Bookmakerne troede ikke på Caroline Wozniacki før semifinalen mod Halep. I finalen har de hende som favorit mod Angelique Kerber
Hverken Bet365, Unibet eller den velrenomerede tennisskribent Matt Cronin tillagde Caroline Wozniacki de store chancer inden lørdagens semifinale mod Simona Halep, hvilket formentlig er endnu et eksempel på den manglende anerkendelse eller undervurdering af Carolines kvaliteter, når spillet vel at mærke fungerer for danskeren.
Caroline havde ellers “advaret” omgivelserne på forhånd, da hun i de 2 forudgående kampe til fulde viste, at hun omsider igen udstråler både spilleglæde og selvtillid, og især har vist at timingen og præcisionen er helt på plads igen.
Når man dertil husker, hvilket niveau Caroline præsterede i sin comeback periode i 2014, hvor hun bl.a. var i finalen ved US Open, og ikke mindst ved WTA slutspillet i Singapore, burde det ikke være den store overraskelse for hverken bookmakere eller Matt Cronin, at Simona Halep ville få umådeligt svært ved at vinde, selvom hun hidtil har gjort det fremragende i denne sæson – og fuldt berettiget og fortjent kan overtage 2. pladsen på ranglisten på mandag.
Sejren over Halep i semifinalen er dog ikke gået ubemærket hen hos bookmakerne, som inden finalen har Caroline som favorit mod Kerber (Bet365: 1.72 vs. 2.10 – Unibet: 1.81 vs. 2.00).
Spørgsmålet er dog, om fifty-fifty havde været mere på sin plads, da Kerber ligesom Caroline har valgt at finde storformen frem tidligt på grus-sæsonen.
Kerber har efter at være konstant inventar på top 10 listen været inde i en periode, hvor hverken spillet eller resultaterne har været prangende, og hun har ofte lignet en søvngænger, som hellere ville være et andet sted end på tennisbanen, men efter titlen forleden i årets første grus-turnering i Charleston er hun tilsyneladende igen helt tilbage på sit absolutte topniveau.
På hjemmebanen i Stuttgart har Kerber vist spil af meget høj klasse, hvilket bl.a. gik ud over sidste års vinder, Maria Sharapova, som blev slidt op i 3 sæt, og i næste kamp var ranglistens no. 8, Ekaterina Makarova chanceløs.
Der er næppe tvivl om, at Kerber vil være topmotiveret og kæmpe som en besat for at tage titlen i Stuttgart, hvor hjemme-publikummet vil bakke hende op 100%, og derfor skal Caroline uden tvivl helt op på sit højeste niveau for at have en chance.
Til Kerbers fordel taler desuden, at hun vandt sin semifinale relativt enkelt, mens Caroline måtte gennem en marathon-dyst på næsten 3. timer. Selvom Caroline er i marathon-form, kan det alligevel også risikere at få betydning, hvis hun igen skal ud i en opslidende kamp.
Finalen bliver ikke vist på TV3 Sport 2, som sender Premier Legaue foldbold, men den kan i stedet følges på TV3+.
TV3 Sport har ellers hidtil altid afvist at tenniskampe kunne flyttes til andre af TV3s kanaler, når der var sammenfaldt med anden live-sport, så der skal herfra lyde anerkendelse for, at man omsider har forladt den holdning.
Finalen bliver derudover vist på C More Tennis og Tennistv.com
ATP finaler i Bucharest og Barcelona
Søndagen byder desuden på 2 ATP finaler
Kl. 1230 vises finalen ved ATP 250 Bucharest mellem 7. seedede (46) Jiri Vesely (CZE) mod 5. seedede (33) Guillermo Garcia-Lopez (ESP).
Kampen kan følges på C More Extreme og Tennistv.com
Kl. 1730 gælder det finalen ved ATP 500 Barcelona mellem 1. seedede (4) Kei Nishikori (JPN) og (62) Pablo Andujar.
Kampen vises på C More Tennis og Tennistv.com