Den tunesiske top-100 spiller Malek Jaziri kæmper ikke blot mod tendensen der viser at afrikanske spillere i international toptennis er en sjældenhed. Han er også i direkte infight mod magthaverne i hjemlandet, der ønsker at bruge ham til at sende politiske budskaber til det internationale samfund.
Han havde styr på sagerne, første sæt var netop blevet vundet 6-3 med et dobbelt servegennembrud, da det skete – igen. Ud af det blå gik Malek Jaziri over mod Denis Istomin fra Uzbekistan for at sige tak for kampen, en kamp Istomin sekunder forinden havde mere end svært ved at se sig som vinder af.
Der gik længe inden de franske journalister havde de kritiske spørgsmål klar til Malek Jaziri, der angiveligt var skadet og ikke kunne fortsætte kampen. Til trods for han blev tilset af en fysioterapeut på banen og alt foregik efter bogen, så ville de franske journalister alligevel gerne spørge tuneseren ind til episoden.
Det var allerede inden de to spillere gik på banen til første runde af ATP-turneringen i Montpellier i starten af februar måned klart, at vinderen i anden runde ville stå overfor israeleren Dudi Sela. Netop det at Sela er israeler er åbenbart et stort problem for lederne i Malek Jaziris hjemland, Tunesien. I 2013, før Jaziri spillede sig ind i top-100 og blev fast inventar på ATP-touren, var der opstået problemer.
Inden en kamp ved en challengerturnering i Taskhent, Uzbekistan havde Jaziri trukket sig, da modstanderen var Amir Weintraub fra Israel. Undersøgelser af omstændighederne førte til, at Tunesien blev udelukket fra Davis Cup i 2014, men Jaziri personligt blev ikke straffet, da de internationale tennisorganisationer vurderede, at han handlede under pres fra hjemlige myndigheder.
Som challengerspiller og udenfor verdens top-100 kan det være svært at få dagligdagen som tennisspiller til at hænge sammen rent økonomisk. Derfor var Jaziri i 2013 i nogen grad fortsat afhængig af støtte, blandt andet fra det tunesiske tennisforbund, for at kunne fortsætte jagten på succes i international tennis. 2014, hvor Jaziri kunne se bort fra forpligtelser til landsholdstennis, blev en stor succes for den tunesiske tennisspiller.
Hele fem gange spillede han sig ind i ATP-turneringer via kvalifikationen og han sluttede året som den første tunesiske tennisspiller nogensinde i top-100. En stime han fortsatte ind i 2015, hvor han ved Australian Open nåede tredje runde og efterfølgende opnåede en aktuel højeste placering som nummer 65 i verden i en alder af 31 år.
Alene i årets første to måneder har Jaziri tjent 750.000 kroner i præmiepenge og behøver ikke på samme måde skele mod støtte hjemmefra for at få tingene til at hænge sammen.
Telefon virker ikke
Derfor pegede pilen også i højere grad mod Jaziri selv, da han pludselig blev skadet og trak sig i kampen mod Denis Istomin i Montpellier. Han havde dog svar på tiltale, da de franske journalister udbad sig svar på, hvordan man det ene øjeblik kan vinde et sæt 6-3 med dobbelt break for så det næste ikke at kunne spille videre.
[quote_box_center]“Jeg har lidt smerter i armen. Der venter mig mange store turneringer i Memphis, Dubai, Indian Wells og Miami lige om lidt. Det vil være dumt at fortsætte her, for så at være skadet til dem. Men jeg kan love det helt og aldeles er min egen beslutning. Min telefon er i stykker, så jeg har slet ikke været i kontakt med nogen hjemmefra, hvis i skulle tro det,” forklarede Jaziri efter kampen og forsøgte at tale konflikten ned.[/quote_box_center]
Til trods for alle ting var forløbet efter bogen, så har ATP truffet beslutning om at undersøge sagen.
[quote_box_center]“Alt er forløbet efter bogen. Men på grund af Malek Jaziris historik, så har vi valgt at indlede en undersøgelse af de nærmere omstændigheder om kampen,” skrev ATP i en erklæring.[/quote_box_center]
Selvom Malek Jaziri ved tilfældet i 2013 ikke kunne klandres, da han var under stærkt pres fra hjemlige politikere, så må han alligevel have lært af hele episoden. Derudover har tuneserens store succes betydet, at der naturligt er større fokus på kampene han spiller, da de ikke foregår på sekundært niveau.
Med flere israelske spillere på ATP-touren, så virker det højst usandsynligt at Malek Jaziri i fremtiden helt kan undgå at komme i nærheden af et opgør mod endnu en israelsk spiller.
Uagtet hvilket udfald ATP´s undersøgelse kommer frem til, så virker det besynderligt at Jaziri trækker sig fra det der ligner en sikker sejr for at rejse direkte til USA og forberede sig til næste uges turnering.
Når en spiller er ude af stand til selv at skrabe tilstrækkelige præmiepenge sammen, så kan man til en hvis grad forstå, at vedkommende kan være påvirkelig fra udefra kommende faktorer.
Men når man, som Jaziri, allerede har erfaret, hvad der sker når man blander sport og politik, så bør man kunne forvente tuneseren selv tager ansvar.
ITF og ATP vil meget nødigt set Jaziri forsvinde via en straf, da der så kun vil være en afrikaner tilbage i top-100. Men for sportens troværdighed og uafhængighed er det vigtigt, at der sendes et stærkt signal om at diskrimination på grund af religion på ingen måde tolereres i tennissporten.