Trods nederlag i 3 puljekampe har de danske U12 piger lært en masse om, hvad der kræves for at begå sig på internationalt topniveau. Turen sluttede med sportslig succes og sejr i den sidste kamp

Efter nederlag i de 3 indledende puljekampe ved  EM-kval 2015 Tennis Europe Nations Challenge G12 i Haren, Holland spillede Danmark søndag Play-off kamp mod Cypern, der ligesom Danmark var no. 4 i deres indledende pulje.

Coach Alexander Rejnhold havde inden kampen optimistiske forventninger om dansk sejr, ikke mindst fordi pigerne i den sidste kamp mod puljens bedste hold, Belgien havde vist spillemæssige fremskridt.

De gode takter fortsatte mod Cypern, og det blev til en sikker dansk sejr efter disse resultater
WS2: Johanne Christine Svendsen vs. Daphney Koutsofta 6-3, 6-1
WS1: Sille Larsen vs. Fatma Kayol 6-2, 6-1
WD: Victoria Ilena Andersen/Sille Larsen vs. Maria Constantinou/Fatma Kayol 6-2, 5-7, 3-0 Ret’d

Efter hjemkomsten, som blev meget sent på grund af kø, har Alexander fremsendt en række kommentarer, som indledes med at vejret var godt, så der kunne spilles udendørs.
Om Johannes kamp fortæller han

“Johanne starter ud med 2. Single, og er nervøs. Hun spiller sig varm, og nervøsiteten ryger ud af kroppen.
Dejligt at se Johanne finde sit bedste frem! Når Johanne er ovenpå, kan hun spille rigtig god tennis. Fedt!”

Sille har som 1. single haft “Urias-posten” mod de øvrige nationers bedste, og trods en god indsats blev det til 0-6, 0-6 nederlag i de 2 første kampe, men mod Belgien fik hun som nævnt løftet spillet, og gav god modstand.
I kampen mod Cypern var det Sille, som havde bedst kontrol over begivenhederne, som Alexanders anerkendende kommentarer bekræfter

“Hun er ovenpå fra starten, er rolig på banen og følger game-planen. Hun kommer hurtigt foran 5-0. Hun falder derefter lidt ned i tempo, tager for let på det og lader modstanderen reducere til 5-2. Sille finder tændingen igen efter sidebyttet og vinder 1. sæt 6-2.
2. Sæt starter tæt ud, og de følges ad til 3-3. Derefter tager Sille sig sammen, bygger pointene flot op, og vinder 6-3.
Sille styrede spillet flot, hun holdt niveauet højt i løbet af kampen. Fortjent sejr!”

Alexander fortæller endvidere, at Victoria og Sille spillede en flot double, hvor Cypern kæmpede alt hvad de kunne, indtil de trak sig på grund af en skade ved 3-0 til Danmark i 3. sæt.

Dermed vandt pigerne 3-0 efter en rigtig god og koncentreret indsats, hvor de beviste deres potentiale, hvilket både Alexander og pigerne er meget tilfredse med.
Alexander har disse afsluttende bemærkninger om turen

“Set over hele turen, har den været lærerig for pigerne. De har lært meget af at være på tur. Især vigtigheden i, at alt det der forgår udenfor banen – søvn, mad, opførsel osv. – er uhyre vigtig for en god præstation på disse ture.
Jeg har været helt ærlig overfor pigerne på denne her tur, hvad det kræver, hvad de gør godt, og hvad de skal hjem at arbejde videre på.”

 

Forrige artikelITF Tampere: Karen Barbat forsvarer finale-point fra København
Næste artikelATP Challenger Lexington: Løchte ude af kval på Livestream i double kl. 2030
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.