I en kamp under besværlige vindmæssige forhold var Caroline Wozniacki nogenlunde med i 1. sæt, men da udligning til 2-2 i 2. sæt glippede, forsvandt troen på sejr tilsyneladende samtidig
Tennisavisens “normale” Caroline-Wozniacki-skribenter havde på grund af andre gøremål ikke mulighed for at berette om kampen umiddelbart efter kvartfinalen ved Premier 700 turneringen Qatar Total Open i Doha – derfor denne lidt forsinkede omtale af kampen mellem Victoria Azarenka og Caroline Wozniacki, som endte 6-3, 6-1 til hviderusseren.
På vej hjem fra et møde spurgte en bekendt:
[quote_box_center]”Så du Wozniackis kamp i eftermiddags? – Hold kæft, hvor var hun ringe!!”[/quote_box_center]
Kommentarerne i heppe-tråden på “Verdens bedste Wozniacki” var ikke markant anderledes, da Caroline ifølge flere kommentarer hidtil i år er langt fra sit topniveau, og på BT’s netavis betegnes nederlaget nærmest som en ydmygelse.
Undertegnedes vurdering af Carolines indsats på det seneste er en anelse mere positiv, da hun efter min opfattelse trods generende influenza viste glimrende takter i sidste uges turnering i Dubai, så længe kræfterne slog til, hvilket uddeling af æg til 2 klassemodstandere og et suverænt 1. sæt mod 1. seedede Halep var eksempler på.
I kampen mod Azarenka synes jeg egentlig også, at Caroline spillede ganske glimrende tennis under besværlige vind-forhold mod en top-motiveret Azarenka, som spillede på et meget højt niveau, hvor der var meget få “gratis” point til Caroline, og jeg synes at de 2 spillere gav hinanden og TV-seerne – samt de få tilskuere – et yderst jævnbyrdigt og seværdigt 1. sæt, hvor forskellen på ingen måde var markant.
Det var dog Azarenka, der havde mest initiativ og satte Caroline under stort pres, men Caroline stod godt imod, men Azarenka var dog den anelse skarpere, som gjorde at hun som logisk konsekvens tog 1. sæt.
Jævnbyrdigheden fortsatte i starten af 2. sæt, hvor Caroline bagud 1-2 havde chancer for at udligne ved 0-40 i Azarenkas serv, men på formidabelt spil, lykkedes det alligevel Azarenka at holde sin serv.
Fra det øjeblik er jeg enig med alle kritikerne i, at Caroline spillede langt under det niveau, som man med rette kan forvente af hende, mens Azarenka til gengæld fortsatte på et meget højt niveau, som illustreres af, at hun i de første 4 partier af 2. sæt kun havde 1 uprovokeret fejl mod 7 til Caroline.
Det var mit indtryk, at den manglende udligning til 2-2 fjernede den reelle tro på, at Caroline ville være i stand til at komme tilbage i kampen, og derfor blev hun nærmest tromlet ned i resten af sættet.
.@Vika7 Azarenka cruises into @QatarTennis SFs! 1st SF since January 2014–> http://t.co/PLo9Srq4Rb #WTA #tennis pic.twitter.com/mlWLXDqpRR
— WTA (@WTA) 26. februar 2015
Godt med en pause inden Premier Mandatory turneringerne i Indian Wells og Miami
Både Peter Bastiansen og Tine Scheuer er i BT citeret for, at Caroline bør holde en turneringspause inden hun om knap 2 uger deltager i Premier Mandatory turneringen Indian Wells, hvor alle topspillere deltager, og der er langt flere point i spil, da der gives hhv. 390, 650 og 1.000 point for semifinale og finale, mens der i Doha gives 185, 370 og 470 point.
Ugen efter Indian Wells, som afvikles uge 11-12, er der endnu en Premier Mandatory turnering i uge 13-14 i Miami med tilsvarende point.
Hvis det var lykkedes Caroline at fighte sig til en sejr mod Azarenka og derefter også mod Venus Williams i semifinalen, ville der være en oplagt risiko for, at Caroline nåede at brænde ud, inden Indian Wells starter, ikke mindst fordi hun også i næste uge er tilmeldt en WTA International turnering i Kuala Lumpur, hvor hun ved at vinde turneringen kan opnå 280 point, hvilket batter meget lidt, da hendes 16. bedste resultat i forvejen er 185, som i så fald skal modregnes.
Derfor er jeg helt enig i, at det vil være en fordel, hvis Caroline ikke spiller en masse kamp i næste uge, og set i rangliste sammenhæng er det faktisk en fordel for Caroline, at hun nu er ude af turneringen i Doha, så hun kan møde vel forberedt op, inden det går løs i USA, hvor hun forhåbentlig undgår at løbe ind alle seededes skrækmodstander Azarenka, som muligvis stadig vil være useedet.
Det skal dog ikke opfattes som et forsøg på at bortforklare nederlaget til Azarenka, da jeg er sikker på, at Caroline var 100 procent opsat på at forsøge at vinde, men Azarenka var bare bedre.
Øvrige resultater i kvartfinalerne
[9] (13) Carla Suárez Navarro (ESP) vs. [1] (3) Petra Kvitova (CZE) 3-6, 6-0, 6-3
(15) Lucie Safarova (CZE) vs. [6] (10) Andrea Petkovic (GER) 6-2, 6-1
[7] (11) Venus Williams (USA) vs. [4] (8) Agnieszka Radwanska (POL)
(WC) (50) Victoria Azarenka (BLR) vs. (WC) [2] (5) Caroline Wozniacki (DEN) 6-3, 6-1
Semifinaler fredag på TV3 Sport 2 og Tennistv.com
Start 1430:
[9] (13) Carla Suárez Navarro (ESP) vs. (15) Lucie Safarova (CZE)
[7] (11) Venus Williams (USA) vs. (WC) (50) Victoria Azarenka (BLR)