Foran et entusiastisk og medlevende publikum sikrede Danmark sig oprykning til Europa/Afrika gruppe 1 i Davis Cup ved at besejre Moldova med 3-2. Det blev afgjort da jurastuderende Martin Pedersen i en intens og hæsblæsende femsæts match slog Maxim Dubarenco med 3-6,7-6(1),6-4,3-6,7-5. Det var nøjagtig så tæt som cifrene antyder.

Moldova var favorit

Moldova kom til Davis Cup kampen som favoritter. Deres førstesingle, Radu Albot kom til Kolding som nr. 187 på verdensranglisten og andensinglen, Maxim Dubarenco var nr. 387 på verdensranglisten da matchen blev spillet.

Derimod var Danmarks førstesingle Frederik Løchte Nielsen placeret som nr. 658 på verdensranglisten og Martin Pedersen som nr. 758. og som nævnt tidligere spiller han slet ikke tennis på fuld tid, men studerer jura.

Danmark havde valgt at spille på det ekstremt hurtige underlag i Bramdrupdam Hallerne i Kolding for at udjævne forskellen. Det er hjemmeholdets fordel, at man har lov at vælge underlaget.

Moldova – Europas fattigste land

Radu Albot og Maxim Dubarenco kommer fra et land hvor der er udbredt fattigdom. Statistikkerne afslører at det rent faktisk er Europas fattigste land. Landet har lidt under 3,6 millioner indbyggere og har ingen nogen nævneværdig industri og dog.

Vinproduktion er meget stort i Moldova og udover den imponerende produktion så har de verdens største vinkælder, Milestii Mici. Gangene i vinkælderen er hele 200 km lange, det er dog kun de 55 km der er i brug. Det er uanset hvad verdensrekord.

Vinkælderen indeholder 2 millioner flasker vin, hvilket også er verdensrekord. Mon ikke det fattige land gerne ville have vundet Davis Cup matchen og dermed kunne vise sig selv og deres spændende og fremragende vinproduktion frem. Men det satte Danmark altså en stopper for.

Radu Albot – matchens bedste spiller

Moldovas bedste spiller, Radu Albot kom til Kolding med selvtilliden tanket op. Han havde netop spillet sig gennem kvalifikationen til US Open og selvom han tabte i første runde til en seedet spiller, så har det uden tvivl givet ham et positivt boost.

Han skrev samtidig moldovisk historie idet han var den første moldoviske tennisspiller der spillede i hovedturneringen i en grand slam turnering. Hans kælenavn er ”machine” og det beskriver meget godt hans spil.

Han spiller taktisk klogt fra baglinien og laver ikke ret mange fejl. Han er meget let til bens og bevæger sig klogt på banen. Hans kondition virker nærmest fænomenal og man havde indtrykket af at han kunne løbet de 200 km i vinkælderen hjemme i Moldova uden ophold.

Det fik Martin Pedersen at mærke i den første kamp fredag. Martin fik ikke helt sin førsteserv til at fungere og Radu Albot pillede klogt danskerens spil fra hinanden og han vandt ubesværet 7-5,6-3,6-2. I søndagens første kamp mod Frederik Løchte Nielsen var der næsten tale om en gentagelse.

Løchte nielsen servede ikke optimalt og Radu Albot spillede igen med en meget lav fejlprocent og vandt forholdsvis ubesværet 7-5,6-3,6-3. Begge de danske spillere var naturligt nok utilfredse med deres præstation efter kampene mod Radu Albot.

Og på en rigtig god dag kunne de måske have vundet over ham. Men han spiller utrolig konstant med et meget højt bundniveau, så hans sejre kan der ikke pilles ved. Han var fortjent matchens bedste spiller.

Dansk verdensklasse i doublen

I den sidste singlekamp fredag havde Frederik Løchte Nielsen slået Moldovas andensingle Maxim Dubarenco med 6-2,6-2,6-3 og den danske double osede af selvtillid straks fra starten af kampen. Sammen med Thomas Kromann fandt Frederik Løchte Nielsen storspillet frem mod Radu Albot og Maxim Dubarenco.

