Udover at der spilles WTA i Brisbane, Australien, spilles der også ATP tennis, hvor Roger Federer, Schweiz er den topseedede. Det var dog ikke den schweiziske stjerne der stjal overskrifterne. Det var derimod de mange overraskelser i første runde, hvor flere seedede er blevet sendt ud af turneringen.
En af de mest populære overraskelser var James Duckworth, Australien der slog 6. seedede Gilles Simon, Frankrig ud med imponerende 6-2,6-2. Selvom Duckworth er rangeret som nr. 125 har han nok allerede bragt sig i spil til et wild card til Australian Open.
En anden australier der banker på døren til Australian Open er Thanasi Kokkinakis. Den 18-årige australier der er nr. 145 på verdensranglisten sendte den rutinerede Jean Benneteau, Frankrig, seedet 8, ud med cifrene 6-4,6-3. Så de unge australske tennisløver har sandelig åbnet 2015 med bravour.
En tredje australier Bernard Tomic slog Sam Querrey, USA med 7-5,7-6(5). Endelig vandt Jeremy Chardy en ensom fransk sejr over Andrey Golubev, Rusland med cifrene 6-4,6-4.
Første runde fortsætter tirsdag.