Som overskriften hentyder, så var det ikke mange kampe, der blev fuldt afviklet i 3. runde af WTA turneringen i Charleston.
Ren amerikansk kvartfinale i vente
Lauren Davis fra USA skulle i sin 3. runde kamp prøve at følge op på sin flotte skalp i 2. runde, hvor hun noget overraskende besejrede 1. seedede Eugenie Bouchard. I 3. runde stod hun over for den tricky og hårdtslående tysker, Mona Barthel seedede 15.
Amerikaneren havde taget 1. sæt 6-4 og førte 3-0 i 2., inden Mona Barthel måtte sige tak for kampen grundet svimmelhed. Lauren Davis er dermed klar til det rent amerikanske opgør i kvartfinalen, hvor 7. seedede Madison Keys venter – efter sikker sejr i hendes 3. runde kamp med 6-2, 6-0 over Andrea Mitu fra Rumænien.
Italiensk og tjekkisk på menuen
4. seedede Sara Errani er ligeledes videre til kvartfinalen efter sejr i 3 sæt over spanske Sara Sorribes Tormo med cifrene 6-2, 5-7, 6-2. Hun møder i sin kvartfinale tjekkiske Lucie Hradecka, der vandt sin 3. runde kamp over 8. seedede Caroline Garcia fra Frankrig efter 2 timer og 27 minutter med cifrene 5-7, 7-5, 6-4.
Walk-over udløser nogle lette kvartfinalepladser
Danka Kovinic fra Montenegro modtog en walk-over i sin 3. runde kamp, da 6. seedede Jelena Jankovic måtte trække sig før kampen med højre fodskade. Hun møder i sin kvartfinale forsvarende mester og 3. seedede Andrea Petkovic fra Tyskland, der vandt sin 3. rundekamp over amerikanske Madison Brengle med 6-4, 6-4.
Ligeledes er Irina-Camelia Begu fra Rumænien også let videre til kvartfinalen, da 2. seedede Ekatarina Makarova også måtte trække sig inden kampen med sygdom. Hun møder i sin kvartfinale tyskeren Angelique Kerber, der vandt sin 3. runde kamp over Lara Arruabarrena med 6-3, 6-0.