En aktivistisk strategi gjorde ikke alene Fruens Bøge til årets tennisklub i 2014, det har også gjort klubben fra Odense til noget så sjældent som en klub i vækst medlemsmæssigt.
Mens medlemstallet rasler ned hos Dansk Tennis Forbund, så kan man notere sig så pæn fremgang hos Fruens Bøge Tennisklub, at man nu kan kalde sig den største klub i Vestdanmark. Klubben, der er placeret i den sydvestlige del af Odense, har i mange år været kendt som værende en hyggelig motionistklub.
Det stempel vil man gerne stadig have i klubben men ifølge formand Jan Johansen, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan have andre projekter sideløbende. Derfor startede man for efterhånden en håndfuld år siden et storstilet projekt, hvor man via samarbejde med områdets skoler ville forsøge at opbygge en stor ungdomsafdeling.
”Vil du have børn og unge til at melde sig ind i din forening i dagens Danmark, så kræver det et stort benarbejde. Det er ikke nok bare at lave træning og håbe på folk dukker op af sig selv, det kræver langt mere end det. Vi er heldige i vores klub at have mange engagerede og passionerede medlemmer, der gerne bruger tid på at starte nye projekter. En tidligere ansat ved skolevæsenet var vores link til at få startet skoletennis, hvor vi efterhånden har haft op mod 600 børn på besøg. Det kan vi helt sikkert mærke på vores medlemstal, da mange af børnene har fået så god en oplevelse, at de efterfølgende melder sig ind,” forklarer Jan Hansen.Historien er dog ikke udelukkende rosenrød, i Fruens Bøge oplever man også frafald i teenageårene, hvilket hovedparten af landets klubber har problemer med. Det frafald har man endnu ikke formået at komme til livs, men netop derfor fortsætter man med projekterne for børn og unge i håbet om at en stor base af unge tennisspillere vil gøre, at lidt flere fortsætter også i årene, hvor fester og kærester ofte tager tiden hos de unge.
Faciliteter i fokus
Når man satser benhårdt på at udvikle og skabe fundamentet for en ny stor medlemsgruppe kan man kommer i problemer hos klubbens eksisterende medlemmer. For selvom alle er interesseret i at have en stor, stærk og sund klub, så kan det også have sine udfordringer.
I takt med medlemstallet steg og børnene begyndte at fylde mere i klubben voksede bekymringerne hos nogle motionister, der ikke længere kunne vælge helt så frit mellem banetimerne som tidligere.
Klubben kunne se, at tendensen med flere unge ville fortsætte, hvilket fik bestyrelsen til at igangsætte og udføre etableringen af en fem ekstra udendørsbaner.
Kombineret med den nye fælles tennishal i Odense med seks baner skabte de ro omring rammerne for klubben og ikke mindst klubbens videre udvikling.
”Det handler først og fremmest om, at alle føler sig velkomne hver gang de kommer i klubben, at vi bevarer den gode stemning. Det gør man i høj grad, hvis man forsøger at skabe en rød tråd, en fælles identitet på tværs af de forskellige medlemsgrupper der er. Vi forsøger at gøre det ved at invitere på pølser og øl, når førsteholdet spiller hjemme. Derudover har vi ture til vores venskabsklub i Tyskland, hvor både juniorer og motionister deltager. Det er den slags små arrangementer der er vigtige, da det skaber en fælles identitet, og dermed også øget forståelse for, at forskellige medlemsgrupper har forskellige behov,” forklarer Jan Hansen.Det nyeste tiltag i bestræbelserne på at fortsætte de gode tendenser er ansættelsen af den erfarne træner Simon Dahl Verner. På fuld tid skal Kertemindeknægten forsøge at fortsætte den rivende udvikling klubben har været inde i.
Udover eliten er tanken at Verner skal være en samlende figur i klubben, det vil sige han også skal træne motionister og ikke udelukkende have fokus på elite. Endnu en måde at forsøge at skabe en rød tråd i klubben med fælles fokus og forståelse i højsædet.
Giv de unge ansvar
Udover ansættelsen af Simon Dahl Verner har man med en stor ungdomsafdeling en konstant udfordring med at have kvalificerede trænere på samtlige træningstimer. En del af løsningen på den udfordring er samtidig Jan Johansens bedste bud på, hvordan man bevarer teenagere og ungseniorer i tennissporten og ikke bare lader dem forsvinde helt ud.
”De unge skal i en tidlig alder have en ansvarsfølelse, de skal fornemme at der bliver forventet noget af dem. Hvis vi giver dem et trænerkursus, så de kan varetage undervisning, så har de pludselig en helt anden indgangsvinkel til tennis, end det selv at spille, som de ofte er kørt lidt trætte i efter mange juniorår. Nu kan de lære fra sig, hvilket i sig selv kan være udviklende. De kan samtidig tjene lidt penge til tøj og andet godt, og for sporten er det godt, for hvem ved om lysten til selv at spille melder sig igen? Chancen er i hvert fald større, hvis man sørger for de fortsat har kontakt med sporten,” slutter Jan Hansen.I næste nummer af Tennisavisen sætter vi fokus på klubbens nye træner, Simon Dahl Verner. Den tidligere ungdomslandstræner og klubtræner i Esbjerg kommer med sit bud på, hvad der skal til for at tennissporten i Danmark udvikles og ikke afvikles.