Frederik Løchte Nielsen og Johan Brunstrom vandt søndag aften deres 2. double-titel med 2 ugers mellemrum

De seneste 3 uger har været en succes-fyldt periode for den dansk-svenske double Frederik Løchte Nielsen og Johan Brunstrom, som for 2 uger siden vandt titlen ved ATP Challenger turneringen i Tiburon med finale sejr 7-6(1), 6-1 over det australske par Carsten Ball og Matt Reid.

I denne uges finale ved Challenger turneringen i Fairfield mødte de endnu en gang Carsten Ball, der denne gang havde Dustin Brown (GER) som makker.
Det tysk-australske par var seedet 1, mens Løchte/Brunstrom var seedet 2.

I 1. sæt afgav Løchte og Brunstrom kun 3 point i egen serv, til trods for at de gennem sættet kun fik ca. 45% af førsteserverne i spil.
Modstanderne havde også godt styr på serverne – dog med en enkelt undtagelse da Dustin Brown ved stillingen 2-3 trods 30-0 føring tabte sit serveparti efter sættets eneste break-mulighed.

Heller ikke i 2. sæt blev der nogen break-muligheder, indtil Frederik Løchte skulle serve ved 5-6 for at få sættet i tiebreak. En dobbeltfejl til 15-40 gav 3 sætbolde, og selvom de 2 første blev afværget til 40-40, blev sættet afgjort på deciding-point, da Løchte servede til Carsten Ball, og kampen måtte afgøres i match-tiebreak.

Løchte/Brunstrom kom bagud 0-2 efter mini-break i Brunstroms serv, men da Brown tabte begge sine server, blev det mini-break den anden vej, hvorefter Løchte holdt serv til 5-2.
Et retur-lob fra Brunstrom på Balls serv gav yderligere et mini-break, hvorefter Brunstrom holdt serv til 8-3.

Løchte returnerede derefter Browns serv ned i fødderne, så han blev presset til at flugte over baglinjen, og Løchte kunne derfor serve kampen hjem ved 9-3.
Den første matchbold blev ikke udnyttet på grund af dobbelt-fejl, men på den næste serv kunne Brunstrom ved nettet afgøre returneringen af en god serv fra Løchte, og titlen var hjemme med cifrene 6-3, 5-7, [10-5] til stor begejstring for nogle fremmødte danske tilskuere fra HIK.

Kampen og præmie-ceremonien kan genses herunder

Løchte og Brunstrom kan møde hinanden, når Danmark og Sverige spiller Davis Cup i Slagelse om et par uger.
Forinden deltager Brunstrom i Stockholm Open, hvor han dog regner med, at han kan vente til onsdag med sin første kamp.

Inden double-finalen tabte Dustin Brown finalen i single, hvor han blev besejret 6-3, 6-4 af 17-årige Taylor Harry Fritz (USA).

Også denne kamp med præmie-ceremoni kan genses på Livestream

Forrige artikelWTA: Der mangler stadig 3 til WTA finalen
Næste artikelTræningsophold: Få gode råd til planlægning af klubturen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.