Mohamed Shabib og hans svenske makker har efter en gyser spillet sig i semifinalen ved $10.000 future turneringen i Doha, Qatar.
Det så slet ikke ud til succes for det dansk/svenske par efter første sæt som man, uden at overdrive, kan sige at de tabte klart med 0-6 mod det schweizisk/slovakiske par Luca Margaroli/Peter Mick.
Men Shabib/Johansson vendte stærkt tilbage i andet sæt. De brød hurtigt og faktisk så det en overgang ud til at de ville vinde andet sæt klart men det stærke schweizisk/slovakiske par slog tilbage og de havde nær snuppet det det hele, men Shabib/Johansson trak sættet i land med 7-5.
Så var det tid til Champions Tiebreak hvor man spiller til 10 eller den der først har 2 points forspring. De to par fulgtes pænt ad. Ved 9-8 til Mick/Margaroli syntes heldet at være sluppet op for Shabib/Johansson. Mick/Margaroli havde matchbold. Men Shabib/Johansson tog helt utroligt de næste 3 points og vandt Champions Tiebreak 11-9 og dermed kampen.
Fantastisk! Det er endnu ikke (i skrivende stund) afgjort hvem Shabib/Johansson skal møde i semifinalen.