Den danske tennisstjerne vil ændre radikalt på sin fysik for igen at kunne spille med om de store titler.

Far og træner Piotr Wozniacki har det med at være hård i sin retorik, når resultaterne ikke flasker sig. Efterfølgende glatter Caroline Wozniacki ud og er sjældent enig i de skarpe analyser fra farmand.

Derfor bed jeg heller ikke helt på, da Ekstra Bladet sidst i september bragte et stort interview med Piotr Wozniacki, hvor han proklamerede store ændringer i spillet forud for 2016-sæsonen. Var det nu med datterens velsignelse, at han gik til medierne og fortalte om de fælles planer.

Svaret skulle vise sig at være, ja. Midt i oktober mødte jeg Caroline Wozniacki, da jeg i forbindelse med et stort interview til DR Sporten var i Linz, Østrig. Præcis som Piotr, var hun langt mere åben om fremtidsplanerne end jeg længe har oplevet.

”Når man ser på herrespillerne, for eksempel Novak Djokovic er en god person for mig at se på, han er både hurtig og dynamisk . Han vejer måske ikke så meget, men han har en god timing, så han kan slå boldene hårdt og præcist derhen, hvor han vil, så det er nok den model, jeg vil prøve at gå efter. For mig bliver det næste at forsøge at få mere dynamik i kroppen, blive mere spændstig, det handler meget om reaktionerne også. Man vil altid blive bedre, for hvis du bliver på samme niveau kommer de andre efter dig,” forklarer Caroline Wozniacki.

Netop det at blive på samme niveau har været en af danskerens udfordringer efter jubelårene 2010 og 2011, hvor hun fejrede en lang række store triumfer og begge år sluttede året øverst på kvindernes verdensrangliste.

Efter et par år i den absolutte top var det som om modstanderne stille og roligt begyndte at knække koden i forhold til, hvordan danskerens brutale defensiv kunne nedbrydes. Da det først skete ramlede Wozniacki ind i et alvorligt dyk på både resultater og ranglister.

85946191
2015 Getty Images

Først i slutningen af 2014 sæsonen, virkede det som Wozniacki igen havde fundet frem til en formel, der kunne bane vejen for et comeback til toppen af verdensranglisten.

Finalepladsen i US Open og semifinalen i sæsonfinalen i Singapore indikerede, at hun resultatmæssigt igen skulle regnes med blandt top-5 spillerne. Det vigtigste var dog, at hun spillemæssigt havde fået tilføjet et ekstra element, vinderslag.

I langt højere grad end tidligere vandt Wozniacki duellerne i stedet for som tidligere at lade modstanderne tabe dem. Det var en stil der bidrog til at omgivelserne, med god grund, forventede sig meget af den 2015-sæson, der så småt er afsluttet.

Blandet sæson

Med tre andenrundenederlag og fjerde runde ved Wimbledon som facit i Grand Slamregi kan det næppe siges at være tilfredsstillende, når man ser på hvordan 2014 blev afsluttet. Efter Wozniackis entre i den absolutte verdenstop i 2008 må 2015 karakteriseres som den mest svingende sæson til dato En opfattelse danskeren selv forklarede mig om under interviewet i Linz.

”Det har været en lidt blandet sæson, den har ikke været optimal, der har været nogle tidlige exits fra Grand Slams, hvor jeg havde nogle uheldige lodtrækninger. Generelt har jeg spillet tennis på et meget højt niveau, men der har også været turneringer, hvor jeg var i god form, men rendte ind i useedede spillere, som Azarenka i Australian Open blandt andet, hvilket ikke er optimalt,” forklarer Wozniacki.

Hun forklarer videre, hvordan det er balancen mellem de nye elementer, der endnu ikke har rodfæstet sig helt og de velkendte Wozniackidyder som løbearbejde og en god fysik, der i næste sæson skal tale bedre sammen.

Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki
”Jeg er en spiller der spiller på sit højeste niveau, når jeg kan gå fra defensiv til aggressiv og omvendt. Det handler om at kunne mixe de to ting op, så man hverken står for dybt i banen eller bliver fanget for tæt på baglinjen. Det handler om at finde balancen mellem de to ting. Derfor tror jeg også, at den her sæsonpause bliver vigtig for mig. Det handler om at ligge en god base for næste år, så jeg kan prøve at undgå skader så meget som muligt. Så regner jeg med, at jeg kommer til at træne rigtig meget med nogle af de andre piger på touren, så man har fået en masse god kamptræning, så man ikke starter langsomt ud, når man kommer til Australien.” forklarer Wozniacki.

I 2015 har danskeren haft problemer, flere end længe. Med masser af millioner ville det, set udefra, være fuldt forståeligt, hvis hun valgte at trække stikket og bruge tid på noget af alt det hun igennem de seneste 10 år som professionel har ofret. Den logik er dog ikke noget Wozniacki sådan umiddelbart kan relatere til.

”For at være den bedste skal du ofre meget, når du møder modgang giver det dig bare blod på tanden til at gøre endnu mere, træne endnu hårdere. For at komme tilbage på følelsen af at spille godt, løfte trofæer, alt det man arbejder hårdt for. Det handler om ikke at grave sig et hul og græde, men tro på man er den bedste og træne derfra,” forklarer Wozniacki og medgiver, at hun glæder sig til at holde en kort, men velfortjent ferie.
Forrige artikelStem på Karina: Hjælp hende med at vinde Gør det muligt-prisen 2015
Næste artikelJan Leschly Legatet
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.