Mai Grage fik hævnet Julie Noes nederlag i kvalfinalen, da hun i en 3-sæts gyser servede kampen hjem på den 5. matchbold efter at have afværget 2 breakchancer

Hvis der lå en taktisk overvejelse bag Julie Noes nederlag i kvalfinalen ved $10.000 turneringen Santa Margherita di Pula i Italien, var det en genialt udtænkt plan.

Som det fremgår af ITF Santa Margherita: Både Mai Grage og Lucky Loser Julie Noe i hovedturnering kunne Julie og Mai have mødt hinanden i 1. runde, hvis Julie havde vundet kvalfinalen over Marie Temin (FRA), men Julie tabte som nævnt 3-6, 7-5, 2-6, hvorefter hun alligevel kom i hovedturneringen som Lucky Loser.

I stedet fik Mai Grage tirsdag formiddag chancen for at revanchere dette nederlag, og mon ikke Julie har givet hende et par gode råd forinden.

Efter 1. sæt så det yderst fornuftigt ud, idet Mai vandt sættet 6-2, men så nemt skulle det heller ikke være, for franskmanden vandt 2. sæt med de samme cifre, og for 2. dag i træk måtte hun i 3 sæt mod en dansk modstander.

Her på Tennisavisen blev livescore fulgt nøje gennem det meste af 3. sæt, hvilket var en nervepirrende oplevelse, da de 2 spillere fulgtes ad til 3-3, men efter det (psykologisk vigtige) 7. parti fik Mai brudt serven, og hun holdt selv serv til 5-3.

I det efterfølgende parti havde Mai en enkelt matchbold ved 30-40, men modstanderen afværgede og holdt sin serv, hvorefter Mai skulle forsøge at serve kampen hjem ved 5-4.

Efter 15-0, 15-15, 15-30 kom nerverne for alvor på højkant, men Mai vandt de næste 2 bolde og fik tilspillet sig 2. matchbold, som blev afværget, og det så ud til at gå galt, da stillingen herefter skiftede til Fordel-ude, Lige, Fordel-ude, Lige, men omsider fik Mai igen matchbold, som blev afværget.

Mai lod sig dog ikke ryste, og hun fik 4. matchbold, men franskmanden havde åbenbart ikke til sinds at give op, og hun kom tilbage på Lige, men nu var det ved at blive for meget af det gode, så Mai fik langt om længe lukket kampen på den 5. matchbold og vandt kampen 6-2, 2-6, 6-4.

Efterfølgende bedyrede Mai, at hun vil bestræbe sig på ikke at udsætte Tennisavisens skribent for samme nervepres fremover med denne kommentar

[quote_box_center]”Haha, jeg vil prøve ikke at lege med dine nerver i næste kamp så. Men ja, jeg havde lige lidt svært ved at lukke kampen”[/quote_box_center]

Senere mandag spiller Mai og Julie 1. runde i double mod Michelle Fux (SUI)/Natalie Proese (GER).
Hvordan det går vil blive omtalt onsdag, når Julie har spillet sin 1. runde kamp i single mod no. 989 Federica Arcidiacono (ITA).

Forrige artikelITF Junior Carson: Benjamin Hannestad videre med en smule besvær
Næste artikelUM Inde: U12 og U14 klar til 2. runde i single
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.