Mange danske talenter har i en årrække rejst Verden rundt med Euroelite Tennis. HIK ser store fordele og har derfor indgået et formaliseret samarbejde
En af Tennisavisens intentioner er at berette om danske tennis-spillere, når de deltager i internationale turneringer. Flere af de danske talenter deltager jævnligt i turneringer, hvor de rejser med Euroelite Tennis, som derved automatisk jævnligt omtales i Tennisavisen.
EuroElite sætter tydeligvis stor pris på denne omtale, og Dave Bandelin lægger stor vægt på at bidrage med både omtaler og billeder fra turneringerne, hvilket Tennisavisens læsere kan få nytte af.
Hvad er Euroelite Tennis for en størrelse, og hvordan kan dansk tennis få gavn af, at danske talenter rejser med dem til turneringer, hvor hverken klubberne eller DTF har midler til at sørge for, at spillerne bliver ledsaget af kompetente trænere/coaches?
Man kan få en god indsigt i, hvad EuroElite handler om ved at høre interviewet herover med Dave Bandelins semiorpartner Michael Andreasson i forbindelse med et EuroElite projekt, der støttes af Bjørn Borg og hustru Patricia, som sponsorerer EuroElite Junior Tennis Development Centers.
EuroElite blev grundlagt for ca. 20 år siden i Höllviken af David Bandelin, der startede med mindre sommer-lejre, men siden da har EuroElite udviklet sig til at være en omfattende organisation, som arrangerer tennisrejser, som også omfatter andre kontinenter i både Østen og Sydamerika.
Udover førnævnte Michael Andreasson har Dave også 25-årige André Andersson som partner.
André var som 11-årig en af Dave’s elever, da han var coach i Hölvikens Tennisklub. Han udviklede sig som både spiller og coach, og han fik sin første full-time opgave som coach i Mexico hos en af Daves venner, som har Performance Tennis Academy.
Senere arbejdede André sammen med Dave i yderligere 4 år, indtil han tog imod et af mange tilbud og slog sig ned som klubtræner i Sandefjord Tennisklub i Norge.
Da han har fri i weekends, medvirker han et par gange om måneden i EuroElite camps, hvor han gør et super job.
EuroElite forsøger at lægge mest vægt på spillernes udvikling frem for at fokusere alt for meget på resultaterne, og der gøres meget ud af, at der også arrangeres træning og kampe for de spillere, som tidligt er ude af turneringerne, så alle får en god oplevelse.
HIK har indledt et formaliseret samarbejde med EuroElite
Da Tennisavisen erfarede, at HIK har indgået en samarbejds-aftale med EuroElite, blev klubbens chef-træner Morten Christensen spurgt, hvad der ligger i aftalen og om forventningerne til det.
Morten har kendt Dave Bandelin i mange år fra sin tid som elitecenter-træner, hvor flere spillere har deltaget hos EuroElite.
HIK ser det som et godt tilbud og opfordrer de spillere, som gerne vil prøve sig af internationalt, at deltage hos EuroElite under velorganiserede forhold, frem for at spillerne selv tager ud lidt hulter til bulter, da klubben ikke selv har mulighed for at ledsage spillerne til særlig mange turneringer.
Tilbuddet henvender sig primært til gruppen lige under de aller-bedste, som dog også kan have gavn af at deltage, hvilket eksempelvis Sebastian Grundtvig er et godt eksempel på.
Økonomisk har klubben ikke mulighed for at yde støtte til turene, som primært betales af spillerne selv, hvilket i praksis er forældrene.
Det er blandt andet tanken, at Dave Bandelin kommer til HIK og laver nogle clinics (samlinger) med nogle af spillerne, hvor de kan få en fornemmelse af, hvad international tennis indebærer, så de kan føle sig trygge ved at deltage.
Morten pointerer, at Dave sørger for, at ingen bliver overladt til sig selv, så alle får en god oplevelse, når de får hele pakken, fremfor at man eksempelvis tager til Finland og spiller en enkelt kamp og derefter rejser hjem igen.
EuroElite har årligt deltagere ved nogle af de samme turneringer, og derved kan Dave benytte de gode forbindelser, som er opbygget gennem årene, hvilket gør det nemmere eksempelvis at få træningsbaner og arrangere træningskampe, så de spillere, der normalt ikke når langt i turneringerne, alligevel får en god oplevelse.
