Lørdagens kampe i Elitedivisionens tre puljer gav de ventede resultater
I pulje 1 vandt KB komfortabelt over Esbjerg med 6-0, og holdet fra Frederiksberg står, uanset modstanderne i mellemspillet, som næsten sikker på at nå slutspillet. Esbjerg vil i mellemspillet til gengæld blive stærkt udfordret af de kvalificerede hold fra de to andre puljer.
Gentofte og Birkerød delte pointene i deres kamp, 3-3 endte kampen og det kan Gentofte være mest tilfreds med. De tre kampe Gentofte vandt var alle med mindst mulige margin, nemlig med afgørelse i Match Tiebreak; i den afsluttende double måtte rutinerede Eva Dyrberg hjælpe med at hive en 16-14!! afgørelse hjem i Match Tiebreaken.
I pulje 2 spillede Hvidovre og HRT uafgjort i topopgøret, og dermed tager begge hold 3 point med over i mellemspillet. Begge hold var i meget stærke opstillinger, og vil uden tvivl skabe spænding i mellemspillet. Lyngby vandt i den anden kamp med 5-1 over ATK, hvilket giver Lyngby 5 point til nedrykningspuljen, mens ATK må nøjes med et enkelt point.
I pulje 3 var der topopgør i Hellerup, da HIK tørnede sammen med Fruens Bøge. HIK vandt 4-2 og det var kun i de to kampe, som Emma A. Henriksen deltog i at udeholdet hentede point; Emma vandt sin førstesingle over Cecilie Melsted, samt førstedoublen med Camilla Flintholm over Melsted/Alipieva. De øvrige kampe tog HIK hjem med sikker margin. Begge hold skal spille mellemspil.
I den anden kamp vandt Holte 4-2 over Skovbakken, og tager dermed 4 point med i nedrykningspuljen, mens Skovbakken tager 2 point med. Frederikke Uhrskov Støchkel vandt sin treeje kamp som førstesingle i puljen – godt gået.