KBs 11-årige Divine Dasam Nweke har deltaget i U13-rækken ved Minikannan i Malmø, hvor hun efter tre 2-sæts sejre tabte finalen i tre sæt

KB-træner Rune Thomsen er som regel flink til at fremsende informationer til Tennisavisen, når han rejser rundt sammen med spillerne til internationale turneringer.
Han havde dog ikke fremsendt noget fra ITF-turneringen SALK Open, hvor der heller ikke var så mange opløftende resultater at berette om.

Til gengæld har han efterfølgende henledt Tennisavisens opmærksomhed på, at KBs 11-årige Divine Dasam Nweke netop har været i Malmø og deltaget i den traditionsrige Minikannan, der betegnes som “en klassisk och mycket uppskattad turnering med duktiga spelare från hela Sverige i alla åldrar och klasser.”

Trods grænsekontrol har der dog også været dansk deltagelse – endda med et flot resultat, idet Divine med 3 sejre i 2 sæt kvalificerede sig til finalen i single i U13-rækken.
Her mødte hun Theodora Chantava, der var på hjemmebane i sin klub Malmö Bellavue TK, som arrangerer turneringen.

Divine fik ikke nogen god start i finalen, idet hun tabte 1. sæt 0-6, men hun fik vendt slagets gang i 2. sæt, som hun vandt 6-2.
I 3. sæt var det igen svenskeren, som fik overtaget, og det blev svensk finalesejr 6-0, 2-6, 6-3.

Divine bliver ifølge Rune Thomsen no. 1 på den næste U12-rangliste, og han forudser et spændende år for det unge talent.

Forrige artikelWTA: Auckland 2016 – Den gik ikke på en dårlig dag
Næste artikelATP Challenger Bangkok: Løchte indleder uge 2 med sejr i kvalifikation
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.