Spanien spiller med de bedste
Spekulationer om Spanien ville stille stærkest op i kampen mod en tennismæssig lilleput nation som Danmark, blev gjort til skamme da lodtrækningen til Davis Cup opgøret mellem Danmark og Spanien i dag blev offentliggjort; Spanien er i stærkest mulige opstilling, hvilket betyder at verdensranglistens nr. 7, Rafael Nadal og nr. 8, David Ferrer spiller i morgen fredag.
Mikael lægger ud
Efter at Martin Pedersen har meldt fra til det danske landshold, så var det åbne spørgsmål, hvem der skulle spille som toer på landsholdet efter Frederik Løchte Nielsen. Det skulle nok have været Søren Hess-Olesen, men da Søren er blevet ramt af en skade under træningen i onsdags, så har landstræner Kenneth Carlsen valgt at give unge Mikael Torpegaard chancen.
Mikael, som spiller tennis på college i USA, har tidligere været en del af landsholdstruppen, men det er første gang han skal spille på førstedagen. Og man kan roligt sige at Mikael bliver kastet for løverne i denne kamp, hvor han skal op mod en tennislegende; det må være en drøm som går i opfyldelse for den unge Lyngby-spiller – at møde et af de allerstørste tennisidoler. Må Mikael få en kæmpe oplevelse, nyde den enestående mulighed, og spille frit uden alt for mange nerver.
Frederik spiller anden kamp
Rutinerede Frederik skal spille anden kamp mod David Ferrer, men rutine og spil på absolut topniveau, vil næppe kunne ryste som Ferrer synderligt. Frederik vil nok modsat sine unge teamkolleger have lidt mere ro på nerverne, for han har stået i sådanne kampe før. Det hurtige underlag kan godt åbne nogle muligheder for Frederik, og så skal de udnyttes.
Christian ny reserve
Som ny reserve har Carlsen så indkaldt en debutant, nemlig dette års DM-finalist, 18-årige Christian Sigsgaard. En fantastisk mulighed den unge Gentofte-spiller til at hente erfaringer, få snuset til miljøet på landsholdet og opleve den intense stemning der er i forbindelse med en sådan landskamp.
Det danske hold har vel aldrig været så undertippet i en kamp som det er tilfældet i det her opgør. Og det er med god grund. Danskernes placering på verdensranglisten, Frederik nr. 356 og Mikael som nr. 909, indikerer an klasseforskel af dimensioner. Alt andet end en meget klar sejr til spanierne vil være en sensation, og for de danske spillere er målet nok ikke at sejre, men at levere en indsats som tvinger spanierne til at spille tennis på højt niveau.
Double om lørdagen
Doublen om lørdagen er der hvor det danske hold har størst mulighed for at give modstand.; Frederik og Thomas har før leveret spil af høj international klasse, og selvom det spanske par er stærkt, så har vi lov at tro på en lidt mere jævnbyrdig kamp.
Vi skal selvfølgelig håbe på et mirakel af det danske hold, men vi må nok indstille os på en klar spansk sejr og så forhåbentlig en skøn tennismæssig oplevelse.
Uanset hvilket scenarie der tegner sig i morgen, så får de danske drenge stor opbakning fra over 2.200 tilskuere i en totalt udsolgt hal i Odense
Miakel Torpegaard lægger ud mod Rafael Nadal i morgen kl. 16.00