Stortalentet 17-årige Belinda Bencic (SUI), som sammenlignes med legenden Martina Hingis, er i 1/4-finalen ved US Open.
For næsten 1 år siden spurgte en af mine tennis venner mig, om jeg havde set en 16-årig pige, som ved en Premier 5 turnering i Tokyo var tæt på at besejre Petra Kvitova (CZE), som dog vandt 7-5, 6-4.
Nej, det havde jeg ikke, men jeg fandt ud af, at navnet var Belinda Bencic fra Schweiz, og senere kunne jeg læse mig til, at der var store forventninger til den unge spiller, som blev sammenlignet med legendariske Martina Hingis.
Derfor har jeg siden da holdt ekstra øje med, om Bencic skulle finde på at levere nogle bemærkelsesværdige resultater i løbet af 2014, hvor hun i mellemtiden er fyldt 17 år 10. marts.
Talentet åbenlyst, men resultaterne har ladet vente
De gange, jeg har set Bencic spille, har jeg ikke været i tvivl om, at vi havde at gøre med en spiller med et stort talent, men i moderne tennis kan de helt unge piger ikke uden videre regne med at slå de etablerede og rutinerede navne af pinden. Det hører fortiden til, da Hingis, Williams søstrene, Sharapova slog igennem – måske skal vi også lige regne Caroline Wozniacki med i den kategori.
I de første 5 turneringer nåede Bencic da heller ikke særlig langt, men ved grus turneringen i Charleston gik det helt fint, idet hun efter sejre over Maria Kirilenko (RUS), Marina Erakovic (NZL), Elina Svitolina (CZE) og ikke mindst den daværende no. 11 Sara Errani (ITA), inden hun i semifinalen blev stoppet af Jana Cepelova (SVK).
Heller ikke i de næste turneringer nåede hun særlig langt, men hun mødte også rimelig god modstand mod højt rangerede spillere, som det ofte er tilfældet for lavt rangerede spillere, der som regel møder de seedede i indledende runder.
Bencic fik "briller" af Caroline Wozniacki
Det gik helt galt for Bencic, da hun umiddelbart efter Wimbledon, hvor hun blev slået ud i 3. runde af Simona Halep (ROU), mødte Caroline Wozniacki i 1. runde i Istanbul. Uheldigt for Bencic var Caroline i gang med sin “genfødsel”, og hun kunne absolut intet stille op mod Carolines bundsolide spil, og hun blev stadig mere fortvivlet, og måtte næsten grædende opleve at få tildelt 2 gange 6-0.
Et sådant resultat kræver formentlig et stykke mentalt reparationsarbejde, inden Bencic igen kunne blive klar til at præstere gode resultater, og hun tabte da også allerede i 1. runde ved den næste turnering Cincinnati mod no. 74 Karin Knapp (ITA).
Lidt fremgang i New Haven
Det gik lidt bedre i den næste turnering i New Haven, hvor Bencic måtte gennem kvalifikationen, hvor hun i sin 3. kamp kvalificerede sig til hovedturneringen ved at vinde 6-3, 7-6(6) over no. 54 Mona Barthel (GER). I 1. runde tabte hun dog 4-6, 7-5, 3-6 til no. 31 Barbora Zahlavova Strycova (CZE), der som bekendt for de fleste blev endestation for Caroline Wozniacki ved Wimbledon.
Imponerende sejre ved US Open
Ved US Open bliver Bencic’ potentiale for alvor foldet ud med sejre over no. 64 Yanina Wickmayer (BEL) 6-3, 6-2, no. 32 Kurumi Nara (JPN) 6-4, 4-6, 6-1. Den største skalp var dog sejren i 3. runde over 6. seedede Angelique Kerber (GER) 6-1, 7-5.
Den gode stime kulminerede søndag aften, da hun i 1/8-finalen vandt 7-6(6), 6-3 over den tidligere verdens-etter no. 10 Jelena Jankovic (SRB).
Muligt revancheopgør i semifinale mod Caroline Wozniacki
Bencic’ modstander i 1/4-finalen bliver mod no. 40 Peng Shuai (CHN), som ligeledes har gjort det fortrinligt hidtil ved at sende 4. seedede Agnieszka Radwanska (POL) ud i 2. runde. Desuden har hun besejret 32. seedede Roberta Vinci (ITA) 6-4, 6-3 og 16. seedede Lucie Safarova (CZE) 6-3, 6-4.
Lykkes det Bencic at vinde den kamp, og Caroline også kan besejre Errani, kan Bencic møde Caroline endnu en gang. Spørgsmålet vil så være, om det seneste nederlag har sat sig så meget, at hun mentalt næsten har tabt på forhånd.