Tirsdag var, ligesom mandag, delvis plaget af regn, men det lykkedes arrangørerne at få afviklet en del flere kampe alligevel.
Servekanonen over dem alle, den 2.11 høje Ivo Karlovic, slog ikke alene det canadiske håb og superserveren Milos Raonic ud af turneringen i to tiebreaks (7-6 (1), 7-6 (1)). Han blev samtidig den blot anden mand i historien, som har servet over 10.000 esser på ATP-touren – nu med 10.004 – kun overgået af landsmanden Goran Ivanisevic, som han endnu har små 200 esser op til.
Australske Nick Kyrgios spillede en glimrende kamp mod Fernando Verdasco, hvor begge spillere kom op med imponerende vindere. I tredje sæt var det især Kyrgios’ cross court baghånd, der gjorde udslaget i en tæt og underholdende kamp, som endte 6-3, 4-6, 6-4. Han møder Stanislas Wawrinka i 2. runde.
Grigor Dimitrov trak det længste strå mod en volatil Alexandr Dolgopolov, som blev brudt, da han servede for andet sæt – siden tabte han både sættet og kampen 4-6, 5-7.
Sydamerikanske Kevin Anderson røg for anden uge i træk ud i første runde, denne gang mod Lukas Rosol, som overvandt Anderson i to tiebreaks.
Derudover var Novak Djokovic som ventet for stærk mod Thomas Belucci, som dog pressede verdensetteren ud i en tiebreak i andet sæt, 6-3, 7-6 (4).
Ligeledes formåede den forsvarende mester Jo Wilfried Tsonga at holde Borna Coric stangen med en 6-4, 6-4 sejr. Coric gjorde det ellers fint et langt stykke ind i første sæt, men et enkelt løst serveparti til sidst var nok til at give Tsonga sættet og momentum.
Øvrige resultater kan findes her, og dagens tv-kampe kan findes her. Jeg vil især slå et slag for Wawrinka-Kyrgios, som dog desværre først spilles om efter 02.00 dansk tid.
Derudover er Sock-Dimitrov, Cilic-Tomic samt fortsættelsen af Murray-Robredo (4-4, 40-30 p.t.) heller ikke helt dumme. Hele dagens program findes her. God fornøjelse.