De fleste har hidtil regnet med at den topseedede Jo Wilfred Tsonga, Frankrig ville nærmest “køre” sine modstandere over i € 410.000 ATP turneringen i Metz, Frankrig. Men David Goffin, Belgien ville det anderledes. Til alles overraskelse vandt den 23-årige belgier, der er nr. 45 i verden, over Tsonga (verdens nr. 11) i en spændende match med cifrene 1-6,7-6(5),7-5.
I det hele taget forventede publikum nok mere fransk deltagelse i semifinalerne lørdag med tanke på at der var 3 franskmænd i kvartfinalerne. Men det var kun Gael Monfils seedet 2 der klarede skærene blandt de franske. Han vandt over Jerzy Janowicz, Polen med 6-3,6-4.
Den mest bitre franske taber må næsten være Paul Henri Mathieu. Ved stillingen 6-5 i tredje sæt havde franskmanden, der er nr. 91 i verden, tre matchbolde som han missede mod Joao Sousa, Portugal, der som nr. 39 i verden er 5. seedet i turneringen. Den portugisiske sejr blev på 3-6,6-3,7-6(4).
Endelig vandt Jan-Lennard Struff, Tyskland (verdens nr. 61) over sin landsmand Philipp Kohlshreiber (verdens nr. 24 og 3.seedet). Ved 5-0 i første sæt opgav Kohlschreiber.