Facebook-gruppen: "Verdens bedste Wozniacki" blev oprettet af Jens Dupont Henriksen som en trods-reaktion mod "Nationens" haters. I dag har gruppen udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke for Caroline-tilhængere.

Jens Dupont Henriksen på billedet kan med stolthed konstatere, at hans initiativ for snart 4 år siden til at skabe en platform, hvor det er muligt at debattere Caroline Wozniacki i en sober og fordragelig tone har resulteret i, at Facebook-gruppen “Verdens bedste Wozniacki” netop har rundet 1.000 medlemmer.

Undertegnede har kendt Jens, som sidste år rundede 50, siden han som ca. 15-årig i den nystartede Nøragersminde Tennis Klub (NTK-Amager), der dengang havde 2 baner og en skurvogn, som “bane-haj” konstant forsøgte at tiltuske sig spilletid på en af banerne.

Jeg har bedt Jens om at fortælle Tennisavisens læsere lidt om baggrunden for tilblivelsen af gruppen:

[quote_box_center]”Verdens bedste Wozniacki” begyndte mest som en trods-reaktion mod Ekstra Bladets “Nationen”, hvor folk konstant nedgjorde alt om Caroline, der var på vej op ad ranglisten med raket-fart, men efter min mening ikke fik den kredit hun fortjente. Det var ganske enkelt umuligt at tage en seriøs debat der, og jeg savnede et sted, hvor jeg kunne debattere med andre. På det tidspunkt havde jeg været på Facebook i ca. ½ år og tænkte, at det vel er stedet at starte en gruppe. Som sagt så gjort. Gruppens navn gav nærmest sig selv, da Caroline netop var blevet no. 1 i Verden. Lidt til min store overraskelse gik det pænt hurtigt med at få et par medlemmer, og nu kunne vi så sidde og debattere Caroline på en sober og fornuftig måde.[/quote_box_center]

Blanding af information og debat

I mange af de indlæg på “Nationen” – og i øvrigt også andre steder på nettet – hvor Carolines bedrifter er blevet nedgjort, hævdes gang på gang, at hun ikke havde format til at være no. 1, og at hendes placering alene skyldtes, at hun spillede en masse “små turneringer”, hvor de bedste ikke “gad” stille op, og hun vandt ikke på egne kvaliteter, men fordi modstanderne lavede fejlene.

I øvrigt blev hun betegnet som “polak”, der ikke betaler skat i Danmark, hvilket ikke burde undre, da præmiepenge beskattes i det land, hvor de optjenes.

Alle disse myter har også irriteret undertegnede, og derfor benyttede jeg min private hjemmeside til at gøre rede for, hvordan Caroline i sin “glansperiode” reelt optjente alle rangliste-point i turneringer, hvor hovedparten af top 10 også deltog.

Desuden indeholdt hjemmesiden informationer om Carolines turneringer, så man kunne følge med i, hvornår hun spiller og hvor det bliver vist på TV, samt en masse andre oplysninger primært om WTA-turneringerne.

Da jeg ønskede, at flest mulige kunne få adgang til både de informationer og holdninger, som jeg gerne ville bidrage med, var det for mig oplagt at benytte “Verdens bedste Wozniacki“, hvor jeg har været med næsten fra starten, hvilket Jens i rosende vendinger udtrykker sin påskønnelse for med disse ord:

[quote_box_center]Samtidig så jeg mig omkring i mit eget netværk efter andre, der interesserede sig for Caroline. Der stødte jeg på Ole Dalsgaard Jensen, som jeg har kendt personligt i over 30 år. Efter Ole kom til, gik det stærkt, da Ole er en kæmpe tennisfan og fyldt med gode ideer, og han tog hele gruppen op på et nyt plan, som jeg på intet tidspunkt havde i tankerne. Nu kom der info om spillesteder, tider, resultater osv. Nye medlemmer kom til, og gruppen voksede hurtigt. Der blev lavet konkurrencer og andre sjove tiltag, som blev godt modtaget i gruppen. For alt dette kan gruppen takke Ole Dalsgaard Jensen, som er en kæmpe ildsjæl og motivator for andre af vore medlemmer.[/quote_box_center]

Flere ildsjæle har bidraget til gruppens udvikling

Disse påskønnende ord passer i høj grad på en anden ildsjæl, der har bidraget med stor indsigt i, hvad der sker på WTA-touren.

