begge de første sæt 4-2, og efter tiebreak i de 2 næste sæt vand Tien 4-2, 4-2, 3-4(4), 4-3(5), hvorved både Fils og Mensik var ude af turneringen inden semifinalerne.

Det sidste opgør i Blue Group havde derfor kun kosmetisk betydning for det videre forløb, men det bar kampen på ingen måde præg af, idet begge spillerne kæmpede så indædt, at kampen først var afgjort efter 5 tiebreaks, inden Fonseca vandt 3-4(4), 4-3(8), 4-3(5), 3-4(4), 4-3(5).

I Red Group var det mindre overraskende, at ranglistens no. 41 Alex Michelsen (USA) vandt puljen efter sejre i 4 sæt i de 2 første runder mod no. 138 Nishesh Vasavareddy (USA) og no. 128 Luca Van Assche (FRA), der i onsdagens første kamp vandt 4-3(3), 2-4, 4-1, 5-3(5)over no. 50 Juncheng Sheng (CHN).
Kineseren vandt i torsdagens puljekamp 1. sæt efter tiebreak over Basavarededdy, som derefter brød sin modstander i de næste 3 sæt og vandt 3-4(4), 4-2, 4-2, 4-1.

I fredagens første puljekamp cementerede Michelsen førstepladsen, da Shang efter 1-4 i 1. sæt trak sig, hvorefter Luca Van Assche i den afgørende kamp om 2. pladsen i puljen vandt 3-4(2), 4-3(7), 4-2, 4-2 over Nishesh Basavareddy.

Selvom Joao Fonseca i den sidste puljekamp var ude i 5 tætte sæt og desuden havde haft en medical timeout undervejs, var der ingen tegn på træthed, da han i semifinalen vandt suverænt i 3 sæt over Luca Van Assche 4-2, 4-2, 4-1.

I den rent amerikanske semifinale mellem Alex Michelsen og Learner Tien pegede pilen på førstnævnte efter de første 3 sæt, men kampens momentum vendte fuldkommen, da Tien vandt 2-4, 4-2, 1-4, 4-0, 4-1.

Finalen spilles søndag kl. 18:00 dansk tid, og den bliver vist på både Tennistv og TV 2 Play, hvor en kommentator sammenlignede Fonseca med Jannik Sinner i 2019 og Carlos Alcaraz i 2021, hvor de begge vandt Next Gen Finals som 18-årige, og der blev udtrykt den opfattelse, at Fonseca under turneringen havde spillet endnu bedre.

Under alle omstændigheder har Fonseca leveret tennis på et så ekstremt højt niveau, at der uden tvivl bliver holdt et ekstra øje med ham i den kommende sæson, hvor han i årets første uge er tilmeldt ATP Challenger 125 Canberra som første “Alternate” til hovedturneringen, og ugen efter deltager han i kvalifikationen til Australian Open, hvor han potentielt kan møde Elmer Møller eller August Holmgren, der begge indleder året ved  ATP Challenger 100 Noumea, Ny Kaledonien.

Resultater fra Next Gen ATP Finals

Finale
(8.) 145 Joao Fonseca BRA vs. (5) 122 Learner Tien USA 2-4, 4-3(8), 4-0, 4-2

Semifinale
(8.) 145 Joao Fonseca BRA vs. (6) 128 Luca Van Assche FRA 4-2, 4-2, 4-1
(5) 122 Learner Tien USA vs. (2) 41 Alex Michelsen USA 2-4, 4-2, 1-4, 4-0, 4-1

Blue Group
(8.) 145 Joao Fonseca BRA (2006) 3-0
(5) 122 Learner Tien USA (2005) 2-1
(1) 20 Arthur Fils FRA  (2004) 1-2
(3) 48 Jakub Mensik CZE (2005) 0-3

(5) 122 Learner Tien USA vs. (3) 48 Jakub Mensik CZE 4-3(6), 4-3(3), 2-4, 2-4, 4-3(8)
(8.) 145 Joao Fonseca BRA vs. (1) 20 Arthur Fils FRA 3-4(9), 4-2, 4-1, 1-4, 4-1
(1) 20 Arthur Fils FRA vs. (3) 48 Jakub Mensik CZE 4-2, 4-3(4), 4-2
(8.) 145 Joao Fonseca BRA vs. (5) 122 Learner Tien USA 4-0, 4-0, 1-4, 4-2
(5) 122 Learner Tien USA vs. (1) 20 Arthur Fils FRA  4-2, 4-2, 3-4(4), 4-3(5)
(8.) 145 Joao Fonseca BRA vs. (3) 48 Jakub Mensik CZE 3-4(4), 4-3(8), 4-3(5), 3-4(4), 4-3(5)

Red Group
(2) 41 Alex Michelsen USA (2004) 3-0
(6) 128 Luca Van Assche FRA (2004) 2-1
(7) 138 Nishesh Basavareddy USA (2005) 1-2
(4) 50 Juncheng Shang CHN (2005) 0-3

(6) 128 Luca Van Assche FRA vs. (4) 50 Juncheng Shang CHN 4-3(3), 2-4, 4-1, 5-3(5)
(2) 41 Alex Michelsen USA vs. (7) 138 Nishesh Basavareddy USA 2-4, 4-3(5), 4-3(4), 4-2
(7) 138 Nishesh Basavareddy USA vs. (4) 50 Juncheng Shang CHN 3-4(4), 4-2, 4-2, 4-1
(2) 41 Alex Michelsen USA vs. (6) 128 Luca Van Assche FRA 1-4, 4-2, 4-3(6), 4-3(5)
(2) 41 Alex Michelsen USA vs. (4) 50 Juncheng Shang CHN 4-1, Ret’d
(6) 128 Luca Van Assche FRA vs. (7) 138 Nishesh Basavareddy USA 3-4(2), 4-3(7), 4-2, 4-2

Forrige artikelUge 51: Double titel til Hjorth og Sigs, som fortsætter med single i Qatar. Next Gen Finals i Saudi Arabien
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.