I 2015 blev det danske U12 juniorhold Europamestre - endda både indendørs og udendørs. Det blev belønnet med hæderen som Årets Juniortennisspiller
Da undertegnede mødte op på Scandic Hotel forud for Årets Tennisspiller-træf var Arthur Leonhard Linck og hans mor Mille de første, jeg fik øje på.
Årsagen til deres tilstedeværelse var, at Arthur sammen med Holger Vitus Nødskov Rune og Elmer Møller var blandt de nominerede til hæderen som Årets Juniortennisspiller 2015.
Kort efter fik vi øje på både Elmer og Holger, som ligeledes ventede spændt på, om de 3 drenges helt unikke præstation som dobbelte Europamestre ville blive belønnet ved Årets Tennisspiller-træf.
De måtte dog væbne sig med stor tålmodighed, da der forinden blev uddelt priser i 5 andre kategorier, inden turen kom til Årets Juniortennisspiller 2015, hvor både Clara Tauson og Emilie Francati også var nomineret.
På billedet lige herover fornemmer man tydeligt den forventningsfulde spænding, der bygges op, mens Juniorlandstræner Jens Anker Buus Andersen er i fuld gang med at fortælle, at man normalt ikke nominerer så unge spillere, da han spøgefulgt anførte, at man er bange for, at succesen stiger dem til hovedet, men da der var tale om et hold, syntes han godt, at man alligevel kunne gøre det denne gang.
Begrundelsen for nomineringen var, at de tre drenge havde vundet Europamesterskabet for U12 hold – ikke bare en enkelt gang, men hele 2 gange – både indendørs og udendørs, og i alt vandt de samtlige 13 kampe, som de spillede i løbet af året.
Indendørs blev England besejret i finalen, og udendørs var det Spanien.
Desuden var Clara Tauson nomineret, bl.a. fordi hun havde vundet 4 TE Europe turneringer i 2015. Desuden vandt hun som 12-årig kampe i Eliedivisionen, og ved senior DM nåede hun semifinalen.
Den sidste nominerede var Emilie Francati, der deltog i alle 4 Grand Slam turneringer for juniorer med en semifinale i double ved Australian Open som bedste resultat, og en højeste rangering som no. 35 på ITF junior-ranglisten.
Da hun efter US Open indledte sin senior-karriere opnåede hun allerede i sin 3. turnering en titel i en $10.000 turnering og kom op som ca. no. 850 på WTA-ranglisten.
Efter denne gennemgang af de nominerede blev spændingen udløst, da Anker meddelte, at valget var faldet på U12 holdet, og han konstaterede, at “de 3 banditter” var tilstede, og de blev bedt om at komme frem og modtage prisen, og på vejen dertil modtog de formentlig aftenens største bifald.
Efter overrækkelsen blev taget de obligatoriske billeder, herunder billedet øverst.
Alle tre er rykket op i U14, hvor Holger i sidste uge fik en forsmag på, at modstanden kan være væsentlig hårdere, da han i sidste uge nåede 1/8-finalen i Grade 1 TE U14 turneringen Nike Junior International Bolton Teen Tennis i Bolton efter 2 tætte 3-sæts kampe.
Holger, Elmer og Clara Tauson deltager i den kommende uge ved Grade 1 TE U14 turneringen Petit As Tarbes 2016 Mondial Lacoste i Frankrig, hvor alle 3 er i hovedturneringen.
Tennisavisen vil naturligvis også omtale denne turnering, hvor Oskar Brostrøm Poulsen i weekenden har deltaget i kvalifikationen.