Trods gode takter tabte Rebekka La Cour Hillingsø 1. sæt, men hun fik alligevel vendt skuden og er videre til kvartfinalen. Desuden er hun i semifinale i double

Resultatmæssigt er Rebekka La Cour Hillingsø kommet bedre i gang i den 2. uge i Zimbabwe, hvor hun deltager i Grade 4 turneringen ITF South/Central Circuit 2 i Harare, hvor hun efter 2 sejre i både single og double er i henholdsvis kvartfinale i single og semifinale i double.

Adam Blicher fortæller fra Zimbabwe, at Rebekka kan tage meget med fra onsdagens kamp, da hun i 2. runde vandt 2-6, 6-2, 6-3 over (723) Ghita Benhadi (MAR).
Rebekka  gjorde mange ting rigtigt i starten af kampen, men hun kom alligevel bagud 2-3.
Det manglende resultatmæssige udbytte fik Rebekka til at miste overblikket lidt, hvorved hun taber de næste 3 partier og sættet 2-6.

Her fortæller Adam om fortsættelsen af kampen

“Fra starten af 2. Sæt gjorde Rebekka stadigvæk alle de gode ting og øgede sit niveau en lille smule kombineret med, at den anden gik lidt ned i niveau, og lige pludselig havde Rebekka 4-2 uden at have spillet helt fænomenalt.”

Herefter følger en periode, hvor Rebekka spiller på et enormt højt niveau, som både sikrer hende 2. sæt og kort efter giver mulighed for dobbelt-break til 3-0 i 3. sæt.
Adam giver udtryk for, at man ikke kan forvente, at hun kan spille på samme niveau en hel kamp, og han fortæller om kampens videre forløb

“Lidt ud af det blå slår den anden en vinder på Rebekkas breakbold – ude af balance – som lige så godt kunne have siddet i nettet, og kampen ville have været slut. Det gjorde den ikke.
Rebekka taber partiet, men tackler det flot og vinder de 2 næste games til 4-1. Så bliver Rebekka lidt tight, og den anden hiver et par gode bolde frem og pludselig står der 4-3.”

Rebekka holdt dog hovedet koldt, og hun holdt serv i et tæt game, og derefter brød hun nemt serv og sikrede sig sejren.

Adam berører den mentale betydning, som en sådan sejr især for piger kan have for fremtidige kampe

“Specielt for piger tror jeg, at enkelte kampe kan gøre en stor forskel for fremtidig kampe, og jeg er overbevist om, at det her er én af dem.”

Måske ikke en populær vurdering blandt “feminister”, men til gengæld et befriende ærligt udsagn.

Modstanderen i kvartfinalen bliver (1277) Ciney Bekker (RSA), der vandt over (618) Rufaro Chirewa (ZIM) 6-4, 6-0

Tirsdag spillede Rebekka sin 1. kamp i double sammen med Helena Jansen Figueras (ESP), og det 2. seedede dansk-spanske par vandt i 1. runde over Yusra Hegy (EGY)/Nairuti Vyas (IND) 6-1 6-1.
I 2. runde blev det til endnu en sejr, da de vandt over Ciney Bekker/Imaan Hassim (RSA) 6-4, 6-4.

Adam fortalte efter den første kamp tirsdag, at det var en fryd at følge med fra sidelinjen og konstatere, at Rebekka viste vinder-attitude, og hun accepterede fejl og koncentrerede sig om næste bold, og han tilføjede

“Vi har arbejdet lidt på flugtningerne, hvor hun gjorde hvad vi har arbejdet med rigtig godt.
I baglinjeduellerne var hun tålmodig og viste stort overblik, og sidst – men ikke mindst – var hun en rigtig god hjælp for sin makker, som strugglede en del.
Alt indenfor egen kontrol var rigtig flot – god indsats.”

Adam havde også et par bemærkninger om selve opholdet, som er på 2. uge

“Vi kan begge godt mærke, at de “lange dage” her i uge 2 føles lidt længere, end de gjorde i uge 1, og vi er derfor meget opmærksomme på restitution, dels kost og søvn, men også social restitution fra hinanden, de andre spillere og trænere.”

Som inspiration for helt unge danske tennis-spillere nedenstående billede, som viser at unge talenter i Zimbabwe er klar over, at man skal “stå tidligt op”, hvis man vil gøre sig gældende på den internationale scene.

Forrige artikelTV Kampe onsdag: Fodbold må vige pladsen for 2. dag i træk
Næste artikelWTA: Toronto – Bencic besejrede Wozniacki i en tæt kamp (Revideret).
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.