Både Frederik Løchte Nielsen og Caroline Wozniacki har store forventninger til 2016, hvor Løchte vil opprioritere double og Caroline prioritere fysikken og har Grand Slam og OL som største mål
Helt som ventet blev begge kampe torsdag ved Champions Battle i Boxen i Herning mere show end indædt fight og spil i topklasse.
Alligevel blev der serveret et par seværdige kampe, hvor der også blev plads til tennis-kunst og eksperimenter.
I doublen blev Frederik Løchte Nielsen for en stund genforenet med Jonathan Marray i en opvisnings-kamp mod Horia Tecau (ROM) og Jean-Julien Rojer (NED), som for kort tid siden vandt slutspillet ved ATP World Tour Finals i London.
Et af kampens højdepunkter var en elegant halvflugtning fra Løchte, da han næsten med ryggen til snød modstanderne ved at lægge bolden på tværs med baghånden, hvilket fik Tecau til at gribe en mikrofon for at fortælle publikum, at Løchte havde lavet samme nummer i finalen, da de vandt Wimbledon i 2012.
Kampen endte med sejr til Tecau/Rojer 6-4, 3-6, [10-5]
Løchte gentog i et interview efter kampen, at triumfen ved Wimbledon altid vil være et fantastisk højdepunkt, som for altid vil have betydning, og som også er medvirkende til at give oplevelser som eksempelvis deltagelsen ved Champions Battle både sidste år og i år foran et stort dansk publikum.
Løchte medgiver, at hverken han eller Marray efterfølgende har opnået resultater i nærheden af triumfen ved Wimbledon, som for altid vil præge deres indbyrdes relation på grund af dette fælles højdepunkt.
For Løchte har 2015 resultatmæssigt ikke været det bedste i single, selvom han egentlig føler, at spillet er bedre end nogensinde tidligere i karrieren.
Efter en periode med magre resultater føler han, at spillet på det seneste har fungeret stadig bedre, og han har fortsat ambitioner om at udvikle sig og blive endnu bedre.
Til gengæld har Løchte gjort det fremragende i double de seneste måneder sammen med Johan Brunstrom (SWE) med 3 titler og 3 semifinaler i de seneste Challenger turneringer, hvilket har ført til en double-rangering som no. 108 på den seneste ATP-rangliste.
Da Camilla Nørgaard fra TV Sporten efter stævnet spurgte til planerne for double i 2016, svarede Løchte at han vil forsøge at kvalificere sig til at kunne deltage ved både French Open og Wimbledon, hvilket forudsætter at han optjener det fornødne antal point ved at deltage i double i nogle ATP-turneringer, da han næppe kan opnå tilstrækkelig mange point i Challenger turneringer.
Det fremgik ikke af interviewet, hvordan han vil kombinere det med hans fortsatte ønske om stadig at spille single, hvor hans nuværende rangering som no. 381 typisk vil række til kvalifikationen i Challengers.
Tennisavisen har derfor spurgt Løchte om dette, samt om han forventer fortsat at spille sammen med Johan Brunström, som ifølge Challenger Knoxville: Ny titel til Løchte sammen med “ønske-makker” Brunstrom har udtrykt ønske om fast makkerskab, eller om han forventer at genoptage makkerskabet med Marray.
Løchte har endnu ikke løftet sløret nærmere for dette, udover at han forleden fortalte, at han ikke har umiddelbare planer om fast makkerskab med Brunstrom, da det også afhænger af deres forskellige planlægninger, samt at de begge skal forbedre rangeringen markant for at være aktuelle for Grand Slams.
Grand Slam og OL har højeste prioritet for Caroline Wozniacki
Hovedretten ved Champions Battle var naturligvis kampen mellem Caroline Wozniacki og Serena Williams.
Hvis nogle af tilskuerne havde forventet en kamp på højeste niveau, blev de muligvis skuffet, men det ville også være urealistisk at forestille sig, at spillerne på nuværende tidspunkt uden kamprytme kunne præstere på topniveau, og derfor bør kampen betragtes som opvisning, der ikke giver brugbart svar på, hvordan de to spillere vil præstere i 2016.
Kampe endte med sejr på 6-3, 6-4 til Caroline, som i deres hidtidige opgør kun har vundet en enkelt gang, da hun i kvartfinalen ved Premier Mandatory i Miami 2012 vandt 6-4, 6-4.
Statistikken 10-1 til Serena bliver ikke ændret, da der var tale om en opvisningskamp, hvor man tydeligt fornemmede, at begge spillere ikke var i deres bedste form.
Serenas seneste kamp var i semifinalen ved US Open, hvor hun sensationelt blev slået 2-6, 6-4, 6-4 i semifinalen af Roberta Vinci (ITA) og dermed gik glip af muligheden for en kalender Grand Slam og tangering af Steffi Grafs rekord med 22 Grand Slam titler.
Kampen var dog alligevel seværdig, da der ligesom i herredoublen forinden var en god stemning på banen, og Caroline fik desuden vist prøver på, at hun er blevet bedre til at udnytte et spillemæssigt overtag ved at søge til nettet og afgøre boldene.
Specielt i et par situationer, hvor Serena var presset helt ud i baghånds-hjørnet og lagde en listig lavt flyvende sliced baghånd tæt over nettet, viste Caroline eminent teknik ved at lægge en præcis kort flugtning, som skruede modsat og var umulig at løbe op.
Et forsøg på at lægge en stopbold, som på vejen frem mod nettet næsten var oppe og røre loftet var dog mindre vellykket, og blev uden problemer løbet op af Serena, hvorimod en bold på linjen slået langt ude fra siden i forhånden hørte til blandt de mere sublime slag fra Caroline.
Efter kampen fortalte Caroline, at hun i den kommende periode for alvor går i gang med at forbedre fysikken, hvilket skal sikre at hun forhåbentlig kan undgå skader i den kommende sæson, hvor de 4 Grand Slam turneringer og OL har højst prioritet.
Derfor vil hun gennem hele sæsonen have fast tilknyttet fysioterapeut, som skal medvirke til at undgå de skader, som har været medvirkende årsag de relativt begrænsede resultater i 2015 sammenlignet med tidligere.
Selvom mange har haft travl med at dømme Caroline “færdig”, er de fleste formentlig enige i, at Caroline har de nødvendige forudsætninger for at vende tilbage til top 5-10, hvis hun undgår skader og kan mobilisere den nødvendige motivation specielt i forbindelse med de større turneringer, hvor de største mål uden tvivl er at vinde en Grand Slam titel og medalje ved OL i Rio.
Ved at sørge for at dosere antallet af turneringer fornuftigt forud for de største turneringer, kan det bestemt ikke udelukkes, at Caroline kan spille med i de afgørende kampe om nogle af titlerne, hvis hun i højere grad får de ting, som hun har forbedret, ind på rygraden, hvilket hun selv er inde på i dette interview med Per Colstrup Vinkel – Caroline Wozniacki: Vil være damernes Djokovic