Patrick Kristensen og hans svenske makker Gilbert Jaeger kunne nøjes med sejr i semifinalen for at vinde titlen i double. Favoritten Malene Helgo vandt både single og double
I sidste uges Grade 4 turnering i KB var Patrick Kristensen “Runner-up” i double, da han sammen med Sebastian Grundtvig tabte finalen 3-6, 5-7 til det svenske par Johan Garpered/Gilbert Jaeger.
Efter devisen “if you can’t beat then – join them” valgte Patrick i denne uges Grade 4 turnering Oslo Open at stille op i double sammen med Gilbert Jaeger, og det 2. seedede par sikrede sig da også en plads i finalen, da de i semifinalen med nogen besvær vandt over James Davis/Matthew Summers (GBR) 6-4, 1-6, [10-7].
Modstanderne i finalen fredag skulle have været det norske par Oscar Hawken/Marcus Anker Aarthun Sulen, der i den anden semifinale vandt over Gustaf Navarp (SWE)/Anton Ornberg (SWE) 6-2, 6-1.
Sulen var også med i KB i sidste uge, hvor han i single tabte til Gilbert Jaeger i 2. runde, og i double tabte han i semifinalen sammen med landsmanden Simen Sunde Bratholm 2-6, 4-6 til Patrick og Sebastian.
Sulen nåede således en runde længere i double, end det var tilfældet i KB, og det samme gjorde sig gældende i single, hvor nordmanden i 1/8-finalen vandt over Kasper Elsvad 7-5, 6-3, og i kvartfinalen vandt han over 7. seedede (460) Jeremy Gschwendtner (GBR) 7-6(2), 6-1.
Derfor skulle den 16-årige nordmand både spille semifinale i single og finale i double om fredagen, hvor han mødte op til aftalt tid inden singlen – men han var bleg, lettere grønfarvet og havde koldsved, da han havde været oppe hele natten med opkast som følge af “omgangssyke”, og derfor valgte han at melde fra til både singlen og doublen.
Dette betød, at Patrick og Jaeger vandt på walkover, og derved vandt de titlen efter at have spillet blot den ene kamp (semifinalen), da de både i 1/8-finalen og kvartfinalen også havde vundet på walkover.
Billedet herunder er fra sidste uges præmieoverrækkelse i KB, hvor både Patrick og Jaeger (på hver sin fløj) var blandt præmiemodtagerne.
(627) Jack Draper (GBR), der skulle have mødt Sulen i semifinalen i single, vandt lørdag finalen 6-4, 6-1 over (1594) Paul Jubb (GBR), der i kvalifikationen kun afgav 2 partier i 3 kampe.
Malene Helgo vinder sin første ITF-titel
Efter flere flotte præstationer i en række Grade 1 turneringer i Sydamerika er Malene Helgo avanceret til no. 42 på ITFs junior-rangliste, og derfor var den 16-årige nordmand den oplagte favorit til at vinde Girls singles, selvom hun undervejs i turneringen har fortalt, at spillet ikke havde fungeret optimalt, men hun havde alligevel været i stand til at fighte sig til sejr i kampene.
Det blev også tilfældet, da hun i semifinalen mødte den 13-årige landsmand, kvalspilleren (2094) Emilie Elde, der er Norges hidtil yngste seniormester, der i kvalfinalen havde slået Helena Francati ud i 3 sæt.
Den unge komet gjorde også en god figur mod Helgo, som efter et meget tæt 2. sæt vandt 6-2, 7-6(6).
Forinden havde hun i kvartfinalen vundet 6-4, 7-5 over (557) Molly Helgesson (SWE) fra det svenske GTG (GoodToGreat) Academy.
I finalen var der ingen tvivl om udfaldet, idet Malene Helgo vandt sikkert 6-1, 6-1 over (849) Elisa Visentin (ITA), der i semifinalen havde vundet over (870) Julita Saner (SWE) 7-5, 3-6, 7-5.
Malene Helgo vandt også titlen i double, da hun sammen med landsmanden Astrid Wanja Brune Olsen vandt over førnævnte Julita Saner og Chelsea Vanhoutte (BEL) 6-2, 6-4.
Der findes flere billeder fra turneringen på http://www.hildrupphoto.com/NTF/OsloOpen2016, bl.a. dette med Helena Francati
På Tennis.no er der udførlige omtaler af turneringen, senest
– Kvartfinaler: Semifinale for Melanie
– Semifinaler: Oslo Open 2016, Dag 5
– Finaler: Malenes første ITF-seier