Morten erkender, at klubben ikke har mulighed for at yde tilskud til turene, som primært betales af forældrene, men der arbejdes med planer om at forsøge at finde nogle turneringer i ledige terminer, så man kan samle en større gruppe, hvor klubben kan yde støtte.
En begrænsning ved EuroElite er bl.a., at man ikke har piger med under 16 år, men bortset fra enkelte huller finder Morten, at EuroElite passer fint ind i HIKs koncept.
Dave Bandelin har flere gange påpeget overfor Tennisavisen, at EuroElite ikke ønsker at tage æren, når danske spillere klarer sig godt, da baggrunden herfor altid vil være et seriøst arbejde hjemme i klubberne.
Morten mener dog, at EuroElite bidrager til at give spillerne et løft, da deltagelse i internationale turneringer kan være en øjen-åbner, der viser dem, hvad der kræves for at begå sig internationalt sammenlignet med at træne i klubben og deltage i hjemlige turneringer, og at det kan være med til at motivere dem til at give den en ekstra skalle, når de kommer hjem igen og arbejder videre med tingene.
Morten betegner Dave Bandelins måde at gribe tingene an som super velorganiseret, og han har en meget sund tennis-læring, som sikrer at spillerne uden tvivl lærer noget, selvom man kan have forskellig mening om nogle småting og taktiske detaljer, men han ødelægger helt sikkert ikke noget.
Da EuroElite har et koncept, som fungerer, opfordrer klubben derfor spillerne til at benytte sig af det fremfor at risikere at komme hjem efter nogle dårlige oplevelser, hvor tingene ikke har fungeret, og det har været svært at få baner og lignende.
Gentofte træner og August Holmgren lovpriser EuroElite
En af de spillere, som gentagne gange har deltaget i internationale junior-turneringer med EuroElite, er 17-årige August Holmgren, der siden han som 11-årig skiftede fra Espergærde til Helsingør har haft Jonas Svendsen som træner, og August fulgte med, da Jonas skiftede til Gentofte Tennisklub.
Jonas har disse bemærkninger om EuroElites betydning for Augusts udvikling
Specielt på det taktiske og den mentale del har August lært rigtig meget af Dave via alle deres rejser sammen.
Jeg har haft mange andre spillere, der har været tilknyttet EuroElite (og har stadig), men det er helt klart August som har draget størst udbytte, da der er en rigtig god kemi imellem ham og Dave.
Jeg har en god dialog med Dave om spillerne… der er helt klare linjer om hvem der står for hvad og har hvilken rolle i den enkelte spillers udvikling”
August selv er ikke i tvivl om, at hans nuværende rangering som no. 185 udelukkende skyldes samarbejdet med Dave Bandelin.
Selvom der er lagt et godt fundament hjemme i klubben, kunne August aldrig have opnået den samme erfaring uden at have deltaget i de camps og internationale turneringer, som Dave Bandelin har arrangeret.
Samarbejdet mellem EuroElite og klubben tillægges afgørende betydning, og Dave Bandelin har altid lagt vægt på, at den tekniske træning foregår i klubberne, og gennemførelsen af camps sker i samarbejde med træneren.
Turene i både Europa, Mexico, Kenya, Mauritius, Malaysia og Thailand har altid været velorganiserede med optimal tryghed og en disciplin, som har været særlig påskønnet, da man lærer at være en god kammerat gennem team-spirit.
Desuden lærer man at forholde sig taktisk og reflekterende til sit spil.
På baggrund af Augusts oplevelser bliver EuroElite varmt anbefalet, hvis man som junior vil udvikle sit spil ud over de muligheder, som ens egen klub kan tilbyde.
EuroElites camps og ture betegnes som utroligt billige i forhold til, hvad man får for pengene, ikke mindst fordi Dave Bandelin har så utroligt mange kontakter, at man altid kommer med i turneringer eller i kvalifikationen på et wildcard – ellers får man sine penge tilbage.
Herunder et sammendrag af Mortens bemærkninger om samarbejdet med EuroElite.
(klik evt. på linket eller højreKlik “GemSom” for at afspille lyden)
Ved samme lejlighed fortalte Morten også om klubbens planer i forbindelse med High Performance Unit, som blev nævnt i forbindelse med ansættelsen af Kenneth Carlsen.
Nærmere herom følger i den kommende trykte udgave af Tennisavisen.