2. runde indledt med 2 bemærkelsesværdige overraskelser
4. seedede Agnieszka Radwanska (POL) har de seneste sæsoner leveret stabile resultater ved næsten altid at nå frem til de afgørende runder i de store turneringer. Det blev ikke tilfældet denne gang, da hun allerede i 2. runde blev besejret 6-4, 6-3 af no. 40 Peng Shuai (CHN), som dermed er klar til 3. runde, hvor hun møder 28. seedede Roberta Vinci (ITA).
21. seedede Sloane Stephens (USA) måtte ligeledes forlade turneringen efter nederlag til no. 96 Johanna Larsson, som dermed sørgede for tiltrængt succes for svensk tennis.
Det så ellers sort ud for Larsson, da hun foran i 1. sæt med 5-4 30-0 i egen serv blev lammet af nerver og forærede Stephens sit break tilbage med 4 nemme fejl, incl. en dobbeltfejl, hvorefter Stephens tog sættet og straks derefter bragte sig foran 3-0 i 2. sæt.
Da jeg personligt overværede Larssons 1. runde kamp ved Wimbledon, hvor hun også misbrugte sine chancer for at vinde 1. sæt mod no. 45 Bojana Jovanovski (SRB), som vandt sættet i tie-break og derefter 6-0 i 2. sæt, var jeg næsten sikker på, at historien ville gentage sig, men Larsson viste fornemme fighter egenskaber og kæmpede sig tilbage og vandt sættet 6-4.
Efter at være bagud 0-2 i 3. sæt viste Larsson igen ægte svensk fightervilje, og efter en formidabel indsats med masser af god tennis vandt hun 6 partier i træk og dermed kampen 5-7, 6-4, 6-2 over Stephens, som trods sit uomtvistelige talent fortsat mangler en hel del på det mentale plan.
Johanna Larssons modstander i 3. runde bliver 9. seedede Jelena Jankovic (SRB), som vandt 7-5, 6-4 over no. 53 Tsvetana Pironkova (BUL).
Kerber klar til at møde 17-årigt talent
Efter at have haltet sig igennem 1. runde havde 6. seedede Angelique Kerber (GER) mindre besvær med at klare sig igennem 2. runde, hvor hun vandt 6-2, 6-4 over no. 137 Alla Kudryavtseva (RUS), som havde været gennem kvalifikationen. Kerbers modstander i 3. runde bliver det 17-årige stortalent no. 59 Belinda Bencis (SUI), som vandt 6-4, 4-6, 6-1 over 31. seedede Kurumi Nara (JPN)
Caroline Wozniacki videre efter uventet hård modstand
På papiret lignede Carolines 2. runde kamp en walk over mod no. 125 20-årige Aliaksandra Sasnovic (BLR), som ikke hidtil har kunnet fremvise iøjnefaldende resultater. Selvom den unge Hviderusser fra kampens start spillede uimponeret og forsøgte at få initiativet med aggressivt tennis, havde Caroline modtræk mod det meste, og med overbevisende spil kom hun hurtigt foran 5-1.
Sasnovic fik dog bragt en smule spænding tilbage i sættet ved at vinde de 2 næste partier, hvor Caroline konstant blev presset af modstanderens meget kompromisløse og kraftfulde spil, men i det næste parti brød Caroline igen serv og sikrede sig 1. sæt 6-3.
I 2. sæt fortsatte Sasnovic den aggressive stil, og Caroline fik brug for sine defensive kvaliteter for at stå imod presset, og det lykkedes derved for hende at bryde modstanderens serv tidligt i sættet. Da 1. serven desuden fungerede godt, var Caroline også i stand til at vinde alle sine egne servepartier, selvom Sasnovic flere gange fik overtaget i duellerne. Ved stillingen 5-4 kunne Caroline serve kampen hjem 6-3, 6-4.
Kampen var en god test af en modstander, som med aggressiv power pressede Caroline til at spille på et højt niveau, hvor hendes store sikkerhed blev afgørende for udfaldet.
Andrea Petkovic venter i 3. runde
Carolines modstander i 3. runde bliver 18. seedede Andrea Petkovic (GER), som vandt en meget jævnbyrdig kamp 6-3, 3-6, 7-6(5) over no. 63 20-årige Monica Puig (PUR).
Caroline har tidligere besejret Petkovic 2 gange og tabt 1 gang. Alle 3 opgør var i 2011.