I stort set alle fora, der handler om WTA-tennis, bliver utallige spørgsmål fra brugerne ofte besvaret af Jørn Hansen, som desuden deltager aktivt i det internationale WTA tennisforum.com.

For et par år siden fik vi lokket Jørn til at melde sig ind i “Verdens bedste Wozniacki“, hvor han lige siden har bidraget med masser af informationer, og han er altid leveringsdygtig med oplysninger om, hvem der deltager i kommende turneringer eller har trukket sig, ofte inden oplysningerne foreligger officielt.

I de første par år var det en “lukket gruppe”, hvor man skulle være medlem for at få adgang til informationerne og deltage i gruppens debatter.

I den periode voksede gruppen efterhånden til ca. 100 medlemmer, og der var som regel en god – næsten familieagtig – stemning i gruppen med godmodige drillerier, selvom der ind imellem også blev krydset klinger, når meningsforskellene kom markant til udtryk, men som regel lykkedes det at bevare den gode tone, som gruppens profil lægger op til.

[quote_box_center]”Gruppen omfatter udelukkende personer, der vedkender sig en sober, anstændig og ordentlig tone med behørig respekt for det omhandlede emne samt for gruppemedlemmernes indlæg og kommentarer, uanset om man er enig eller ej. Personlige og nedladende kommentar accepteres ikke og kan i gentagende tilfælde medføre udelukkelse.”[/quote_box_center]

Da det var et ønske hos både undertegnede og Jens, at de holdninger og – ikke mindst – informationerne, som blev fremsat i gruppen, kunne nå ud og forhåbentlig være til gavn for en langt større kreds, ændrede gruppen i maj 2013 efter flere diskussioner status til at være “åben gruppe”, så alle havde adgang til gruppens informationer og debatter.

Denne beslutning gav i en periode en del uro i gruppen, hvor halvdelen i en afstemning ønskede at forsætte som “lukket gruppe”, men tiden læger som bekendt alle sår.

På det tidspunkt havde gruppen ca. 140 medlemmer. Ved udgangen af 2013 havde medlemstallet passeret 200 og i løbet af de næste 3 måneder kom yderligere ca. 50 nye til.

Medlemstal eksploderer i takt med Carolines præstationer

Førnævnte udvikling i medlemstallet kunne tyde på, at gruppen ville fortsætte med at vokse i et roligt tempo i en periode, hvor Caroline var på vej ned ad ranglisten.

Hovedparten af indlæg i gruppen i denne periode var begrænset til informationer om turneringer og TV-tider samt deltagelse i den stadig populære tips-konkurrence om at gætte resultatet af Carolines kampe, og det var primært Jørn Hansen og endnu en ildsjæl, Dorrit Krogh, som sørgede for, at der stadig var liv i gruppen, når Caroline ikke lige var på programmet.

Dorrit sørger altid for, at der oprettes en “heppetråd”, når Caroline skal spille, og i løbet af en kamp er der ofte mere end 100 kommentarer undervejs.

Ofte kan nogle af kommentarerne bruges som “humør-barometer”, afhængig af hvordan spillet fungerer, og Caroline har ofte fået voldsom kritik undervejs for at spille for passivt og henholdende, og efter kampene bliver hendes indsats gennem-analyseret, og der fremsættes masser af velmente råd om, hvad hun burde gøre anderledes.

Lavpunktet for Caroline var uden tvivl, da hun tabte 1. runde ved French Open kort tid efter, at Rory McIllroy aflyste det planlagte bryllup, hvilket dog ikke fremkaldte voldsom kritik af hendes indsats, men i stedet blev der udtryk både forståelse og medfølelse, og al vreden og kritikken blev rettet mod Rory for den elendige timing, efter at bryllups-invitationerne var sendt ud.

Da Caroline efterfølgende fik fordøjet tingene og igen fokuserede 100% på tennis, hvor hun desuden var afklaret med både spillestil og træner-situationen, indledte hun som bekendt et imponerende comeback til top 10, og interessen for hendes tennis-karriere steg igen i både medier og befolkningen.

Denne interesse kunne også mærkes i “Verdens bedste Wozniacki“, hvor medlemstallet samtidig eksploderede, og midt i september måned lige efter US Open var tallet steget fra ca. 250 i marts til ca. 700, og 2 uger senere 1. oktober var tallet steget med 100 medlemmer yderligere.

