I sidste uge optjente Frederikke Svarre sit første point til WTA-ranglisten, da hun kom med på afbud i hovedturneringen i en $10.000 turnering i Santa Margherita di Pula, hvor hun vandt i 1. runde.
I denne uge har Frederikke fået wildcard til endnu en tilsvarende turnering samme sted, og denne gang blev lodtrækningen noget sværere, da hun allerede i 1. runde mødte en seedet spiller, som er 5. seedede no. 535 Bianca Turati (ITA).
Frederikke fulgte nogenlunde med i 1. sæt, som hun dog tabte 3-6.
I 2. sæt blev Frederikke brudt fra start, da modstanderen udnyttede sin 3. break-mulighed i det første parti.
Frederikke fik dog 3 chancer for at bryde tilbage med det samme, da hun førte 40-0, men alle 3 muligheder blev afværget, hvorefter Frederikke også blev brudt til 0-3 i et parti, hvor hun var med til 40-40.
Derefter var kampen reelt afgjort, og italieneren vandt 6-3, 6-0.