Det er en af historiens bedste kvindelige atleter, som i november møder Ana Ivanovic ved Energi Danmark Champions Battle i Jyske Bank BOXEN i Herning.
Sig navnet Serena Williams og de fleste mennesker i hele verden ved med det samme hvem du taler om, og har en holdning til hende.
Den fantastiske historie med de to søstre som fra de var meget små trænede i Californien med far Richard, har udviklet sig til at 32-årige Serena Williams i dag er en af historiens bedste kvindelige atleter.
Af mange eksperter regnes hun for historiens bedste kvindelige tennisspiller, men det er altid en svær diskussion at sætte hende op mod koryfæer som Martina Navratilova, Steffi Graf og Margaret Court, som fejrede deres triumfer i en anden tid.
Men det er netop også det tungeste argument for Williams som verdens bedste; At hun i store dele af karrieren i en sport, der har udviklet sig ekstremt meget, alligevel har været suveræn og til tider nærmest på en anden planet.
På rene statistiske facts kan andre matche hende, men kigger man hendes stats efter i kortene, letter man på hatten og bukker dybt i respekt. 18 Grand Slam-titler i kun 22 finaler er enestående.
Ikke bedst – men enestående på grund af de få tabte finaler, som også går igen i WTA-sammenhæng generelt, hvor hun i denne sæson har krydset 60 titler som sæsonens mest vindende spiller trods tre kiksede Grand Slam-forsøg i år. I Australian Open var det Ana Ivanovic, der i 4. runde bremsede hende.
Hun har vundet WTA-sæsonfinalen fire gange og er regerende olympisk mester. Og så har hun i øvrigt 17 andre Grand Slam-titler i dame- og mixdouble og tre andre olympiske guldmedaljer i double sammen med søster Venus.
Det bliver helt vildt at se denne verdensatlet træde ind på Centre Court i Energi Danmark Champions Battle i Jyske Bank BOXEN i Herning.
Hård og køn serbisk modstand
Og hun får både køn og hård modstand. 26-årige Ana Ivanovic er en af verdens mest fotograferede atleter, og man kan dårligt klandre fotografernes smag for den smukke, smilende og sympatiske serber, som dog har formået både at ramme mediernes mode- og sportssektioner.
Allerede som 20-årig vandt hun French Open og indtog verdensranglistens førsteplads, som i høj grad blev sikret på hendes stærke forhånd. Siden fulgte en stor nedtur med manglende selvtillid, skiftende trænere og store fald på verdensranglisten, før hun i de senere år har fundet stabilitet og storspil frem, så hun i år er vendt tilbage i top-10.
[quote_box_center]”Jeg ser meget frem til at spille i Danmark for første gang. Jeg ved at tilskuerne er passionerede omkring tennis, og jeg er sikker på at det bliver nogle spændende dage. At spille mod Serena er altid en stor oplevelse. Hun er nok den største spiller igennem tiderne, så at have chancen for at spille imod hende, er altid noget jeg ser frem til, siger Ana Ivanovic om Energi Danmark Champions Battle.[/quote_box_center]
I år har de to dystet tre gange, og hver gang er kampen gået ud i tre sæt. Amerikaneren fik i Rom på grus revanche for nederlaget i Australien, og hun vandt også den nylige kvartfinale i Stanford, USA, men der stod den 5-5 i tredje sæt, før Williams lukkede.
Måske bliver det ligeså tæt, når de to Grand Slam-mestre mødes i Herning onsdag den 19. november i Energi Danmark Champions Battle.
Billetsalget er startet via Billetnet og der kan læses mere om arrangementet på www.championsbattle.dk.
Artikel skrevet af Jimmy Bøjgaard