Danskerne var bedst fortrolig med underlaget og konsekvent hurtigt over boldene. Og så servede begge danskere virkelig godt. Specielt var det overraskende at Thomas Kromann fulgte med på det meget høje doubleniveau som Frederik Løchte Nielsen er kendt for at have. Kampen blev aldrig rigtig spændende.

“En 2-1 føring må ikke blive en sovepude.” – Kenneth Carlsen

Dertil var danskerne alt for suveræne og de vandt til stor jubel med 6-2,6-4,6-4. Thomas Kromann fortalte efter kampen at doubletriumfen var resultatet af en intensivt træningsindsats der startede 2 ½ måned før Davis Cup matchen. I den periode havde Thomas Kromann og Martin Pedersen (som til daglig er klubkammerater i KB) to daglige træningspas for at være helt skarpe til Davis Cup.

Thomas Kromann er ligesom Martin Pedersen studerende og spiller altså ikke tennis på fuld tid. Efter kampen boblede det danske hold af optimisme, selvom holdkaptajn Kenneth Carlsen advarede: ”En 2-1 føring må ikke blive en sovepude.”

Dramaet der endte i dansk triumf

Som nævnt tidligere tabte Frederik Løchte Nielsen i søndagens første single til Radu Albot og der var udlignet til 2-2. Nu var det op til amatøren Martin Pedersen. Men i starten af kampen var der ikke meget der tydede på dansk triumf.

Maxim Dubarenco startede som lyn og torden og på ingen tid var han foran 3-0 i første sæt. Selvom Martin Pedersen stille og roligt arbejdede sig ind i kampen kunne han ikke hindre Dubarenco i at vinde sættet 6-3. Det så også ud til at gå skidt i andet sæt, da Dubarenco brød til 6-5 og nu ”bare” skulle serve andet sæt hjem. Men Martin Pedersen hev storspillet frem og han brød tilbage.

Break bolden var kampens smukkeste duel, måske hele matchens. Martin fik momentum og vandt tiebreaken 7-1 og tredje sæt 6-4. I starten af fjerde sæt så Martin Pedersen træt ud og han tabte sættet med 3-6. Hvad der skete mellem fjerde og femte sæt er svært at forklare.

Martin Pedersen kom ud til det afgørende sæt med frisk bluse og frisk spil og førte hurtigt 4-1 og alle troede nu at triumfen ville komme i hus. Det var ikke lige planen fra Dubarenco’s side. Den unge moldover bryder tilbage og udligner til 4-4, det bliver også 5-5.

“Jeg ved faktisk ikke hvad der skete i de sidste partier, men det var godt at jeg vandt.” – Martin Pedersen

Martin Pedersen virker så træt at man aner katastrofen. Med stort besvær holder han serv til 6-5. Den dødtrætte dansker finder nogle kræfter frem og i en uvirkelig afslutning fighter han sejren hjem, 7-5 i femte sæt.

Da TennisAvisens reporter skulle interviewe Martin Pedersen bagefter, spurgte han om ikke han måtte sidde ned til interviewet. Han var for træt til at stå op. ”Jeg ved faktisk ikke hvad der skete i de sidste partier, men det var godt at jeg vandt.”

Det danske hold havde leveret en ny fantastisk præstation. Det virker som det danske kollektiv altid leverer noget særligt i Davis Cup.

Resultatet betyder at Danmark som nyoprykker i Europa/Afrika gruppe 1 kan møde eksempelvis Spanien der måtte lide den tort at rykke ned efter nederlag til Brasilien. Det bliver spændende for både holdet og publikum.

Forrige artikelNapa Valley Challenger: Løchte tabte efter flot indsats
Næste artikelWTA Wuhan: Caroline Wozniacki i kvartfinale efter opvisning
Ralph Elm Hansen
Ralph Elm Hansen er inkarneret tennisnørd og har mange års erfaring som tennisskribent. Han har tidligere drevet et af Danmarks mest seriøse tennissites, Tenaro, og har været med i redaktionen på Tennissporten.dk.