Både hos pigerne og drengene blev det til sikre sejre til de 1. seedede, som gennem hele turneringen var suveræne
Inden den forløbne uges Grade 4 turnering DISPUK Copenhagen Winthercup 2016 startede, var der klare favoritter hos både pigerne og drengene.
1. seedede Anastasia Kulikova var allerede for et år siden dominerende på Grade 4 niveau, da hun i starten af 2015 – hvor hun blev 15 år – vandt 3 turneringer i træk i København, Kaarina (Finland) og Kramfors (Sverige).
I de kommende måneder prøvede den unge russer kræfter i flere turneringer i de højere kategorier, hvor de fleste modstandere som regel er ældre og dermed bedre i stand til fysisk at matche den stærke russer, som udover en enkelt semifinale i en Grade 3 sjældent nåede længere end 1. runde i Grade 1 og 2, hvilket samtidig kan være en god indikation af det niveau-mæssige spring, der er til de højere kategorier.
I 2016 har Kulikova igen begyndt året i Grade 4, hvor hun i januar spillede sig i finalen med sikre 2-sæts sejre i Bromma (Sverige), hvor hun dog tabte 3-6, 2-6 til den 2 år ældre Ida Jarlskog (SWE), og ugen efter måtte hun trække sig i 1. runde i Malmø.
I denne uge var russeren tilbage i fuldt vigør i KB, hvor både Clara Tauson, Hannah Viller Møller og Olga Helmi forgæves forsøgte at bremse hende på vejen til finalen, hvor endnu en dansker, Helena Francati lørdag morgen skulle forsøge at hindre hende i at genvinde titlen fra sidste år turnering samme sted.
Selvom russeren på forhånd måtte betegnes som kæmpe-favorit, kunne et spinkelt håb om dansk sejr baseres på, at russerens dominans mod de øvrige danske modstandere trods alt ikke var større end, at de alle kunne være med, når de selv spillede optimalt og russeren slækkede den mindste smule på koncentrationen.
Optimismen kunne desuden understøttes af, at Helena Francati på vej til finalen for alvor har vist fremragende spil og præsteret flotte resultater med sejre over både 7. seedede Maya Tahn (ISR) 6-4 6-0 og 11. seedede (595) Denis-Antonela Stoica (ROU), der sammen vandt fredagens double-finale, og Helena viste ingen nåde, da hun vandt både kvartfinale og semifinale overbevisende i 2 sæt.
I finalen udeblev sensationen imidlertid, idet Kulikova i overbevisende stil genvandt titlen med cifrene 6-1, 6-3.
Helena kan alligevel være tilfreds og stolt over, at hun med finalen har opnået sit hidtil bedste resultat i ITF-sammenhæng, hvilket smilet på DTFs billede fra præmieceremonien godt kan tyde på er tilfældet.
Det samme gælder vinderen af Boys singles, hvor den 1. seedede storfavorit 16-årige Emil Ruusuvuori (FIN) vandt med de knusende cifre 6-0, 6-1 over 15-årige 6. seedede Georgii Kravchenko (UKR).
Finnens dominans i turneringen afspejles ved, at han i sine kampe højst har afgivet 3 point i et enkelt sæt, og han har i 10 sæt i alt afgivet 14 point.