Carolines flotte indsats ved WTA-slutspillet samt den massive eksponering i forbindelse med New York Marathon har uden tvivl også medvirket til, at der siden 1. oktober er kommet yderligere 200 medlemmer til gruppen, som dermed har passeret 1.000 medlemmer.

Den sobre og afslappede tone bevaret

Selvom gruppen i løbet af 2014 er mere end 4-doblet i antal, er det på ingen måde gået ud over den gode tone, hvilket uden tvivl skyldes, at nye medlemmer hurtigt falder ind i den afslappede jargon, som kendetegner de fleste indlæg i gruppen.

“Gruppen har været forskånet for Caroline haters, misundelige, kværulanter og lignende godtfolk”

Ole Jørgensen, som er medlem af Admin-gruppen og ophavsmand til formuleringen i gruppens profil, udtrykker denne karakteristik af gruppen:

[quote_box_center]”Jeg synes “Verdens bedste Wozniacki” er en meget vellykket blanding af facts og formodninger om Carolines gøren og laden såvel på banerne som udenfor, spekulative indlæg om Carolines fremtid samt konkrete, aktuelle informationer om, hvad der rører sig omkring WTA touren. Gruppen har været forskånet for Caroline haters, misundelige, kværulanter og lignende godtfolk, og medlemmernes af og til forskellige opfattelser af tingene samt forskelligheder i udtryksform har været krydderier på en forbilledlig god tone og stemning i gruppen.”[/quote_box_center]

Jens supplerer med:

[quote_box_center]”Der har naturligvis været små bump på vejen frem, men ikke noget der har forhindret gruppens dynamik. Vi er nu oppe på over 1000 medlemmer, som hver dag debatterer Caroline, vi afholder tippe-konkurrencer, og folk er utrolig aktive med opslag eller fortællinger omkring deres forhold til tennis og Caroline. Gruppen består af mange forskellige mennesker, lige fra en som har solgt en hund til Caroline, til en polsk træner (også min personlige, selv om jeg dog ikke har opnået det samme som Caroline – hehe), som også har trænet lidt med Caroline, da hun var lille, til folk der aldrig har spillet tennis, men blot nyder Caroline på en tennis bane. Selv EurosportDK er medlem af gruppen.”[/quote_box_center]

Den omtalte polske træner er Maciej Wawrzyniak, som undertegnede i 1988 ansatte i NTK, hvor han fortsat fungerer som træner. Under træning stod han på et tidspunkt med en bunke tennisbolde i den ene hånd. Da en af hans kvindelige elever ramte hånden, så alle boldene røg ud, råbte han: “You hit my balls!!

“Carolines reaktion på sin fars coaching var, at hun var træt af hans sure fjæs og bad ham holde mund”

Forleden refererede han i øvrigt fra en episode, hvor Carolines reaktion på sin fars coaching var, at hun var træt af hans sure fjæs og bad ham holde mund, hvilket muligvis af kommentatorer, der ikke forstår polsk, blev opfattet som en god dialog.

Jens afslutter med disse bemærkninger:

[quote_box_center]Gruppen er hele tiden aktiv og dynamisk og flytter sig hele tiden. Der kommer hver dag nye opslag, og det er en personligt stor tilfredstilles at se, at en ide som opstod en sen aftenstund kan glæde så mange mennesker.

Jeg vil også godt benytte denne mulighed for at takke alle, der har ønsket at deltage i denne gruppe og i særdeleshed alle de ildsjæle, som hver dag bruger masser af tid på at gøre denne gruppe til noget helt særligt.[/quote_box_center]

Tennisavisen benytter gruppens “ildsjæle”

Stifterne af den relativt nystartede digitale udgave af Tennisavisen har tilsyneladende vurderet, at det kan være en god ide at trække på nogle af de såkaldte “ildsjæle” fra “Verdens bedste Wozniacki“.

Selv er jeg ganske godt tilfreds med, at både Jørn Hansen og Dorrit Krogh, som længe har været lokomotiver i “Verdens bedste Wozniacki“, samt Leif Hørgren Mortensen, som tidligere var flittig leverandør til gruppen, nu også vil medvirke til, at Tennisavisen bliver godt dækket ind, især hvad angår Caroline og WTA samt andre danskere, som deltager på den internationale tennis-scene.

Forrige artikelIPTL: Det var dag 1
Næste artikelIPTL – Dag 2
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.