Et par træningsture med for få tilmeldte skabte mulighed for at Birkerød, HVT og Fruens Bøge gik sammen og skabte en anderledes tennistur med fokus på meget andet end forhånd og baghånd. Et bevis på at fremtiden i dansk tennis ligger i andet end elite mener en af arrangørerne.
[quote_box_center]“Jeg har været på mange træningslejre med klubben, faktisk kan jeg vel ikke rigtig huske hvor mange. Men aldrig har jeg oplevet noget så fedt som denne. Alle har fået nye venner og skabt stærke sociale relationer,” forklarer en begejstret Karina Ildor Jacobsgaard. ”Og så sørgede turarrangøren HH Sport for en helt igennem vellykket tur”.[/quote_box_center]
Ordene vægter stærkt fra en person, der for mange nærmest er synonym med dansk tennis. Først som spiller og mangedobbelt Danmarksmester og siden som træner i både Dansk Tennis Forbund, KB og aktuelt som klubmannager hos HVT.
Netop hendes brede kontaktflade til andre danske tennisklubbers og deres trænere var basis for årets træningstur til Tyrkiet kom i stand. I første omgang var der ellers ikke basis for at klubberne på vanlig solomanér kunne få tingene til at hænge sammen rent økonomisk.
At klubberne tager afsted på træningsture til Tyrkiet og andre sydlige destinationer har været en tradition i efterhånden mange år. Selvom destinationerne ofte er de samme og klubberne endda træner på samme anlæg har det været småt med at arrangere ture i fællesskab.
En træningskamp mod en anden dansk klub kunne det måske blive til, men det rent organisatoriske og træningsmæssige har været skarpt opdelt. Derfor var det i høj grad nyskabende, da trænere fra de tre klubber gik sammen og varetog træningen af alle spillere i fællesskab.
[quote_box_center]“Det var helt nyt, så selvfølgelig var vi spændte på det hele. Men der gik ikke længe inden vi kunne se, hvor fedt det var. Børnene fik spillet på kryds og tværs med andre, end dem de normalt træner med i klubberne. Derudover fik de input fra alle trænere, også dem der ikke er deres klubtræner i det daglige. Det giver inspiration og adspredelse. Hvis du bare spiller med dine normale træningskammerater med samme træner, bare i Tyrkiet, hvad er så forskellen?, “ spørger Karina Ildor Jacobsgaard retorisk.[/quote_box_center]
For at de unge kunne komme ind på hinanden socialt og glemme, hvem der til dagligt var klubkammerater lavede man en række hold. Her blev spillerne inddelt på tværs af køn, niveau og alder. Der blev så samlet point i alt fra at fedte for trænerne til at have orden på værelserne.
Netop værelserne var et andet omdrejningspunkt for turen. Her mixede man også på tværs af klubskel, så børnene pludselig blev værelseskammerater med jævnaldrende de normalt kun møder som modstandere til turneringer.
Konsekvent linje
At ændre på måden at arrangere træningslejre på er ikke altid lige let. Derfor var kommunikationen forud og under turen også i højsædet. 38 spillere, 9 forældre og 5 trænere var sammensætningen på turen.
Udfordringen var blandt andet at få forklaret forældrerne, hvorfor deres poder ikke skulle bo på værelse med deres bedste kammerat fra klubben, samt hvorfor forældrene ikke skulle hænge op af hegnet på træningsbanen, men faktisk skulle holde sig helt væk.
Der gik dog ikke lang tid inden spørgsmålene forsvandt, da både forældre og børn lynhurtigt kunne fornemme, hvad den anderledes tilgang til turen fra trænerne betød for stemningen.
[quote_box_center]“Der blev lynhurtigt knyttet venskaber på kryds og tværs af klubberne. Det skete netop fordi de løb ind og ud af hinandens værelser. Det var en af ambitionerne for os på den her tur, at skabe sociale vedvarende relationer for de unge. Så betyder det mindre, hvor meget de træner forhånd og baghånd.
For langt størstedelen af de danske ungdomsspillere bliver tennis aldrig til en levevej. Derfor handler det om at få skabt sociale relationer og knyttet stærke bånd i sporten, så de ikke forlader den, når de bliver 18 og der er fester og skole der skal passes,” siger Karina Ildor Jacobsgaard.[/quote_box_center]
Netop fordi der var deltagelse af spillere fra både Øst og Vest-Danmark håber hun at spillerne kan udnytte de nye venskaber, når de skal til turnering i andre dele af landet. Bo ved hinanden på kryds og tværs, så det at spille individuelle turneringer ikke kun bliver at spille kamp, men i langt højere grad også bliver en social oplevelse.
Med mange års erfaring som både træner og spiller er Karina Ildor Jacobsgaard dog også godt klar over, at en enkelt tur ikke gør det alene. Hun håber dog at de gode oplevelser kan være med til at skabe mere fokus på at gøre samarbejde på tværs af klubber til en norm nærmere end en undtagelse. Hun indrømmer dog blankt, at det er en udfordring.
[quote_box_center]“Som træner skal du være ekstremt god til at forklare dig, når du skaber nye tiltag som den tur vi arrangerede til Tyrkiet. Vi havde mange bekymrede henvendelser inden turen, hvilket er meget typisk for den tilgang vi ofte har i dansk tennis. Vi er berøringsangste for at ændre på ting, det bør vi ikke være.
Hovedparten af børnene i dansk tennis bliver aldrig store stjerner på ATP- eller WTA-touren, så hvorfor skal vi behandle dem som små stjerner? Selvfølgelig skal de lære at spille tennis, men det behøver ikke udelukke, at vi har det sjovt og knytter venskaber på kryds og tværs,” forklarer Karina Ildor Jacobsgaard.[/quote_box_center]