Det lykkedes ikke for Frederik Løchte at fremtvinge et afgørende sæt, da 3 sætbolde ikke blev udnyttet i 2. sæt
31. årige Rajeev Ram (USA), der er no. 147 på ATP-ranglisten, vandt for et par uger siden $100.000 turneringen i Guadalajara i Mexico, og han fik en god start, da han i 1. runde ved ATP Challenger turneringen Aegon Manchester Trophy mødte 4. seedede no. 95 Ruben Bemelmanns (BEL), som han besejrede 6-4, 6-4.
I 2. runde skulle hans jævnaldrende modstander Frederik Løchte forsøge at stoppe sejrsstimen på 6 forudgående sejre, men efter at have holdt serv de 2 første gange i 1. sæt, blev Frederik efterfølgende brudt 2 gange, og han tabte derved sættet 2-6.
2. sæt blev mere jævnbyrdigt, og det måtte afgøres i en tiebreak, hvor Frederik tog teten fra start og bragte sig foran både 4-1, 5-2 og han havde kort efter 3 sætbolde ved stillingen 6-3, hvor modstanderen skulle serve.
Et par gode server forhindrede, at Frederik kunne tage sættet i modstanderens serv, og ved 6-5 i egen serv satte Frederik en glimrende 1. serv helt ude i hjørnet. Returneringen blev sat kort på tværs, hvor Frederik havde god tid til at angribe bolden, som blev sat longline til forhånden. Dog manglede den lidt i både fart og dybde, og Rajeev fik godt “ram” på den og fik med forhånden returneret bolden på tværs i fødderne på Frederik, som ikke kunne få sin flugtning over nettet.
Noget lignende skete ved 6-6 på Frederiks næste 1. serv, som også blev returneret kort. Frederiks efterfølgende angrebs-slag blev ligeledes returneret på tværs i fødderne, hvor Frederik blev presset til en defensiv flugtning, som førte frem til et passer-slag, og der var dermed matchbold, der straks blev udnyttet efter en god serv, som Frederik returnerede lidt for langt.
Kampen kan genses herunder